”Grøn uddannelse og dannelse kræver samarbejde”

Ved årsskiftet fik Skovskolen under Københavns Universitet ny forstander. Og hvad betyder det så for skolens grønne uddannelser? Blandt andet en fortsat udvikling af samarbejdet med skovbrugserhvervet, for grøn uddannelse og grønt erhverv er gensidigt afhængige, fortæller den nye forstander Rasmus Kjær om i indlægget her.

Det er gennem samarbejde med erhvervet, at vi kan integrere aktuelle udfordringer i undervisningen. Det skal vi kæmpe for at fortsætte og udvikle, for det er ofte i mødet med praktiske udfordringer, vi udvikler ny viden.

Nye undervisningsfaciliteter på Skovskolens afdeling på Djursland, Eldrupgård i Løvenholmskovene.

Her kommer vi til at lægge vægt på en bæredygtig udnyttelse af træets ressourcer i byggeriet.

Rasmus Kjær, forstander på Skovskolen, Københavns Universitet

Det er ofte sagt, at mens uddannelse fortæller noget om, hvad man er, så handler dannelse om, hvem man er. Da jeg i januar tog fat på første år som ny forstander for Skovskolen, var det med en ambition om, at uddannelserne på Skovskolen skal bidrage til begge dele.

På Skovskolen arbejder vi for, at beslutninger om forvaltning af og drift af skov og natur sker på fagligt solidt grundlag. På skolen uddanner vi skovens og naturens ingeniører, forvaltere, ledere, håndværkere, vejledere og formidlere, og hvis den faglighed, som uddannelserne er udtryk for, skal få værdi for andre, kræver det, at elever og studerende – mens de uddanner sig til noget – rent faktisk også bliver til nogen. Derfor skal uddannelserne organiseres, så det er muligt at udvikle sig både fagligt, personligt og socialt i mødet med andre.

Skoven og naturen i Danmark er præget af mange holdninger. Og de mennesker, som forvalter det grønne Danmark, gør det i et sammensurium af holdninger og følelser knyttet til både økonomi, biologi, politisk overbevisning og historie. For at sikre fornuftig forvaltning er det helt afgørende, at udviklingen drives og rådgives af fagligt velfunderede mennesker, der er i stand til at styre på og overskueliggøre konsekvenserne af de valgte formål. Fagligheden skal her både bruges og kommunikeres.

Et uddannelsesforløb skal derfor heller ikke kun bestå af undervisningsaktiviteter. Uddannelse skal også udgøres af fagligt og socialt samvær, som understøtter kommunikation og trivsel i mødet med andre. Det bidrager til at styrke den fælles faglige identitet og til dannelsen af et tilhørsforhold.

Faglighed udvikles altid i et fællesskab

Grøn faglighed udvikles sjældent i et ensomt møde med skoven og naturen. For at udvikle et fag kræver det, at vi samarbejder om de opgaver, der knytter sig til at løse udfordringer inden for et særligt arbejdsområde. Det handler om at kunne vurdere, hvordan egen arbejdsindsats påvirker andre.

For at være fagligt dygtige skal vi ikke bare besidde viden og færdigheder. Vi skal også vide, hvordan vi udfolder de faglige kompetencer på en måde, så de får værdi for andre. En god maskinfører skal tage højde for, at andre skal kunne arbejde og komme frem i skoven, efter maskinarbejdet er udført. En projektleder, der arbejder med naturgenopretning i skovens moser, er nødt til at tage bestik af, hvordan projektet påvirker skovens brugere, herunder både skovejere og skovgæster, der frekventerer skovens arealer. 

Et praksisorienteret uddannelsessted som Skovskolen skal derfor sørge for, at læring udvikles i mødet mellem praktiske udfordringer og fælles refleksion. Heldigvis har jeg da også mødt en meget stærk undervisningskultur med vægt på, at alle uanset uddannelse udfordres til at håndtere og kommunikere om konkrete praktiske opgaver.

Det er rigtig positivt, og vi ville sikkert sagtes kunne lykkes med at skabe dette i et isoleret undervisningsmiljø, hvor elever og studerende i tryghed kunne øve sig inden mødet med den barske faglige virkelighed i det grønne erhverv.  Men som det gør sig gældende for de faglige fællesskaber, gælder det også for uddannelsesfællesskaber, at de over tid svinder ind, hvis ikke de udfordres og påvirkes udefra. Så selvom uddannelse er en forberedelse til et fagligt arbejdsliv, må en uddannelsesinstitution aldrig udvikle sig til en kuvøse, hvor elever og studerende beskyttes mod omverdenens realiteter.

Derfor er vi på Skovskolen dybt afhængige af et tæt samarbejde med de erhverv, som er aftagere af vores dimittender. For det er igennem dette samarbejde, at vores uddannelser får praktisk værdi.

Det var en væsentlig grund til, at vi blev så glade for, at bl.a. St. Dyrehave og Grønholt Hegn nær Skovskolen i Nødebo lige før valget blev undtaget i udpegningen af arealer til urørt skov. Det giver nemlig studerende og elever mulighed for fortsat at arbejde med og afprøve kompetencer inden for naturnær skovdrift i tæt samarbejde med Naturstyrelsen. 

Det er gennem samarbejde med erhvervet, at vi kan integrere aktuelle udfordringer i undervisningen. Det skal vi kæmpe for at fortsætte og udvikle, for det er ofte i mødet med praktiske udfordringer, vi udvikler ny viden.

Viden udvikles i mødet med praksis

Skovskolen er en del af Københavns Universitet og skal skabe uddannelse i mødet mellem forskningsbaseret teori og praktiske metoder. En klassisk opfattelse af sammenhængen mellem viden og praksis er, at forskere fra universitetet udvikler databaseret viden, som formidles gennem uddannelse for så til sidst at blive bragt i anvendelse i erhvervets praksis.

Men langt oftere er det vel, at vi rent faktisk udvikler viden i det direkte møde med en praktisk udfordring. Eller rettere sagt, så begynder udviklingen af ny viden ofte med, at teorien kommer til kort i mødet med praksis. Sådanne læringsoplevelser skal vi skabe muligheden for på vores uddannelser.

Det kræver af os, at vi etablerer skabende møder mellem uddannelsesliv og erhvervsliv. Det glæder mig derfor også, at vi i 2023 kan påbegynde etableringen af nye undervisningsfaciliteter på Skovskolens afdeling på Djursland, Eldrupgård i Løvenholmskovene.

Her kommer vi til at lægge vægt på en bæredygtig udnyttelse af træets ressourcer i byggeriet. På den måde får vi erhvervslivet involveret i udfordrende løsninger med at sætte standarder inden for byggeri med biogene materialer – løsninger, som over tid kan følges forskningsmæssigt med henblik på at generere data til brug i både undervisning og erhvervsliv.

Et uddannelsessted som Skovskolen skal på den ene side uddanne med øje for de kompetencer, som erhvervet efterspørger. Da vi i uddannelsesverdenen ikke kun uddanner til nutiden, men også til fremtiden, er vores opgave dog også at kunne forudse, hvilke kompetencer der senere vil bære fagligheden frem. Det skal vi gøre sammen med erhvervet, og derfor skal vi sørge for at søsætte faglige udviklingsindsatser, der giver studerende mulighed for at beskæftige sig med områder, hvor der ikke findes sikker viden eller skudsikre metoder.

Troen på ansættelser fremmer uddannelseslysten

Grøn uddannelse og grønt erhverv er gensidigt afhængige. Uddannelse og dannelse er ikke noget, vi isoleret kan lykkes med at skabe på Skovskolen.  

Vi har behov for fremsynede arbejdsgivere, der tør investere i den grønne fremtid gennem ansættelser af veluddannede mennesker, der bærer den grønne fremtid ind i stat, kommune og erhverv.

Hvis vi skal have flere til at søge ind i arbejdet med den grønne verden og få mere værdi ud af disse menneskers kompetencer, er der behov for, at de oplever et erhverv, der satser på dem og vil dem. Vellykket grøn uddannelse starter og slutter med ansættelse af de mennesker, som direkte kan gøre en forskel for vores skove og natur i Danmark.

Derfor glæder det mig, at så mange allerede i de første uger af min ansættelse har rakt hånden ud for at efterspørge samarbejde. På Skovskolen tager vi glædeligt imod samarbejdet og glæder os til at styrke det endnu mere fremover.