Hvad er det bedste redskab i klimakampen: Den urørte skov eller produktionsskoven? Det er et spørgsmål, der længe har været genstand for intens faglig diskussion.
Baggrunden er, at skovene bidrager til klimakampen på flere måder. Dels optager og opbevarer alle skove CO2 fra atmosfæren, og dels leverer produktionsskove også træ til produkter, som i en kortere eller længere periode lagrer CO2 uden for skoven og kan erstatte fossile materialer som fx stål og beton i byggeriet.
Spørgsmålet, om det er bedst for klimaet at lade træet blive i skovene eller tage træ ud til produkter, er dog ikke så ligetil at besvare – vi har nemlig meget lidt viden om, hvordan lageret af kulstof i en urørt skov konkret udvikler sig i Danmark, fortæller Lars Vesterdal, som er professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Men vi har brug for den viden for at kvalificere beslutninger om, hvordan skovene forvaltes bedst til gavn for klimaet.
”Der er politisk fokus på skovene og debat om, hvordan vi skal forvalte vores skove fremover. Derfor er det vigtigt at vide, hvor meget kulstof urørt skov binder i Danmark,” siger han.
Selvfølgelig har skovforskerne på KU en teoretisk idé om, hvordan kulstofpuljen i de urørte skove udvikler sig: Kulstoflagret når med tiden et stabilt niveau, lyder den. Men der er meget få data på området, også internationalt, til at underbygge teorien, og der har manglet et dansk studie, som har fulgt naturskov gennem tilstrækkeligt lang tid, fordi vi har så få områder, der ikke er påvirket af skovdrift, som vi kan undersøge, fortæller Lars Vesterdal.
Men nu kan han sammen med kollegaen Thomas Nord-Larsen kaste mere lys over dilemmaet produktionsskov vs. urørt skov efter at have gennemført undersøgelser i Suserup Skov ved Sorø Akademi.
En unik undersøgelse
Suserup Skov er helt unik, fordi naturskoven i generationer stort set har været fri for forstlige indgreb. Når man går tilbage i driftsplanerne for den 20 ha store skov hos Sorø Akademi, kan man se, at der tidligere er fældet enkelte træer, og der har også været græsning. Men siden 1925 – altså de seneste 100 år – har skoven været så godt som urørt, fortæller Lars Vesterdal.
Bekræfter teori – og afkræfter omdiskuterede undersøgelser
Undersøgelsen i Suserup Skov bygger ganske vist ”kun” på 30 års observationer af en enkelt skov med sine særlige vækstvilkår og omgivelser, men konklusionen er i tråd med både eksisterende teorier og tidligere undersøgelser.
Kulstoflageret i over- og underjordisk biomasse i Suserup Skov ligger blandt andet inden for samme interval, som er observeret i den urørte skov i Nationalpark Hainich i Tyskland. Kulstofpuljerne i den overjordiske biomasse i Suserup er desuden sammenlignelige med gennemsnittet af kulstofpuljerne i 64 bøgeskove på tværs af Tyskland, der havde ligget urørt i mere end 100 år. Undersøgelserne i de tyske studier anvendte sammenlignelige metoder til måling og beregning af kulstofpuljerne i træernes biomasse.
Undersøgelsens konklusion – at urørt skov opnår en ligevægtstilstand, hvor den ikke har et yderligere nettooptag af CO2 – modsiger i øvrigt tidligere omdiskuterede undersøgelser, som har hævdet, at urørt skov kunne fortsætte med at optage CO2.
”Der har været undersøgelser, som har sammenstillet data fra gamle skove og påstået, at de urørte skove kunne blive ved med at optage kulstof. Men vi viste allerede for nogle år siden i en artikel i Nature, at nogle af deres data kom fra skove, som ikke var urørte, men bare gamle, og det er en væsentlig forskel – det er at blande pærer og bananer,” forklarer Lars Vesterdal.
Og mindst lige så vigtigt: Der er gennemført målinger i skoven ad flere omgange siden 1992, hvilket giver forskerne en unik mulighed for at følge, hvordan skoven udvikler sig.
”Det er fjerde gang, vi måler i Suserup Skov, og det er den bedste lokalitet til det, fordi det er det største område i Danmark med den grad af urørthed. Vi har andre urørte pletter rundt omkring – fx i Draved Skov – men de er mindre og har været urørt i kortere tid,” siger Lars Vesterdal.
Undersøgelsen i Suserup Skov viser, at kulstoflagret samlet set har været meget konstant gennem den årrække, der er foretaget målinger i skoven. Det er dog ikke udtryk for, at skoven er statisk, forklarer KU-professoren:
”Selvom skoven i forstlig forstand er urørt, er den ikke urørt af det omgivende samfund. Vi måler stort set den samme samlede kulstofpulje over tid, men der foregår en hel del dynamikker undervejs. Så selvom vi ikke påvirker skoven direkte ved at fælde træer, sker der hele tiden en udvikling,” siger han.
Det gælder fx i forhold til, hvilke træarter der dominerer. Skoven er ramt af asketoptørre, som gør, at andre træer overtager de nicher, der bliver ledige. Forskerne kan også se, at orkanen i 1999 påvirkede kulstoflageret i Suserup Skov, og på grund af landbruget rundtom skoven er der også sket ændringer i vildttrykket, som har betydning for foryngelsen. Derudover ændrer klimaet sig, og vækstforholdene er aldrig konstante.
Det påvirker alt sammen skovens kulstofpulje over tid – men udsvingene er ikke store nok til at betyde noget for det samlede billede:
”Skoven er forbavsende resilient på den måde, at den er meget konstant i biomasse og kulstoflager over tid på trods af alle påvirkningerne – det er meget små bølgeskvulp i det samlede kulstoflager,” konkluderer Lars Vesterdal.
Resultaterne fra Suserup Skov underbygger altså teorien om, at den urørte skov opnår et stabilt niveau, fordi der opstår en ligevægt mellem udledninger fra nedbrudt materiale i skoven og nyt optag af CO2.
Og det er vigtig viden at have med, når vi planlægger den fremtidige naturforvaltning og Danmarks klimaindsats, fx som de 75.000 ha statsskov, der bliver lagt urørt i forbindelse med natur- og biodiversitetspakken fra 2020, og de 250.000 ha ny skov, der skal rejses som følge af den grønne trepartsaftale fra 2024.
”Der er ingen tvivl om, at vi kan lagre mere kulstof i skovene ved at lægge dem urørt, og at vi også vinder noget klimamæssigt på den kortere bane ved at lægge skove urørt,” siger Lars Vesterdal og fortsætter:
”Men når vi når det niveau, som Suserup Skov er på nu, bidrager skoven ikke klimamæssigt med mere. Så er potentialet opbrugt, vi har opnået gevinsterne. Og en vigtig pointe er, at så har vi så at sige ikke flere skud i bøssen – vi kan ikke begynde at tage produkter ud, som kan skabe klimaeffekt uden for skoven.”
Derfra handler det om at opretholde kulstoflageret i den urørte skov og forhindre en udledning af kulstof. Det står i modsætning til produktionsskoven, der i princippet kan blive ved med at levere en klimaeffekt og dermed kan overstige den urørte skovs klimaeffekt på længere sigt:
”Hvis vi holder skoven i produktiv fase og bruger træet klogt, så det bliver til langvarige produkter eller materialer, der kan bruges i stedet for stål eller andre klimatunge materialer, kan den modsat urørt skov blive ved med at bidrage klimamæssigt,” Lars Vesterdal.
Langsomt mod ligevægt
Han kan ikke sige præcis, hvor længe det tager for en urørt skov at opnå ligevægt. I Suserup Skov havde kulstoflageret allerede nået et stabilt niveau ved de første målinger i 1992, som skete knap 70 år efter, at skoven som helhed blev lagt urørt. Men udgangspunktet for Suserup Skov har formentlig været mere urørt, end det er i de 90-årige bøgeskove, der bliver lagt urørt nu, fordi der også førhen var relativt få forstlige indgreb i skoven, så Suserup Skov har været længere henne i processen allerede i 1925.
”Jeg mener, at efter ca. 150 år begynder vi at nærme os. Og det er en meget langsom kulstofbinding, der sker til sidst, for der er vi så tæt på ligevægt. Men det mangler vi også ordentlig viden om for at kunne sige mere nøjagtigt,” siger Lars Vesterdal.
Svaret på spørgsmålet i begyndelsen af artiklen er ifølge KU-undersøgelsen altså ”produktionsskoven” – men:
Det er selvfølgelig, hvis vi kun har kulstofbrillerne på. Der er også fx biodiversitet og andre forhold, som er vigtige at tage højde for i forvaltningen. “Men det er vigtigt at have åbne øjne for klimaeffekten, når vi lægger skov urørt for at gavne biodiversiteten, “siger Lars Vesterdal.
