”Nogle gange skal man tage en radikal beslutning”

Jan Henning Olsen har netop haft 30års jubilæum som skovfoged på Gisselfeld Kloster. Og de tre årtier har budt på mange erfaringer – heriblandt nogle, som gør, at han i dag ville gribe nogle opgaver anderledes an.

Jan Henning Olsen i sit "rette element": I skovene omkring Gisselfeld Kloster, hvor han i efteråret 2025 kunne fejre 30års jubilæum. Foto: Malene Breusch Hansen

I marts samlede skovfoged Jan Henning Olsen en flok mennesker til ekskursion på sin arbejdsplads, Gisselfeld Kloster. Anledningen var, at han i efteråret kunne fejre 30års jubilæum og i foråret fyldte 70 år – to mærkedage, som får én til at kigge tilbage på tiden, der er gået.

Og de tre forgangne årtier har givet Jan Henning Olsen bunkevis af skovbrugserfaringer, heraf flere som ville påvirke nogle af de beslutninger, han har taget i tidens løb, hvis han skulle gøre dem forfra i dag. Et udvalg af de erfaringer fik ekskursionsdeltagerne indblik i den forårsdag i skoven – og nu deler han dem også med os her i Skovens spalter.

Sats på kvalitet!

En af de læringer, Jan Henning Olsen har gjort sig i løbet af årene, handler om, at det nogle gange er nødvendigt at sadle om – og at man skal turde at gøre det.

Da han begyndte på Gisselfeld kloster i 1995, overtog han bl.a. driften af en 30-40årig bøgebevoksning, som havde et skidt udgangspunkt med dårlig selvforyngelse. Dengang havde han dog en ERFA-gruppe med ude at kigge på bevoksningen, og de kom sammen frem til, at ”den skulle han nok få noget fornuftigt ud af”:

”Men det kunne vi så ikke, og i dag står vi fortsat med en dårlig bevoksning. Nogle gange skal man tage en radikal beslutning, når udgangspunktet er for dårligt – simpelthen erkende, at det er noget møg, og starte forfra. Det skulle vi have gjort dengang,” fastslår Jan Henning Olsen.

Lige ved siden af den dårlige bevoksning ligger i dag en 30-årig granbevoksning med høj produktion af kvalitetstømmer, som sætter beslutningen fra dengang i perspektiv:

”Havde vi plantet sådan en i stedet, havde den haft stor værdi i dag. Læringen må være, at det kan betale sig at satse på kvalitet, for det kommer igen i det lange løb,” konkluderer han.

Ikke lade sig lokke af tilskud

En anden læring er kommet i forbindelse med stormen i 1999. Her væltede 150 ha granbevoksning på Gisselfeld, hvilket gav et tab på omkring 12 millioner kroner.

Efter stormen var det muligt at få tilskud til skovrejsning for at genplante de ramte områder, men det skulle i så fald være med løvtræ og først og fremmest hjemmehørende arter. Så Gisselfeld Kloster plantede eg og bøg, men det har negative konsekvenser den dag i dag, fortæller Jan Henning Olsen:

”Vi har fået et hul i vores aldersklassefordeling for gran. Vi skulle have tænkt mere langsigtet og ladet være med at plante så meget bøg – vi skulle ikke have plantet det hele til med gran, men have plantet mere gran,” siger Jan Henning Olsen og konkluderer:

”Så det har konsekvenser for de fremtidige indtægtsmuligheder at lade sig friste af tilskudsmuligheder og på den måde lade tilskuddene styre sin skovforvaltning.”

Ikke alle blandinger er gode

En tredje læring, Jan Henning Olsen har tagetmed sig, er en, som også kan være vigtig ifm. den grønne treparts ambition om 250.000 ha skovrejsning: den handler nemlig om valget af, hvilke træer man planter sammen.

”Jeg har set mange forskellige blandinger gennem årene, og der er i virkeligheden meget få blandinger, som fungerer, fordi træerne vil dominere hinanden,” siger han.

Den erfaring er blandt andet er kommet af, at Gisselfeld Kloster plantede douglasgran sammen med bøg efter stormen i 1999.

”Men douglas dominerede fuldstændig, så dem har vi været nødt til at fælde,” fortæller han.

Gennem årene har Jan Henning Olsen også fungeret som skovbrugsrådgiver for private lodsejere, og i den forbindelse har han set flere 20-25 år gamle skovrejsninger, som med hans egne ord har været ”rystende”:

”Når skovejerne stolt vil vise deres egeskov frem, er problemet, at der ikke er en eg tilbage, fordi skoven er blevet fuldstændig domineret af dårlige skyggearter,” fortæller han.

Skovrejsningerne er med andre ord præget af, at de er udført med stort fokus på pris, og én måde at få prisen for skovrejsning ned på er at putte mange billige arter som fx birk, rødel, kirsebær og ahorn ind og i virkeligheden plante relativt få ege.

”Det er ikke sjovt at skulle fortælle en skovejer, at han ikke har den egeskov, han tror, han har. Det er en af mine bekymringer for de skovrejsninger, vi skal til at lave i dag: at man prøver at lave nogle blandinger med træarter, der ikke kan finde ud af det sammen,” siger han.

”Man skal i hvert fald have for øje, hvad det er for en skov, man får, hvis man planter sådan nogle blandinger,” tilføjer han.

Fokus på biodiversitet

I dag kan man ikke tale om erfaringer fra skovbruget på Gisselfeld Kloster uden også at komme ind på den fredningssag, som efterhånden har kørt i en lille håndfuld år, hvor Danmarks Naturfredningsforening ville have 255 ha af godsets areal fredet.

Sagen er opstået, fordi Gisselfeld Kloster i mange år har gjort en ekstra indsats for at øge biodiversiteten i skoven. Stedet blev PEFC-certificeret i 2004 som en af de første ejendomme, og det gav en større bevidsthed om biodiversitet generelt og startede en proces, hvor der gradvist er blevet givet stadigt mere plads til biodiversitet sideløbende med produktionen.

I lyset af den fredningssag, der senere er blevet rejst, netop fordi Gisselfeld er lykkedes med at skabe store naturværdier på deres arealer, er Jan Henning Olsen mange gange blevet spurgt, om han fortryder prioriteringen af biodiversitet i skovforvaltningen:

”Og det er et godt spørgsmål – men det har jeg ikke. Jeg har det godt med at give mere plads til naturen samtidig med, at vi producerer kvalitetstræ. Det har været en kæmpe glæde,” siger han og tilføjer:

”Men det er tankevækkende at få en fredningssag på halsen efter at have gjort så meget for naturen.”

Sagen blev i første omgang afgjort i oktober 2024, hvor kun godt 14 ha blev fredet på Gisselfeld – et areal, der i forvejen er tinglyst som urørt skov. Men Danmarks Naturfredningsforening har anket sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Nævnet har netop været på besigtigelse på arealerne forud for, at de træffer deres afgørelse.

Også gode erfaringer

Jan Henning Olsen har også gjort positive erfaringer i løbet af sine 30 år på Gisselfeld Kloster.

En af dem handler om vanriskapning. Da han kom til Gisselfeld Kloster, var der påbegyndt vanriskapning, som havde kørt i en håndfuld år, men som de valgte at droppe igen, kort efter han kom til. Indsatsen havde dog nået at give en effekt, kan han se i dag:

”Når jeg i dag ser på de træer, der dengang blev opstammet og vanriskappet i nogle år, er kvaliteten af dem så meget bedre end på de træer, hvor vi ikke har gjort det,” slår Jan Henning Olsen fast.

”Så det bruger vi i dag: Vi vælger nogle bestandtræer, opstammer og vanriskapper dem i fem år, og så stopper det. Det er en relativt beskeden investering, som har god gevinst.”

Der er ingen tvivl om, at kvaliteten og også prisen på træet kunne øges væsentligt, hvis vanriskapningen fortsatte, men det er også en betydeligt større investering over mange flere år, fortæller Jan Henning Olsen:

”Pointen er, at for væsentligt mindre kan man faktisk få en stor gevinst.”

En anden positiv overraskelse i skovene omkring Gisselfeld Kloster handler om, at Jan Henning Olsen har opdaget en uventet stor tilvækst i mange af de yngre bevoksninger – men den opdagelse må du læse mere om, når Skoven nr. 3 2026 lander i din postkasse …

Se alle artikler fra Magasinet Skoven