Aftalen om Implementering af et Grønt Danmark er et historisk dokument, der sætter rammen for den største omkalfatring af det danske landskab i nyere tid. Heriblandt at der frem mod 2045 skal etableres 250.000 ha ny skov i Danmark: 100.000 ha urørt skov og 150.000 ha produktionsskov, der skal levere tømmer og klimagevinster til samfundet.
I Hedeselskabet kan vi kun bifalde, at vi skal have mere skov – både af den ene og den anden slags, for der er brug for begge dele. Men 250.000 ha skov – et område på størrelse med Bornholm og Lolland-Falster tilsammen – kommer ikke af sig selv, og den bliver ikke etableret på gode hensigter og ønsker alene. Der er brug for en plan.
Når man nærlæser Aftale om Implementering af et Grønt Danmark, går det op for en, hvor ukonkret den er, og hvor mange tal, der ikke underbygges af konkrete handlinger. Godt nok skal sådan et dokument ikke være en detailplan for hele implementeringen, men et projekt af denne størrelse kræver mere end ønsker.
Antoine de Saint-Exupéry, forfatteren af ”Den lille prins”, er tilskrevet citatet: Et mål uden en plan er bare et ønske.
Disse ord passer urimeligt godt på nærværende politiske aftale. For uden en konkret plan for at få skabt et enormt nyt skovlandskab på blot tyve år, ender det som et ønske. Og ønsker kan man fylde en ønskeseddel med, men det er ikke sikkert, man får dem opfyldt.
Frø er en flaskehals
I Hedeselskabet har vi arbejdet med skovrejsning i mere end 150 år, og derfor ved vi i al beskedenhed, at etablering af skove kræver meget mere end blot at stikke nogle småplanter i jorden, krydse fingre og håbe på det bedste.
Allerede når træerne blot er frø, skal planen være på plads. De frø, der skal spire og blive til træer i fremtidens skove, skal høstes fra frøplantager, der kan levere den rette mængde af de rette træarter. Her møder vi allerede en flaskehals, da Danmarks private og ikke mindst offentlige frøplantager får vanskeligt ved at levere de nødvendige mængder og typer af frø.
Produktionskapaciteten er nemlig slet ikke gearet til et skovrejsningstempo, der er seks gange så højt som i dag. Og da frøproduktionen jo er afhængig af naturens luner og ikke blot kan skrues op og ned efter behov, er den første flaskehals altså opstået, inden træet er spiret.
Hvor, hvad og hvordan?
Når produktionen kommer op at køre, vil frøproducenter, planteskoler og gartnerier også kræve en sikkerhed for, at de kan afsætte de frø og udplantningsplanter, de producerer. Sammensætning af skove, der er gearet til fremtidens behov og klima med mere blæst og mere ekstreme udsving i tørke og nedbør, kræver ligeledes en langsigtet strategi.
Skal der satses på nål eller løv? I hvilket blandingsforhold? Hvilke arter og provenienser skal favoriseres? Hvilke egenskaber skal de vælges ud fra? Skal hele skoven plantes, eller skal dele af den opstå som naturlig tilgroning? Og hvor skal skovene i det hele taget ligge?
Det er alt sammen spørgsmål, der kan besvares med en skovplan.
Hvis ikke den mest ambitiøse landskabsomlægning i moderne tid skal ende med at blive en fuser, kræver det, at fundamentet er på plads og består af mere end ønsker og noble hensigter. Det kræver en skovplan.
