Ild – frygtet naturkraft og effektivt redskab i naturforvaltningen

Ild er en central dynamisk faktor i økosystemer med skov og åben natur på store dele af kloden. Den ses både som en frygtet, destruktiv naturkraft og som et effektivt redskab til landskabsforvaltning.

I takt med øget fokus på biodiversitet er interessen for anvendelse af ild vokset i Danmark. Ild er en af de naturlige forstyrrelser, som sammen med vandstandsforholdene og fortidens store planteædere har været med til at udvikle økosystemer og arter.

Med støtte fra Aage V. Jensen Naturfond blev projektet ”Ild som omkostningseffektivt naturplejeredskab i skov og landskab” gennemført i perioden 2017–2025 med henblik på at undersøge ild som middel til at sikre og fremme biodiversitet og bevaringsværdige naturtyper i skov.

Projektet skulle samle eksisterende viden om ildens forekomst, brug og effekter og generere ny indsigt i ildens betydning og muligheder i naturforvaltningen gennem praktiske forsøg og overvågning af effekter.

Undersøgelserne omfattede ca. 100 ældre enkelttræer samt ca. 40 kvadratiske prøveflader á 100 m² på afbrændingsflader og i bevoksninger med forskellige former for behandling. Nogle af projektets overordnede resultater og konklusioner med særlig fokus på skov præsenteres i denne artikel, mens en detaljeret manual og rapport offentliggøres sommeren 2025.

Ildens rolle i natur og landskab

Brand er en naturlig dynamisk faktor i mange skovøkosystemer, især i boreale områder, hvor talrige arter er tilpasset og i nogle tilfælde afhængige af regelmæssig brandpåvirkning. I Nordamerika og Skandinavien opstår naturlige brande hyppigt som følge af lynnedslag i tørre perioder.

I Danmark sker det sjældent, fordi tordenvejr typisk ledsages af regn. Ilden har i årtusinder været et aktivt redskab i menneskelig arealforvaltning. Den har tjent til at omforme og rydde skov, etablere landbrugsarealer og opretholde overdrev og heder til græsning.

Selv i dag forekommer adskillige menneskeskabte natur- og skovbrande årligt. Uanset årsag har ild både historisk og aktuelt spillet en væsentlig rolle som økologisk drivkraft i landskabet.

Viden fra skov- og naturbrande

En væsentlig del af projektet bestod i at analysere nyere skov- og naturbrande med henblik på at dokumentere mønstre i forløb og effekt.  Det er tydeligt, at størstedelen af de mest virkningsfulde brande opstår i tørre perioder, som fx i 2018.

Ild blev desuden anvendt til at fremme dannelsen af dødt ved og mikrohabitater på levende træer.

Selvom slukningsindsats naturligvis har betydning for brandens forløb, blev visse fællestræk identificeret:

• Brandens intensitet og omfang på et areal varierer betydeligt med topografi, fugtighed, artssammensætning og mængden af brændbart materiale.

• Omfanget spænder fra helt uberørte lommer til områder, hvor træerne er døde eller sårede, og hvor selv førne og morlag er brændt væk.

• Brandfølsomme arter bliver reduceret, mens især skovfyr og større og tykbarkede træer ofte overlever.

• Unge træer og opvækst af nåletræer som rødgran, sitkagran, bjergfyr og ene samt bøge er meget følsomme over for brand og dør, mens opvækst og unge træer af bl.a. eg, bøg og birk, hvor de overjordiske dele dør, ofte skyder igen fra basis.

• Bævreasp regenererer kraftigt via rodskud.

• Samtidig skaber branden en strukturel variation i flora og jordbund, hvilket fører til nye levesteder.

• Efter brand ses ofte fremspiring af mange forskellige træarter, men et højt vildttryk kan føre til dominans af uønskede arter som sitkagran, der ikke ædes af græssende dyr.

Ild som aktivt forvaltningsredskab

I projektet blev ild som redskab afprøvet i en række forsøg med fokus på at fremme biodiversitet, skabe levesteder og strukturel variation samt bekæmpe invasive og problematiske træarter.

Afbrænding er mest effektiv i tørkeperioder, men ved passende timing og metodevalg kunne ønskede naturplejemæssige mål opnås på andre årstider uden væsentlige negative følgevirkninger for eksempelvis padder, krybdyr og ynglende fugle.

Forsøgene havde særligt fokus på bekæmpelse af tilgroning med invasive nåletræarter som sitkagran, foryngelse af hedelyng samt forbedring af lysåbne habitater gennem fladeafbrænding. Ild blev desuden anvendt til at fremme dannelsen af dødt ved og mikrohabitater på levende træer.

Hovedprincippet i en afbrændingsplan fungerer således: Af sikkerhedsmæssige grunde bør et brandfelt være afgrænset hele vejen rundt af effektive kontrollinjer (brandbælter). Disse kan med fordel omfatte eksisterende skovveje, spor, grøfter og vandløb, suppleret med slåede og grenknuste spor.

Indledningsvis øges bredden af kontrollinjerne gennem supplerende afbrænding som modvindbrand. En modvindsbrand bevæger sig langsomt og er lettere at styre. Da den har større røgudvikling, kan det af hensyn til sigtbarheden være hensigtsmæssigt at slukke den igen, når bredden af brandbælterne er tilpas. Derefter kan selve afbrændingen udføres som medvindsbrand.

Ilden kan styres med branddaskere og ultimativt ved hjælp af vand fra tankvogne og pumper. Løvblæsere har også vist sig at være velegnede til både at drive ilden fremad og blæse den ud.

Fladeafbrænding blev anvendt på førnerige arealer for at eliminere selvsået nåletræsopvækst ved hjælp af ilden fra den brændende (græs)førne, der i stor udstrækning afsved eller påførte træopvæksten dødelige skader på vækstlaget.

Med denne metode kunne op til 20 ha behandles på én dag med gunstige forhold, hvor vindhastigheden lå mellem 4 og 9 m/s. Efterfølgende kunne overlevende individer let håndteres ved nedskæring med kratrydder eller opfølgende gasbrænding.

Let og tørt plantemateriale som vissent græs fra det foregående år fungerede som effektivt brændsel – selv i senvinteren og det tidlige forår – og muliggjorde både flade- og mosaikafbrænding.

I projektet var også planlagt to afbrændinger i fyrredominerede bevoksninger i sommerhalvåret inspireret af svenske metoder.

Afbrænding viste sig også at være effektivt på selv fugtige og vanddækkede arealer, så længe overfladematerialet var tørt nok til at brænde og føre ilden. Ilden fjerner ophobet, dødt materiale og skaber variation i vegetation og mikrohabitater til gavn for både flora og fauna.

Selektiv bekæmpelse og ringning

I bevoksninger og på arealer, hvor mængden af brændbart materiale var utilstrækkeligt til fladeafbrænding, blev opvækst bekæmpet med selektiv brug af gasbrænder. Dette gjaldt bl.a. sitkagran, hvidel, dun- og vortebirk, bøg og ær.

Ringning af enkelttræer med flere forskellige metoder, herunder ild (gas- eller skærebrænder) blev afprøvet som metode til at skabe stående dødt ved af forskellige træarter. Forsøgene omfattede bl.a. bøg, stilkeg, rødeg, rødgran og skovfyr.

Resultaterne viste, at gasbrænder kun var effektiv på tyndbarkede arter som bøg og ær, mens ringning med motorsav eller økse virkede på alle arter, herunder eg og skovfyr. De effektivt ringede træer døde typisk i løbet af 2-4 år. I projektet var også planlagt to afbrændinger i fyrredominerede bevoksninger i sommerhalvåret inspireret af svenske metoder.

Målet var at efterligne boreale skoves naturlige brandforløb, fremme skovfyrrens foryngelse, begrænse rødgranens dominans i underskoven og skabe levesteder for brandafhængige arter som pyrofile insekter og svampe. Desværre måtte begge disse forsøg opgives.

Træarters respons på ild

Træarters reaktion på brand afhænger i høj grad af art, alder og barktykkelse. Ene er blandt de mest brandbare arter, mens især ældre skovfyr er særlig modstandsdygtig, så længe ilden ikke når op i kronen.

Generelt gælder det, at løvtræer er mindre brandbare end nåletræer, men arter med tynd bark som fx bøg er meget følsomme over for ild- og varmepåvirkning. Træernes overlevelsesstrategier omfatter tyk bark, evne til at sætte stød- eller rodskud og hurtig frøspredning som pionerarter.

Ild har vist sig at være et praktisk og omkostningseffektivt redskab i naturforvaltningen, ikke blot på heder, men også i en række andre naturtyper. I fremtiden vil ild sandsynligvis få en større rolle i arbejdet med at fremme biodiversitet, styre invasive arter og skabe robuste naturarealer.

Anvendt korrekt kan ild:

• Bekæmpe opvækst af invasive nåletræarter som sitkagran.

• Reducere ophobet dødt plantemateriale og forbedre fødemulighederne for vildt og husdyr.

• Skabe strukturel variation og nye levesteder.

Der er behov for fortsat videreudvikling af ilden som redskab i naturforvaltningen, bl.a. til at:

• Skabe struktur og variation i urørt skov domineret af nåletræer, herunder skovfyrreskov med underskov af rødgran og sitka.

• Omstille bevoksninger af problematiske arter som contortafyr, tsuga og sitkagran.

• Forebygge farlige naturbrande ved kontrolleret afbrænding, fx i klitplantager og strandnære områder som Tisvilde Hegn