Kommunale skove skal favne både lokale og globale behov

Den kommunale skovforvaltning er en særlig størrelse, fordi den skal forsøge at indfri alle de behov og ønsker, lokalsamfundet har til skovene, og samtidig tilgodese større dagsordener. Læs her, hvordan de griber den sag an i Syddjurs Kommune.

Trampesti i det kuperede terræn i Basballe Skov beliggende på randen af de senglaciale smeltevandsslugter i Mols Bjerge. Foto: Jakob Prüfer

I dag er skoven langt fra udelukkende et sted, der producerer træ. Skoven har fået en afgørende betydning i forhold til at løse en række af de største udfordringer i vores tid – både globalt, nationalt og lokalt. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune udarbejder de bedste strategier for vores kommunale skoves fremtidige drift, så vi kan tilgodese alle de funktioner og værdier, skovene har for kommunens borgere og samfundet i øvrigt. Det gælder bl.a., at:

• skov er den naturtype, der rummer mest biodiversitet, og er derfor et afgørende værktøj til at modvirke biodiversitetskrisen.

• skov optager CO2 fra atmosfæren og er derfor også et vigtigt værktøj til at modvirke klimakrisen.

• skoven producerer træ, der kan erstatte mere klimatunge materialer fx i byggeriet.

• skovrejsning er et af de bedste midler til at sikre vores grundvand.

• skove er vigtige som rekreative områder og bidrager til mental sundhed.

Syddjurs Kommunes skovstrategi var senest revideret i 2008-2009. Den indeholdt overordnede forvaltningsprincipper og en række konkrete målsætninger om fx træartsvalg og foryngelsesprocedurer, overvejelser om kemiske bekæmpelsesmidler og en driftsøkonomisk strategi.

Men siden dengang har både forudsætninger og virkemidler i den offentlige skovforvaltning udviklet sig markant, og derfor er tiden kommet til, at vi skal have en ny skovstrategi for Syddjurs Kommune. Den har vi arbejdet på i første halvår af 2025.

En ny skovstrategi giver os mulighed for tydeligt at signalere til omverdenen, hvad Syddjurs Kommune står for – og vi vil gerne være et godt eksempel. Derfor arbejder vi bl.a. også aktivt med skovenes positive effekter på menneskers helbred, og i samarbejde med kommunens sundhedsafdeling udvikler vi udvalgte skovområder, som kan bruges til forskellige borgerrettede terapiforløb.

SYDDJURS KOMMUNES SKOVE

Syddjurs Kommune ejer 20 skovområder

De udgør knap 400 ha

Det svarer til 0,5 % af kommunens areal

Syddjurs Kommune ejer dermed 85 m2 skov pr. indbygger

Den samlede stående vedmasse er ca. 50.000 m3 med en årlig tilvækst på cirka 1500 m3

Skovenes kulstoflager er på 45.000 ton CO2e med en årlig bruttotilvækst på ca. 3500 ton

Revisionen af skovstrategien og den helhedsorienterede og alsidige forvaltning af vores kommunale skove, den indeholder, skal sikre, at skovene i kommunen leverer alle de værdier, vi gerne vil have ud af dem – til gavn for både natur og borgere.

To overordnede mål i fremtidens skove

Syddjurs Kommunes Skove omfatter i dag 400 ha fordelt på i alt 20 skove af forskellig størrelse – den mindste skov er 2 ha, mens den største er 95 ha.

En helt central rolle for de kommunale skove er at give lokale naturoplevelser og friluftstilbud til lokalsamfundet, og derfor vil vi med strategien først og fremmest styrke naturværdier og muligheden for friluftsaktiviteter i alle kommunens skove. Det betyder, at også kommunens mindre skove i højere grad skal inddrages i strategien, og det skal være nemt for besøgende at finde information om alle skovenes placering, naturindhold, og hvilke rekreative muligheder de indeholder.

Overordnet bliver alle kommunens skove fremover forvaltet som et flersidigt skovbrug og med to primære formål: skov med biodiversitetsformål og skov med produktionsformål efter naturnære principper – men en given skov kan sagtens rumme både biodiversitetsarealer og produktionsarealer.

Nye indsatser for natur

Skovarealer med biodiversitetsformål forvaltes med henblik på at fremme naturværdier. Det indebærer konkrete biodiversitetsfremmende tiltag – fx er det nødvendigt at bryde de eksisterende menneskeskabte systemer og genoprette en mere naturlig fordeling af skovens opbygning og træarter.

Derudover skal der ske en række løbende tiltag, som tilsammen skal skabe de bedste betingelser for naturens udvikling. Det gælder bl.a. strukturhugst, veteranisering, udlæg af urørte arealer, skovgræsning, hydrologisk genopretning og borthugst af uønskede arter. Det huggede materiale på arealerne bliver som udgangspunkt i skoven til naturligt henfald, bl.a. for at øge mængden af dødt ved.

Et andet bidrag til biodiversiteten i den nye skovstrategi er, at vi arbejder på at etablere og fremme bestande af hjemmehørende arter, ikke på bekostning af de eksisterende skovsamfund og træarter, men som supplement.

I de bynære skove indfinder sig med tiden forskellige arter spredt fra de omkringliggende prydhaver. Her er det rhododendron i en bevoksning af skovfyr med eg i Ahl Plantage, som ligger sydvest for Ebeltoft. Foto: Jakob Prüfer

En række hjemmehørende arter er ikke tidligere blevet tilgodeset hverken i kommunens skovforvaltning eller i de danske skove generelt, fordi de ikke egner sig til produktion i traditionel forstlig forstand, og der findes i dag derfor meget få eller ingen af dem på bestandsniveau i Danmark. Men da der er unik hjemmehørende biodiversitet knyttet til alle hjemmehørende træ- og buskarter, er det afgørende, at vi sørger for at understøtte alle hjemmehørende træ- og buskarter i det omfang, det er muligt.

Det er ikke en tilgang, der nødvendigvis er kroner og øre i, men der er værdi i det i biodiversitetsmæssig forstand. I Syddjurs Kommune har vi mulighed for at prioritere at investere i biodiversiteten, og vi håber, at det måske kan inspirere andre til at gøre det samme.

Bæredygtig træproduktion

Der er også nye takter på vej for produktionsarealerne. De skal drives med fokus på bæredygtig træproduktion og produktion af træ med høj kvalitet, der kan bruges i langtidsholdbare produkter og dermed bidrage positivt til den grønne omstilling.

Det betyder bl.a., at alle skovene fremover skal være PEFC-certificeret (325 ha er det allerede), og medfører desuden en række ændringer ift. den hidtidige drift. I Syddjurs Kommunes skove anvendes i dag fortsat afdrifter, rækkeplantninger og kemisk bekæmpelse med pesticider, men med en forvaltning efter principperne for naturnær skovdrift vil vi fremadrettet implementere et dyrkningssystem, hvor der ikke længere bruges kemiske sprøjtemidler eller foretages afdrifter.

I stedet vil vi i højere grad benytte os af naturlige dynamikker i forhold til foryngelse, bevarelse af et vedvarende kronedække til fordel for skovklimaet og arts-og aldersvariation på bevoksningsniveau.

Og for at understøtte de mange gavnlige effekter, som skov har i forhold til klima, naturværdi, vandressourcer og borgernes muligheder for friluftsliv, ønsker vi at finde endnu flere arealer, hvor det er muligt at plante ny skov i fremtiden – til glæde for både Syddjurs Kommune og os alle sammen.

Se alle artikler fra Magasinet Skoven