”Vi har undret os over, hvorfor ingen investerer i en branche, der er så megahypet, og som alle taler om. Det er samtidig bekymrende, at noget, som ville kunne accelerere den grønne omstilling, har så svært ved at komme i gang. Men det, vores studie viser, er, at grøn brint simpelthen anses som en dårlig investering.”
Sådan siger Ph.D.-studerende Oliver Bugge Hunt ifølge Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU).
Sammen med postdoc. Joachim Peter Tilsted har de to samfundsforskere undersøgt, hvorfor der på globalt plan kun er investorer til 4 procent af den planlagte brintproduktion i 2030.
Konklusionen er, at risikoen ved brintprojekter er for høj i forhold til det forventede afkast. Power-to-x – som dækker over metoder til produktion af grøn brint – er ganske enkelt en dårlig forretning.
Power-to-x og grøn brint
Power-to-X er betegnelsen for en række teknologier, der omdanner strøm fra vedvarende energikilder til brint.
Denne grønne brint kan enten bruges direkte som flydende brændstof i fx lastbiler og skibe – eller den kan viderekonverteres til fx ammoniak og metanol, der også kan bruges som brændstof eller som råstof i industrien. I mange af disse omdannede brintprodukter er der også brug for biogent kulstof fra fx skove.
Omdannelsen fra strøm til brint foregår ved hjælp af elektrolyse, hvor vand spaltes til brint og ilt – men omkostninger ved at fremstille PtX-produkter er i dag væsentligt højere end ved fossile fremstillet brint.
Det afspejler sig også i produktionen af grøn brint der i 2022 kun udgjorde 0,1 procent af den samlede brintproduktion. Naturgas (grå brint) og kul (sort brint) udgjorde hele 83% af den globale brintproduktion, mens de resterende 16% er fossilbaserede biprodukter fra raffinering.
Kilde: Københavns Universitet
Staten skal frem med pisken
Skal det grønne gaseventyr blive en bedre investering, må staten derfor på banen, forklarer de to forskere ifølge Københavns Universitet.
Det handler ikke kun om at tilbyde økonomiske gulerødder til nye power-to-x-projekter. Det handler i lige så høj grad om at stille skrappe krav til olie- og gasselskaberne, så de går i gang med at udfase fossile brændsler, lyder det fra eksperterne.
”Olie- og gasselskaberne har ingen interesse i at give slip på indtjeningen fra de fossile brændsler. Så hvis staten blot subsidierer udbygningen af grønt brint, men ikke samtidig sikrer udfasningen af olie og gas og udbygningen af sol og vind, er der en iboende risiko for, at vi bare kommer til at styrke olie- og gasselskabers position på markedet,” siger Joachim Peter Tilsted til Københavns Universitet.
Derfor bør staten ifølge forskerne gøre en række tiltag: fjerne subsidier og skattefordele til fossile brændsler, skærpe CO2-beskatning – samt indføre krav til, at en vis procentdel af gasprodukter skal være grøn. Samtidig kan staten med fordel tilbyde en prisgaranti for grønne energiprodukter, da det vil kunne sikre et rentabelt marked for investorer, lyder vurderingen.