Den grønne trepart betyder, at Danmark skal omlægge arealer i en størrelsesorden, vi ikke har prøvet før. Det betyder bl.a., at vi frem mod 2045 skal rejse 250.000 ha ny skov, som i stor stil kommer til at ligge på tidligere landbrugsjord, der tages ud af drift. Her skal de nye skove bl.a. gavne vandmiljøet ved at stoppe udledning af kvælstof og klimaet ved, at de nye træer opbygger et CO2-lager – men spørgsmålet er, om den nye skov også kan gavne det landbrug, som jorden kommer fra, og som ofte vil støde op til de nye skove?
Anledningen til, at vi her i magasinet ”Skoven” stiller dette spørgsmål, skal findes et helt andet sted på kloden. I en videnskabelig analyse udgivet i tidsskriftet Land Economy i 2025 viser tre amerikanske forskere, hvordan et stort skov- og biodiversitetsprogram i Rajasthan i Indien førte til en 24 procent højere produktivitet i de landbrug, som blev nabo til ny skov, når markerne blev sammenlignet med områder, hvor skovarealet ikke voksede. Studiet går ikke i detaljer med at forklare mekanismerne bag, og der er naturligvis og langt fra Indien til Danmark ift. at forvente samme resultat her. Men hvis flere træer i landskabet påvirker det dyrkede land positivt ét sted på kloden, er det fornuftigt også at undersøge spørgsmålet herhjemme: Kan vi finde særlige måder at anlægge trepartens nye skov på, som kan gavne det omgivende landbrug? Svaret hos de tre eksperter, som ”Skoven” har talt med, er umiddelbart: “ja”.
Insekter gavner afgrøder
Et af forskernes forslag til en forklaring på den større produktivitet er en øget forekomst af bestøvere i området. Bestøvere er ikke i dag kritiske for størstedelen af dansk landbrug, fordi kornsorterne alle er vindbestøvede. Men i afgrøder som fx raps øger tilstedeværelsen af bestøvere frøsætningen. Det samme gælder mange sorter af hestebønner, som er i fremgang i Danmark bl.a. på grund af klimaforandringer, og bestøvere er essentielle for mange frugter, bær og nødder. Derfor har Skoven talt med seniorforsker Yoko Luise Dupont fra Institut for Agroøkologi, sektion for agerlandets biodiversitet på Aarhus Universitet, som arbejder med bestøvere og biodiversitet i landbrugslandskaber. Når Yoko Luise Dupont bliver bedt om at oversætte det til noget, en skovejer kan handle på, peger hun på tre designparametre, der går igen, uanset om man taler om bestøvere eller biodiversitet i bredere forstand: kant, komposition og kvalitet.
Hvis ny skov skal gå fra bare at være nabo til at være god nabo i et landbrugslandskab, bliver skovkanten altså en selvstændig designopgave med fokus på de rette betingelser for bier og andre blomsterbesøgende insekter. Det er bl.a. her, de lever og bygger rede, og herfra de bevæger sig ud til afgrøderne. “Vi ved, at bierne typisk ikke bor ude på dyrkningsfladen – de bor i kanterne, ofte på uforstyrrede steder. Nogle bier bygger rede i jorden og vil gerne have det solbeskinnet og tørt, ikke sumpet. Og så er der arter, der bruger hule stængler, fx hule brombærstængler. Skov kan også have betydning som overvintringssted; fx kan humledronninger overvintre i skov,” siger Yoko Luise Dupont.
En del af forklaringen er, at bestøvere sjældent finder føde i tæt bevoksning. Der er ofte mørkt, og der er færre blomster. Til gengæld kan et bryn eller et levende hegn fungere som både føde og struktur i landskabet. Det første greb er at øge selve mængden af overgang mellem dyrket og udyrket, forklarer hun: “Du kan øge kantlængden ved fx at dele et stort dyrket areal op med et levende hegn.” Kantlængde er helt enkelt summen af grænser mellem dyrket og udyrket – og jo mere overgang, desto bedre kan små bestande hænge sammen. “Kantlængden har helt klart betydning for biodiversitet for mange organismer, fordi det også siger noget om, hvor forbundne de små naturfragmenter er i et landbrugs-mosaiklandskab,” siger Yoko Luise Dupont.
Gode kanter kræver omhu
Det næste handler om komposition, altså hvor varierede de forskellige arealer er i et landskab, og i landbrug gælder det især, hvor varierede afgrøderne er. Og den tredje parameter er måske den sværeste: kvalitet.
“Det gælder, hvad der faktisk findes i landskabet af arealer med naturlige og halvnaturlige habitater. I forhold til levende hegn og skovkanter er det – ud over redesteder – ofte de blomstrende buske, der betyder meget,” siger Yoko Luise Dupont.
Et levende hegn kan fx være det på papiret og alligevel være af begrænset værdi som levested. Pointen er, at et ældgammelt hegn med gamle træer og en fodpose med tuegræsser, blomstrende urter og buske er langt bedre til at give redesteder og føde til insekter og fugle end fx en række sitkagran.“Vi vil gerne have et simpelt svar. Plant X meter bryn, få Y procent biodiversitet. Men sådan virker det altså sjældent. Den typiske fejl med biodiversitet er at tro, at one size fits all,” siger Yoko Luise Dupont.
Skovlandbrug integrerer vedplanter
Bestøvere er imidlertid ikke den eneste økosystemtjeneste, der kan komme fra en god markvendt skovkant, fortæller specialkonsulent Christoffer Grønne fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug. Han peger på, at den også kan være en kilde til andre nyttedyr som snyltehvepse, der fungerer som naturlig skadedyrsbekæmpelse. Og i økologisk drevet såkaldt skovlandbrug kan det være en kritisk faktor. Skovlandbrug er en variant af skov som nabo, hvor træerne ikke kun ligger som en kant rundt om dyrkede arealer.
“Skovlandbrug handler om at integrere vedplanter ude på selve markfladen. Man deler marken op med træbælter, men det er stadig kontrolleret. Det er ikke skov, der bare breder sig ud over marken,” forklarer Christoffer Grønne om skovlandbrug som koncept. For en skovejer eller en driftsansvarlig, der rejser ny skov i et landbrugslandskab, er pointen interessant, fordi den peger på et meget konkret greb: mere kant, flere overgange, flere små hellesteder. Christoffer Grønne beskriver skov- og træelementer som en slags infrastruktur i landbrugslandskabet, der kan holde liv i populationer gennem vinteren og sende dem på arbejde i foråret.
“Hvis man deler markerne op, forventer vi øget robusthed. Vi vil gerne have mere biodiversitet, bedre jordliv, mere kulstofbinding og den slags. Og så er der det helt konkrete: Man skaber hellesteder for insekter om vinteren og spredningskilder om foråret. De kan ikke leve ude på en stor, åben markflade året rundt.” Og netop hestebønner, som nyder godt af bestøvere, er et eksempel på, hvor konceptet kan bidrage, siger Christoffer Grønne: ”En landmand startede med skovlandbrug, fordi han sagde: ’Jeg har hestebønner, men ingen bestøvere.’ Han ville trække bestøverne tilbage. Og med træbælterne – inden for fem år – sagde han: ’Nu er bestøverne tilbage.’” Inden for afgrødekoderne for skovlandbrug må der højst være 40 meter mellem træbælter, der deler den dyrkede flade op, men i praksis er der ofte 75-100 meter mellem bælter af træer, fordi det passer bedre ind i landmandens markdrift.
”75-100 meter er stadig fint for biodiversiteten. Men store marker er ofte meget bredere, og det er et kæmpe problem for små dyr. Sæt et pindsvin eller en mus ud midt på en stor mark, og den kommer måske aldrig tilbage. Det er lidt det samme for mange insekter. Hvis de ikke kan finde over til det næste helle, så går de tabt,” siger Christoffer Grønne. Træer midt på en dyrkningsflade har dog et trade-off. Sammen med kolleger har Christoffer Grønne set på udbytte i forskellige afstande fra træbælter. I de systemer, de undersøgte, var effekten faktisk negativ tæt på træerne.
”Udbyttet var lavere der, primært på grund af skygge. Når man kom omkring én gang træets højde væk, var udbyttet normalt igen. Til gengæld målte vi højere proteinindhold i korn dyrket tæt på læhegnene,” fortæller han.
Træer stabiliserer vandet
En ny skov kan også levere robusthed i et mere klimapresset landbrug på en måde, som bar mark ikke kan. Træer kan fx hjælpe i tørke, fordi de skaber læ og kan være med til at stabilisere hydrologien.
”De kan trække vand op, når det er meget tørt, og trække vand væk fra overfladen, når der kommer meget. På den måde bliver systemet mere stabilt,” forklarer Christoffer Grønne. Det er en stor ambition at hænge på et skovbryn. Og Christoffer Grønne er også tydelig om, at en del af gevinsterne mest er en forventning, der skal måles ordentligt igennem i dansk sammenhæng. Lige præcis det arbejder seniorforsker og hydrolog Mie Andreasen med på GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. “Skov er hydrologisk kompleks og kan ændre vandbalancen på flere måder,” siger hun.
Træer fanger nemlig en betragtelig del af nedbøren og fordamper store mængder vand. De skaber også turbulens, det vil sige uorden i luftens strømning over landskabet, og det kan yderligere påvirke fordampningen. I et skovforsøgsområde ved Hillerød måler Mie Andreasen og kolleger på 50×50 meter plots med blandt andet bøg og rødgran og et åbent referenceområde side om side. Det er netop forskellene, der er interessante, fordi de viser, at hydrologi ikke bare er hydrologi.
“Det vi ser i skovforsøgsområdet – helt tidligt – er, at der bliver dannet mindre grundvand, når der er træer. Og vi ser forskel mellem bøgeskov og rødgran,” siger hun. I det indiske studie har forskerne desuden set på mere regn som en mulig del af forklaringen på den voldsomme hop i produktivitet nær ny skov. De måler godt nok ikke en statistisk sikker stigning i nedbøren, men de peger på, at produktivitetsløftet især ligger i de afgrøder, der ikke bliver vandet intensivt. Det gør det danske fokus på hydrologi ekstra interessant, selvom små forskelle i vandbalance også er svære at måle herhjemme.
“Der er læforhold, korrektioner, og meget spiller ind,” siger Mie Andreasen: ”Jeg har fire stationer ret tæt på hinanden på en skråning, og jeg kan se forskel i nedbør over blot nogle undrede meter. En bakke kan have lidt samme effekt som skov, fordi luften bliver presset op, afkølet og kan kondensere.” Hun understreger dog, at selv hvis der falder mere nedbør et sted, kan det være, at der falder mindre et andet sted, så om det samlet set bliver til større mængder, ved hun ikke.
Det Mie Andreasens mål at gøre skovens hydrologiske effekt forudsigelig nok til planlægning, for i dag mangler vi evnen til at oversætte ’skovrejsning her’ til ’effekt på grundvandsdannelse, fordampning og vandbalance dér’. Derfor bygger hun og kolleger en måleplatform på tværs af skov- og jordtyper.
“Vi arbejder med at etablere gode og repræsentative målinger i skov. Ambitionen er, at de målinger kan bruges til at forbedre vores hydrologiske modeller, så vi kan kvantificere skovens effekt på større rumlige skalaer. Hvis kommuner, rådgivere og ingeniørfirmaer skal planlægge, skal de have et værktøj,” siger hun. Der kan altså være gavnlige effekter at hente ikke kun i de nye skove, men også for de omgivende marker – hvis det tænkes med ind i planlægningen og driften af arealerne.
