Ær – det danske navn for ahorn – vinder frem i de danske skove. Over de seneste 50 år er arealet steget markant, og i dag dækker ær omkring 28.000 ha. Til sammenligning udgør bøgeskovene cirka 80.000 ha. Vores viden om ærens bevoksningsbehandling er imidlertid – i modsætning til vores viden om bøgen – meget beskeden. Mere end 60 års diskussioner har ikke bragt os meget nærmere en afklaring.
Friske målinger fra IGN´s hugstforsøg (prøveflade LZ) på Orenæs Gods på Falster kaster imidlertid nyt lys over spørgsmålet. Derfor arrangerede ”Skovens Hus Corselitze” den 14. maj en ekskursion til Orenæs og Petersgaard på Sydsjælland for – med afsæt i de nye resultater fra prøveflade LZ – endnu en gang at drøfte bevoksningsbehandlingen af ær. Ekskursionen samlede ca. 50 deltagere.
Nye resultater
Hugstgraderne i LZ-forsøget
De gængse hugststyrkebetegnelser A, B, C og D afviger i prøveflade LZ markant fra andre af IGNs mellemaldrende og yngre hugstforsøg med hensyn til hugststyrke.
I LZ er den relative grundflade efter tynding for A, B, C og D henholdsvis 100 procent, 57 procent, 45 procent og 31 procent. Til sammenligning ligger standardhugstbehandlingen i andre forsøg med udgangspunkt i A-parcellens 100 procent, på 81 procent for B, på 61–63 procent for C og på 45 procent for D.
B-hugsten i LZ er dermed en ganske aktiv hugst sammenlignet med andre af IGNs hugstforsøg. I LZ forekommer der dermed ikke en svag hugstgrad – dvs. et sted mellem A og B, modsvarende en hugststyrke på fx 81 procent af A-hugst.
Hugstforsøget LZ (Resle Skov, afd. 221 a), som i dag er 69 år, blev anlagt da bevoksningen var 18 år fra plantning. Det indeholder de fire hugststyrkebetegnelser A, B, C og D, som imidlertid ikke svarer til den gængse anvendelse af betegnelserne: I LZ dækker de alle – bortset fra A-hugst – over meget stærke hugststyrker (se faktaboks), og der forekommer ikke en svag hugstgrad i forsøget.
Tidligere tolkninger har især peget på de betydelige tilvæksttab, som en stigende hugststyrke har medført kombineret med, at det ikke har resulteret i en væsentligt bedre diameterudvikling. Derfor har opfattelsen hidtil været, at man højest bør tynde ær med en styrke svarende til forsøgets B-hugst –dvs. med en grundflade på ca. 57 procent af A (se faktaboksen), hvilket er en meget aktiv hugst.
Før man inddrager resultaterne af de nye målinger og konkluderer alt for håndfast mht. ærens bevoksningsbehandling, er der imidlertid flere forhold, man bør tages med i overvejelserne.
For det første bør man afvente forsøgets videre forløb – det skal fortsat løbe flere årtier frem, og udviklingen kan stadig tage uventede drejninger. For det andet er det væsentligt at bemærke, at den nu 69-årige LZ blev anlagt ved 18 år fra frø – dvs. på et tidspunkt, hvor ærens højdevækst allerede havde kulmineret (se fig.1). Dermed forpassede man muligheden for at udnytte ærens kraftige ungdomsvækst, der typisk klinger af allerede omkring 20-års alderen.
Figur 1 – Ærens højdevækst i forhold til alder sammenlignet med bl.a. bøg og rødgran. Højdetilvæksten er en forudsætning for hurtig kronedannelse (modificeret efter Dengler (1930, s.258) og Bergstedt (2016, s.70).
LZ belyser således ikke, hvilken betydning tidlige og markante stamtalsreduktioner – allerede i kulturstadiet – kunne have haft for den senere bevoksningsudvikling. Dertil kommer, at forsøgsarealet rummer bonitetsforskelle, som bør give anledning til forsigtighed i tolkningen. A-parcellen havde den bedste højdebonitet ved forsøgets anlæg. Desuden er D-parcellen lavtliggende med høj grundvandsstand, hvilket kan have hæmmet tilvæksten.
Når de nye målinger giver anledning til nye overvejelser, er grunden er den enkle, at de aktive hugstgrader efter årtiers stagnation atter er gået i vækst: Der er begyndt at ske noget i forsøget! Figur 2 viser tilvækstens afhængighed af hugststyrke ved forskellige aldre. Samlet set gælder fortsat, at større hugststyrke giver lavere totalproduktion. Mest markant ved den kraftigste hugststyrke D, hvor tilvæksttabet frem til 50-års alderen er omkring 50 procent i forhold til A (ingen hugst, red.). I de seneste 19 år er forskellen dog reduceret til ca. 40 procent. B-hugstens tilvækst har indhentet A-hugsten og ligger for sidste måleperiode på 110 % af A-hugsten. Og C-hugstens vedmasseproduktion nærmer sig nu A-hugstens, hvilket er en stor overraskelse.
Figur 2 – Relativ vedmassetilvækst i forskellige hugstgrader sammenlignet med A-hugst, fordelt på aldersperioder. (Rel. G.e.t. = relativ grundflade efter tynding). Samlet produktion: A-hugst: 839 m3, B-hugst: 638 m3, C-hugst: 412 m3 og D-hugst: 275 m3. Tyndingerne i de forskellige hugstgrader har således medført store tilvæksttab. Nederst ses kronerne i de fire hugstgrader, vinteren 2024/25. Kilde og fotos: IGN, KU
Skal ær tyndes?
For at belyse tyndingernes effekt på diameterudviklingen viser figur 3 udviklingen i middelstammediameter for de 100 tykkeste træer pr. ha. De mange små træer i A-parcellen er dermed ikke årsagen til dens mindre diameter. Der tegner sig derfor et billede af en reel tyndingseffekt, som kan blive endnu tydeligere, hvis den øgede tilvækst i C og D fortsætter.
Figur 3 – Diameterudviklingen for de 100 tykkeste træer/ha. for hver hugstgrade. Kilde: IGN
Ud fra figur 3 kan man konkludere, at hypotesen om, at ær slet ikke skal tyndes, ikke støttes af LZ-prøvefladen på Orenæs. Ikke mindst, fordi mange af de største træer i A-parcellen desuden har lav stammekvalitet.
Med de forskelle, der nu begynder at vise sig, melder spørgsmålet sig: Hvordan vil diameterudviklingen og den stående masse udvikle sig i de kommende årtier? Her må udviklingen formodes at hænge sammen med trækronernes størrelse. I de kraftigt tyndede parceller har træerne i løbet af tre årtier gradvist opbygget større kroner, hvilket fremgår af figur 2. Forudsætning for øget diametertilvækst er dermed til stede.
Græsvæksten har på intet tidspunkt været af nogen betydning i LZ og kan dermed ikke være årsagen til de tre årtiers vækststagnation i de aktivt tyndede parceller. Forklaringen skal derfor snarere søges i, at trækronerne allerede ved forsøgsanlægget i den 18-årige bevoksning var små. Og i LZ har det taget lang tid at genetablere de store kroner, som er forudsætningen for en stor tilvækst.
Erfaringsmæssigt ved vi, at ær ikke har samme evne som bøg til hurtigt at lukke kronedækket efter tynding. Når grene fra to ærtræer mødes, stopper deres vækst, og modsat bøg har ærens grene ikke evnen til senere at genoptage væksten eller danne bladmosaik. En ny krone kræver derfor en forudgående højdevækst, så der kan dannes nye sidegrene længere oppe – fri af nabotræers skygge.
I den sammenhæng er det vigtigt at huske, at æren højdevækst er meget stor de første 20 år (se fig. 1), hvorefter den klinger kraftigt af. Derfor er det en nærliggende hypotese, at ærens stamtalsreduktion bør iværksættes allerede i kulturfasen – altså langt tidligere end i LZ-forsøget, hvis træerne skal nå at udvikle tilstrækkeligt store kroner. Hvor tidligt og hvor meget, vides dog ikke. Det vides heller ikke, om man med sådan en strategi vil kunne undgå det tilvæksttab, som er konstateret i LZ, men det må i en eller anden vis grad anses for sandsynligt.
Esben Møller Madsen i forsøgets D-parcel, hvor der er god plads mellem træerne. Foto: Søren Fodgaard
Anderledes ser det ud i den helt utyndede A-parcel i det 69-årige ærforsøg på Orenæs, Falster. Foto: Søren Fodgaard
For sent ude igen?
Efter at have set på ærparceller i LZ-forsøget fortsatte ekskursionen til en udrensning i en 18-årig spontan forynget ærbevoksning.
Ærbevoksningen er blevet tyndet i vinteren 2024/25. Stamtallet skønnes nu at ligge på omkring 1000 stk. pr ha. Planen er, at bevoksningen allerede skal tyndes i den kommende vinter.
Blandt ekskursionsdeltagerne udspandt sig her en diskussion om, hvorvidt tyndingsindgrebet var blevet foretaget for sent, og om bevoksningen dermed ville blive en gentagelse af LZ med sen udvikling af kronerne. Situationen i den selvsåede ær er dog begunstiget af en betydelig spredning i træernes størrelse. Opgaven vil derfor bestå i at begunstige træerne med de største kroner og stedse holde dem frie af nabotræernes kroner. Hvis de samme træer løbende begunstiges ved fremtidige tyndinger, vil man formentlig nå det bedste resultat, idet kronernes sidevækst på disse fremtidstræer herved ikke vil blive hæmmet. Her kan 150 fremtidstræer pr. ha. være et pejlemærke. Træerne imellem fremtidstræerne kan betragtes som en matrix, hvor man løbende fjerner de træer, som er på vej til at skade fremtidstræernes kroneudvikling.
Optimale vækstvilkår kompenserer ikke
Turen gik nu over Storstrømsbroen til Sjælland, hvor Petersgaard Gods lagde jord til ekskursionens næste punkter. Her er forudsætningerne for dyrkning af ær fortræffelige, hvilket blev demonstreret med et gravet jordbundshul i Viemose skov.
Den næringsrige morænejord med god kornstørrelsesfordeling placeret på en svagt skrånende hældning giver en vandgennemstrømning som er optimal for ær. Der udspandt sig en diskussion om enkelttræerne fremtidige udvikling i den 47-årig ær-bevoksning. Bevoksningen har været aktivt behandlet. Der forelå imidlertid ikke detaljerede målinger eller informationer om bevoksningens historie. Da bevoksningen bestod af træer med indbyrdes variation mht. krondybde og diameter, vil træer med stor kronedybde og diameter blive begunstiget i de få fremtidige hugster. Der herskede en vis skepsis mht., om der vil være 100 egne de træer pr ha til rådighed? Og dermed rejses spørgsmålet om, hvorvidt bevoksningsbehandlingen også her er blevet påbegyndt for sent? Eller formuleret på en anden måde: Optimale vækstvilkår kan ikke kompensere for forkert bevoksningsbehandling.
En urørt bevoksning
For at sætte tingene i relief fremvistes på Petersgaard herefter en 107-årig utyndet ærbevoksning. I forhold til A-parcellen i LZ var var der imidlertid en væsentlig forskel, idet der her var tale om en spontan foryngelse og ikke en plantning. Resultatet er en bevoksning med en betydelig individspredning. Desuden har de største træer en tiltalende kvalitet! Men som det blev kommenteret: Hvor meget tykkere ville de ikke have været, hvis man blot havde tyndet for dem? Konklusionen var derfor, at rettidig diameterudvikling kræver tynding.
Meget tidlig udrensning
Ekskursionen fortsatte til endnu en spontant opstået ærkultur – denne gang en yngre bevoksning fra 2020 med en nuværende gennemsnitshøjde på 3,6 meter. For to år siden blev stamtallet her reduceret til 2.500 stammer pr. ha. ved manuel indsats med motorsav, svarende til cirka fem dagsværk pr. ha. og en omkostning på ca. 12.000 kr. pr. ha. Formålet med det relativt omkostningstunge indgreb er at fremme udviklingen af store kroner tidligt i forløbet, så ærens markante højdevækst i ungdomsfasen kan udnyttes til tidligt at få opbygget store kroner på fremtidstræerne.
Der er endnu ikke indlagt spor i bevoksningen, men det forventes at ske med en fældebunkelægger ved næste indgreb om 1–2 år. Med de nuværende flispriser vurderes indgrebet at kunne gennemføres uden nettoomkostninger.
Tanken er, at bevoksningen, inden den har nået en højde på 6 meter, skal reduceres til et stamtal på max 1.000 stk./ha. Bevoksningsbehandlingen forventes herefter i store træk at være afsluttet inden 25-års alder med et stamtal på omkring 200 stk. pr. ha. Herefter vil bevoksningsbehandlingen indskrænke sig til enkelte finjusteringer, så der nås en slutbevoksningen med 150-200 træer pr. ha. med store dimensioner og stor vedmasse. Fremtidige ekskursioner vil vise, om forventningerne vil blive indfriet.
Det rette voksested er afgørende
Der hersker fortsat stor usikkerhed med hensyn til ærens dyrkningspraksis. Ofte har denne usikkerhed resulteret i, at æren er blevet behandlet som bøg. Det kan man med stor sikkerhed i dag sige, at det ikke er korrekt. Med ærens voldsomme højdevækst allerede i kulturfasen, som imidlertid hurtigt aftager, adskiller æren sig markant fra bøgen. Og hvor bøgen vedbliver at vokse støt næsten indtil omdriftsalder, har æren hidtil vist beskeden vækst efter 30-års alderen. Spørgsmålet, som de nye resultater fra prøveflade LZ rejser, er, om man med store tidligt udviklede ær-kroner kan ændre herpå og herved opnå en vedblivende større tilvækst, end den LZ udviser?
Afslutningsvist skal det understreges, at såvel Orenæs på Falster som Petersgaard på Sydsjælland er velegnede lokaliteter for dyrkning af ær – om end Resle skov på Orenæs (LZ) ikke er helt optimal. På en lang række andre lokaliteter trives ær derimod direkte dårligt. I særdeleshed på jorder med stiv ler. Her skal ær-dyrkningen givetvis gribes an på en anden måde. Men hvordan? Overhovedet kan man her stille sig tvivlende til, om der kan praktiseres økonomisk fornuftig ærdyrkning på disse besværlige lokaliteter. Her kan ær med fordel måske bruges som forkultur?
