I “Aftale om et Grønt Danmark” er der sat et ambitiøst mål om at rejse 250.000 hektar skov på 20 år. Det er godt nyt for Danmark, for skov af enhver slags og forvaltningsform gør altid gavn. Træer optager CO2, hvilket gavner jordbrugets klimaaftryk, og fremtidig træproduktion vil ligeledes sænke andre sektorers aftryk, når træprodukter erstatter fx stål i byggeriet. Det kan hjælpe Danmark frem mod SVM-regeringens mål om CO2-neutralitet.
Men skove kan så meget mere end at binde CO2 og levere biogene materialer til grøn omstilling. De kan skabe glæde for mennesker, der løber, vandrer eller på anden måde nyder skovens ro. Skove beskytter også grundvandet, en skattet ressource, vi har stolte traditioner for at passe på herhjemme. Og når agerjord konverteres til skov, får biodiversiteten også et nøk fremad. Det gælder ligeledes vandmiljøet, hvor indre fjorde nogle steder bliver belastet med kvælstofudledninger fra tilstødende marker. Også her kan nye skove afbøde negative effekter.
Samlet set kan skovrejsning altså skabe betydelige gevinster for samfundet. Det fremgår også af den politiske aftale, der bl.a. lægger stor vægt på natur- og kvælstofindsatser. Hos Dansk Skovforening er vi glade for, at der er skabt bred forståelse for skovens mange bidrag til samfundet. Men i Dansk Skovforening har vi en bekymring for, om den varslede ensartede, nationale støttesats på 75.500 kr./ha. er tilstrækkelig til at indfri de politiske ambitioner.
Tilskud matcher ikke ambitioner
I forbindelse med, at der skulle laves en aftale om en CO2-afgift på landbruget, bad man økonomiprofessor Michael Svarer udarbejde et løsningsforslag. Svarer-udvalget tog udgangspunkt i regeringsgrundlagets målsætning, om at der skal rejses 250.000 ha skov i Danmark, og foreslog at konvertere marginal landbrugsjord og samtidig sikre en national klimagevinst gennem øget CO2-optag. Svarer-udvalgets forslag til en støttesats var udarbejdet på baggrund af værdien af marginal landbrugsjord op til en dyrkningsværdi på 712 kr./ha.
Imidlertid ændrede fokus sig undervejs i de grønne trepartsforhandlinger. Fra at handle mest om klima og CO2-reduktioner i landbruget kom der nye prioriteter på bordet i form af kvælstof, grundvandsbeskyttelse og biodiversitet.
Bonus for samfundsgoder
Hvis nye skove skal tjene alle disse formål, rækker det ikke at plante dem på marginale landbrugsjorde. Dansk Skovforening har derfor foreslået at indføre en tilskudsmodel, der – udover at kompensere for jordværditab og plantning – trinvist belønner de positive effekter, som nye skove bidrager med på de enkelte jorde.
En sådan støttemodel til skovrejsning bør derfor bestå af følgende elementer:
- Kompensation for tab af jordværdi
- Tilskud til plantning og etablering
- Tillægsbetaling for økosystemtjenester, herunder:
- Grundvandsbeskyttelse
- Tilbageholdelse af kvælstof
- Rekreative formål
- Klimatilpasning
- Sammenhæng med eksisterende skove og naturarealer
- Stigende støttesats ved udlægning af større arealer.
En sådan model vil ikke kun sikre et tilskud, der fremmer incitamentet til at omdanne landbrugsjord til skov. Den vil også fremme skovrejsning på de arealer, hvor det indfrier flest mulige af de samfundsmæssige hensyn. Samtidig åbner modellen for, at jorde med høj dyrkningsværdi kan indgå i skovrejsning, hvilket ikke er tilfældet med det aktuelle tilskud. Foruden måske i filantropiske tilfælde. Men skal vi nå de ambitiøse mål og bidrage væsentligt – ikke kun til CO2-reduktion, men også til vandmiljø, biodiversitet, rekreation og drikkevand – kan vi ikke basere os på filantropi. Vi må skabe stærke incitamenter, der motiverer lodsejerne til at indgå i skovrejsningsprojekter.
Derfor vil Dansk Skovforening fortsat arbejde for denne trinvise tilskudsmodel, når effekten af den grønne trepart skal evalueres politisk i de kommende år.
