Ny forskning: Sådan præger heste og kvæg landskabet

Store græssere blev for alvor et fokus for naturforvaltningen, da Naturhistorisk Museum i Aarhus begyndte at arbejde med rewilding eller på dansk genforvildning i Molslaboratoriet – en indsats, der kan fejre tiårs jubilæum i år. Siden dengang er opmærksomheden omkring heste, kvæg og andre store græsseres påvirkning af naturen kun vokset, også blandt private lodsejere, som ønsker at bruge græsning i naturprojekter på deres arealer. Det førte i begyndelsen af 2026 til dannelsen af foreningen Dansk Naturgræsning, som samler bl.a. lodsejere og forvaltere, der arbejder med ekstensiv naturgræsning i Danmark.

De store græssere kan forstås som en økologisk proces, der bliver sluppet fri i landskabet – lidt ligesom genopretning af naturlig hydrologi. På samme måde som vandet finder lavninger, fylder jorden og skaber nye overgange mellem vådt og tørt, når dræn brydes, eller grøfter kastes til, bevæger dyrene sig gennem landskabet, mens de slider, gøder og tramper.

Men hvordan dyrene mere præcist påvirker landskabet har imidlertid været et åbent spørgsmål. Derfor har forskere fra Aarhus Universitet undersøgt sammenhængen mellem, hvor dyrene opholder sig, og hvordan vegetationen udvikler sig. Og det har de gjort på selvsamme sted, der fik græsserne på dagsordenen: I Molslaboratoriet.

Ujævn effekt

På 120 ha ved Molslaboratoriet har forskerne fulgt de helårsgræssende heste og kvæg med GPS-halsbånd og koblet dyrenes bevægelser med satellitmålinger af vegetationens grønhed, der er brugt som et mål for, hvor plantevæksten bliver holdt tilbage af dyrene, hvor den tager til, og hvordan de mønstre hænger sammen med dyrenes brug af arealet.

Ifølge Jeppe Å. Kristensen, som er adjunkt på Institut for Biologi – Økoinformatik og Biodiversitet ved Aarhus Universitet og førsteforfatter på studiet, der er udkommet i tidsskriftet Ecological Applications, er det mest spændende ved det nye studie skalaen:

”Vi har mange studier på plotskala (små, afgrænsede forsøgsfelter, red.), men her prøver vi at forstå, hvordan vegetationsdynamikken udspiller sig på den skala, hvor dyrene faktisk bruger landskabet og træffer beslutninger,” siger han om undersøgelsen.

Studiet viser, at dyrene kommer rundt i hele området, men ikke med samme intensitet. Nogle steder opholder de sig meget og græsser ned. Andre steder passerer de kun. Store græssere er dermed ikke en plejeindsats, der fordeler sig pænt på et kort, og det har betydning for, hvor vegetationen holdes åben, og hvor den udvikler sig tættere.

“De bruger hele landskabet. Du skal nok finde kokasser eller hestepærer over det hele. Men der er stor forskel på intensiteten,” siger Jeppe Å. Kristensen.

Gentaget over flere år bliver adfærden en del af landskabets udvikling, og i studiet er dén pointe nøglen til at forstå græsning som forvaltning. For hvis dyrene former naturen ved at opholde sig meget nogle steder og undgå andre, bliver næste spørgsmål, hvad der styrer deres valg, så vi kan præge plejeindsatsen i den ønskede retning.

Læskuret flytter dyrene

Overordnet kan man sige, at de store græssere er dér, hvor de kan få fat i de ting, de harbrug for. I studiet var nærheden til et læskurden stærkeste enkeltfaktor for dyrenes præferencer,især for hestene. Vandpunkter og mineralerhavde også betydning, om end mindre.Det gør placeringen af den slags facilitetertil mere end en praktisk detalje – det er med til at bestemme, hvor slid, gødning og græsningstryk samler sig.

“Antagelsen har været, at lidt infrastruktur derude nok ikke spiller den store rolle. Vores konklusion er, at det faktisk spiller en rolle for dyrenes brug af landskabet,” understreger Jeppe Å. Kristensen.

Dermed gør placering af hegn, vand, læ, mineraler, og publikumsfaciliteter nogle dele af landskabet mere attraktive end andre, og de beslutninger bliver en del af den proces, der sættes i gang, når store græssere sættes ud, fortæller Jens-Christian Svenning, som er professor i økologi ved Aarhus Universitet og medforfatter på studiet:

“Det er utopi, at der ikke er menneskelig indflydelse på systemerne. Men det siger ikke i sig selv, om det er godt eller dårligt. Menneskelig indflydelse kan gå begge veje. Spørgsmålet er, om den konkret fremmer biodiversitet og variabel vegetationsstruktur, eller om den simplificerer,” siger han.

Biodiversitet afhænger netop af forskelle, så et forsimplet system giver færre nicher og dermed færre måder at være art på. For forvalteren åbner det et dilemma: Infrastruktur kan bruges til at få et projekt til at fungere, mindske konflikter med naboer eller sikre dyrevelfærd. Men den kan også trække dyrene mod bestemte punkter og dermed flytte deres effekt i landskabet.

“Hvis du gerne vil have, at dyrene træffer så uafhængige beslutninger som muligt, skal du prøve at minimere den infrastruktur, vi som mennesker placerer,” siger Jeppe Å. Kristensen.

Kvæg og heste fungerer forskelligt

Gennem artiklen her har vi indtil videre benævnt de store græssere under ét, men en af pointerne i det nye studie er netop, at der er forskel: I Molslaboratoriet går heste og kvæg gennem det samme landskab – men ifølge Jeppe Å. Kristensen leverer de to forskellige udgaver af den samme proces:

“Køer og heste taler vi tit om, som om de fungerer nogenlunde på samme måde. Men vores studie viser, at de faktisk bruger landskabet forskelligt,” siger han.

Hestene brugte fx en større del af det 120 ha store område året rundt, mens kvæget var mere selektivt, især om vinteren. Det hænger bl.a. sammen med forskelle i fordøjelse, fødevalg og bevægelse. Heste kan æde store mængder føde af lavere kvalitet og bevæger sig bredere rundt, mens kvæg udnytter føden mere grundigt, men har større behov for, at der er næring i det, de æder. Forskellen er især tydelig, når føden bliver knap: Om sommeren kan de bedste ressourcer være lette at finde, men om vinteren bliver dyrene presset til at bruge landskabet og vegetationen anderledes.

“Meget af forskellen i deres arealbrug kommer, når flødeskummet på lagkagen er græsset ned, og de skal være mere kreative i forhold til, hvad de finder at spise,” siger Jeppe Å. Kristensen om vinteradfærden.

Sat på spidsen peger Mols-studiet på, at heste især bidrager med bred og vedvarende arealbrug, også når føden er mindre attraktiv. Kvæg ser ud til at give en mere selektiv påvirkning, hvor gode føderessourcer, fremkommeligt terræn og årstid betyder mere.

“Store græssere er ikke én funktion, de er en bred kategori. Man misser noget, hvis man bare tænker dem som én ting,” siger Jens-Christian Svenning.

Mols peger videre

Mols-studiet giver et sjældent detaljeret billede af, hvordan helårsgræssende dyr bruger et landskab, og hvordan deres brug hænger sammen med vegetationens udvikling. Det er dog ikke en færdig opskrift, der kan flyttes direkte til andre arealer.

“Mols er lidt et unikum. Det forvaltningsregime, man havde dér, med bagudrettet regulering af dyrene, er meget særligt,” siger Jeppe Å. Kristensen om konklusionerne.

Bagudrettet regulering betyder her, at bestanden ikke på forhånd holdes på et fast niveau, men først reguleres, hvis dyrenes huld og dyrevelfærd gør det nødvendigt. Derfor skal Mols-forskningen ikke læses som en garanti for, at de samme dyr vil gøre det samme alle andre steder. Pointen er snarere, at dyrene møder noget forskelligt fra areal til areal, og at en våd lavbund, en gammel plantage, en tør hede, en ny skovrejsning eller en stormfaldsflade giver dem hver deres muligheder og hver deres begrænsninger.

Alligevel peger studiet på elementer, der kan bruges andre steder, i form af tre centrale overvejelser, der bør gøres helt fra begyndelsen i planlægningen af et græsningsprojekt: Hvilke dyr sættes ud? Hvilket landskab møder de? Og hvilke menneskeskabte punkter lægges ind på arealet?

Overførbarhed handler også om de konkrete dyr. Jens-Christian Svenning peger på, at der kan være forskel på racer, bestande og individer. ”Hestene på Mols afbarker fx ikke, men der er andre steder i landet, hvor heste (af samme race, red.) under lignende forhold afbarker træer. Det kan være, at dem på Mols bare ikke har fundet på det eller ikke har fået det med sig,” siger han om hestenes adfærd.

Den overordnede pointe er, at store græssere virker gennem deres brug af landskabet. Derfor skal du som forvalter forstå den proces, som græsserne repræsenterer, og du skal kende arealet, dyrene og være bevidst om, hvordan de rammer, du sætter, påvirker deres valg. Samtidig skal du være klar til at justere, hvis noget viser sig at være problematisk eller uhensigtsmæssigt.

For dyrene følger ikke et kort, tilskudssystem eller en plejeplan – de følger føden, læet, vandet, terrænet og deres vaner. Eller sagt med Jeppe Å. Kristensens ord: Dyr er bøvlede.