Plads til alle i en rig natur

At færdes i naturen – til lands og til vands – er en vigtig livskvalitet for rigtig mange mennesker. Ifølge Friluftsrådets undersøgelse af danskernes friluftsliv tager 85 procent af danskerne ud i naturen mindst en gang om ugen i sommerhalvåret. Kun 1 procent af danskerne opholder sig aldrig eller næsten aldrig i naturen om sommeren.

Samtidig med at brugen af naturen er steget, er der i de senere år opstået en stærkt øget interesse i befolkningen for at beskytte truede og følsomme arter og naturområder. Heldigvis er de fleste rekreative aktiviteter i naturen forenelige med hensynet til langt den meste natur og biodiversitet. Men der er følsomme arter, der kræver visse hensyn, hvis de skal kunne trives i et tæt befolket land som Danmark.

Håndteringen af interessemodsætninger mellem natur og naturbrugere samt mellem naturbrugere indbyrdes i naturnationalparkerne er der aftalt en række principper for mellem Miljøministeriet, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Disse principper er temmelig overordnede, så der er brug for konkretiseringer for at gøre dem anvendelige i naturforvaltningen.

I dette indlæg præsenterer Dansk Ornitologisk Forening (DOF) sine bud på, hvad der bør gøres for at minimere konflikter mellem befolkningens udfoldelsesmuligheder og hensynet til især pattedyr og fugle, ikke alene i naturnationalparkerne, men i naturen generelt.

Vi begynder med en gennemgang af relevante eksempler på, hvad der findes af forskning på området specielt for fugle, for derefter at udrulle en model for, hvordan befolkningen kan sikres optimale udfoldelses- og oplevelsesmuligheder samtidig med, at natur og biodiversitet sikres bedst muligt.

Vores udgangspunkt er, at en rig natur og biodiversitet er en vigtig forudsætning for rigtig mange menneskers oplevelser i naturen, samtidig med at mange andre naturbrugere er mere fokuseret på udfoldelse af friluftsliv og ofte sportsprægede aktiviteter, som der også skal findes plads til. I naturnationalparkerne skal forvaltningen helt overordnet ske ”under hensyntagen til, at hovedhensynet i naturnationalparkerne er natur og biodiversitet”, som der står i aftalen mellem Miljøministeriet, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

Jagt involverer så mange problematikker, at det kræver sin egen behandling, så i dette indlæg adresserer vi kun jagt i det omfang, den påvirker andre rekreative interesser.

Hvad ved vi?

I modsætning til de dele af verden, hvor der ikke er udbredt jagt med skydevåben, er de fleste større pattedyr og fugle langt mere sky i vores del af verden, end de naturligt ville være. Det betyder fx, at de fleste større fugle flyver væk på meget større afstand, end de ellers ville have gjort – også fra andre menneskelige aktiviteter end jagt.

Effekterne heraf og af de stadig mere omfattende rekreative aktiviteter generelt i den danske natur gennem det seneste halve århundrede foreligger der efterhånden en del undersøgelser af. Et antal fuglearter, der yngler på sandstrande, og flere arter af rovfugle samt fiskehejre er således presset i visse områder, herunder de offentligt ejede skove, der siden 1969 har haft mere liberale adgangsregler fx i form af fri fladefærdsel og adgang hele døgnet i modsætning til private skove.

I en analyse af et stort materiale om ynglende musvåger ved Kolding fandt P. Sunde m.fl., at 40 procent af de rugende fugle havde forladt reden, når en person var 100 meter fra reden, og 60 procent når personen nåede ind på 50 meters afstand. Musvågerne undgik helst at yngle inden for 20-50 meter fra menneskelige strukturer (veje, bygninger mv.), og jo større samlet længde af veje og stier, der var i et givent skov- og åbentlandsområde, desto færre musvåger ynglede der.

I USA har man tilsvarende fundet, at rovfugle skal have en forstyrrelsesfri sikkerhedszone mellem 150 og 650 meter (middel 400 meter) fra menneskelige forstyrrelser afhængigt af arten. Udover at forstyrrelsen i sig selv kan være problematisk, er der en stor risiko for, at fx krager tømmer reden, mens den rugende fugl er væk.

Grundige årlige kortlægninger af rovfuglereder i Store Dyrehave i Nordsjælland siden 2009 viser, hvordan antallet af beboede rovfuglereder blev kraftigt reduceret fra 24 til bare 5 beboede reder over en seksårig periode 2009-2015, efter at der blev anlagt en 27 km lang MTB-rute på kryds og tværs igennem skoven, som benyttes både nat og dag, samt et sundhedsspor og en hjertesti tæt forbi rederne i vinteren 2009-2010. For musvåge var der tale om en reduktion fra 17 reder til 4. For duehøg var det fra fire til én rede i 2015, og i 2021 var det helt slut. For hvepsevåge fra tre ligeledes til nul.

Andre presfaktorer kan have gjort sig gældende, fx forstyrrelser fra skovning, men sammenfaldet mellem etableringen af de rekreative faciliteter og nedgangene i rovfuglebestandene er under alle omstændigheder påfaldende. Hertil kommer, at ynglebestanden af duehøge i Danmark er næsten halveret siden 1990’erne, hvilket stadig flere forstyrrelser kan have bidraget til i særligt belastede områder, hvor også musvåge og hvepsevåge er gået tilbage.

For fugle generelt dokumenterer en fransk undersøgelse, at selv så lavt et forstyrrelsestryk som to vandreture pr. dag i en skov i begyndelsen af yngletiden reducerede både antallet af arter og antallet af territorier væsentligt sammenlignet med kontrolområder.

Lignende resultater blev fundet for skov og græsland i USA, hvor især specialisterne blandt fuglene var negativt påvirket, og hvor man derfor anbefalede at holde så store samlede arealer som muligt fri for stier. Hertil kommer, at: ”Der er (…) mange eksempler på, at folk ignorerer bestemmelserne”, hvilket klart nok hænger sammen med manglende håndhævelse fra myndighedernes side og gør hegning nødvendig.

På baggrund af den daværende litteratur udarbejdede E. Tind & P. Agger et review for Friluftsrådet, hvor forfatterne konstaterede, at: ”En lang række danske og udenlandske undersøgelser har påvist negative effekter af friluftsliv på dyr (især fugle) og planter. (…) Når disse undersøgelser sættes i relation til de øvrige menneskelige påvirkninger af naturen samt omfanget og formen af friluftslivet i Danmark i dag, vurderer vi imidlertid, at effekterne er begrænsede. De negative effekter af friluftsliv i Danmark er primært knyttet til jagt samt aktiviteter ved kysterne – herunder sejlads. Konkret ser vi hovedproblemerne som værende i relation til rovfugle og kolonirugende fugle samt gråsæl. Hvis der ses bort fra tidligere tiders jagtlige efterstræbelse af bl.a. rovfugle, er ingen af vore rødlistede arter sjældne og truede som følge af friluftsaktiviteter, men flere arter påvirkes i dag negativt af forstyrrelser og slitage som følge af bl.a. friluftsliv.”

Forfatterne konkluderer, at: ”En højere grad af zonering i forhold til friluftsliv, med etablering af forstyrrelsesfrie kerneområder på land, mener vi, kan skabe både bedre muligheder for at opleve især pattedyr og fugle, og bedre muligheder for at en række store rovfugle kan finde fodfæste i Danmark.”

Det lykkedes at få etableret beskyttelseszoner omkring mange ørnereder, som var med til at sikre en hurtig bestandsvækst for havørn, men Tind & Aggers review er fra 2003, og undersøgelserne er dermed mere end 20 år gamle. Inden for de seneste 20 år er der sket en markant stigning i sportslige aktiviteter i naturen og en meget stor stigning i fladefærdsel uden for stierne i form af geocaching, trailløb, træklatring, bushcraft, MTB-sporlægning, hanggliding og droneflyvning, og der er kommet flere løse hunde, så behovet for zonering er stærkt øget siden dengang. Fx lader 37 procent af hundeejerne i strid med lovgivningen deres hunde løbe løs i skovene og 72 procent på strandene om sommeren, hvilket medfører stærkt øgede forstyrrelser af dyrelivet.

En amerikansk undersøgelse af fugle og hjorte både i åbent land og skov viste, at: ”For all species, area of influence, flush distance, distance moved, and alert distance (for mule deer) was greater when activities occurred off-trail versus on-trail”.

Den oplagte forklaring er, at dyrene vænner sig til trafik ad faste ruter, men skræmmes af uforudsigelige aktiviteter (se nedenfor).

Hertil kommer, at de mennesker, der forstyrrer fx fuglene, oplever endsige opdager det oftest ikke selv. Det betyder, at det ofte fremførte mantra om, at aktiviteterne naturligvis skal ske under hensyn til særligt sårbare forekomster – som det gøres bl.a. i mange ’codes of conduct’ – i praksis er virkningsløst på det person-individuelle plan.

Mange fuglearter begyndte at optræde langt hyppigere, både som ynglefugle og vintergæster, i danske byer, efter at man var holdt op med at skyde og fange dem fra sidst i 1800-tallet, og de fleste fuglearter har vist en stor tilpasningsevne til menneskelige forstyrrelser.

Det forudsætter imidlertid, at alle deres møder med mennesker er fredelige eller ovenikøbet involverer fodring. Selv store og ellers meget sky fugle som enkelte havørnepar viser tegn på tilvænning til mennesker indtil en vis afstand fra rederne, hvilket givetvis blev hjulpet på vej af de beskyttelseszoner, som de første år blev etableret omkring udsatte reder, og som gav ørnene mulighed for gradvist at vænne sig til mennesker.

Andre rovfugle som fx musvåge og duehøg kan forventes i stigende grad at tilpasse sig støj og trafik i byerne, som der er tegn på i fx København og i langt højere grad i bl.a. Berlin med nu omkring 100 par Duehøge. Der er dog lang vej endnu, før vi kan opleve rovfuglebestande, der ikke er præget af den intensive forfølgelse, der først aftog for et halvt århundrede siden, og som stadig i et ikke ringe omfang finder sted langs trækruterne omkring Middelhavet for de langdistancetrækkende rovfugle.

Der er altså ganske mange enkeltundersøgelser, der påviser større og mindre effekter af menneskelig aktivitet i naturen, både i skov, i åbent land, på strande og på vandet.

Behov for plads, regulering og oplysning

En helt ny interviewundersøgelse af 26.000 europæere fra 26 lande viser, at der er en klar sammenhæng mellem folks tilfredshed med livet og mangfoldigheden af fugle og natur i deres omgivelser, og der er en tydelig sammenhæng mellem folks forbindelse til natur og deres opbakning til natur- og miljøbeskyttelse.

Også af den grund er det indlysende, at naturorganisationerne har en betydelig interesse i at give både børn, unge og voksne mulighed for at få gode oplevelser i naturen.

Betingelsen for, at mange mennesker kan opleve et rigt fugleliv, er naturligvis, at fuglene ikke er skræmt væk af tidligere besøgende i området, hvad enten det er ynglende rovfugle, øer med kolonirugende kystfugle eller store koncentrationer af rastende og fouragerende vandfugle.

Med mange mennesker, der gerne vil bruge naturen til lands og til vands, kræver det regulering af adgangen, så den ene type af brugere ikke ødelægger det for de andre, eller fuglebestandene trues.

Det indebærer fx, at der opretholdes eller skabes steder i skovene, der er fredelige nok til, at de ’store vingefang’ (rovfugle, sort stork, fiskehejre mv.) kan yngle med succes og derefter kan opleves mange andre steder i naturen. Kun på den måde kan vi alle leve op til Friluftsrådets vision og mission om et bæredygtigt friluftsliv.

Jo flere mennesker, der færdes i naturen, desto større er behovet også for at styre aktiviteterne, så naturgæsterne ikke ødelægger det for hinanden og forringer de kvaliteter, som er et væsentligt element i mange menneskers naturoplevelser – og som har en berettigelse i sig selv.

Som eksempler på konfliktområder kan nævnes, at der etableres flere og flere mountainbikeruter bl.a. i skovenes kuperede områder, hvor der ikke tidligere var veje og stier og derfor var fred til de særligt følsomme arter. Med regulering af adgangen har man mange steder søgt at løse sådanne konflikter fx med lokale fredningsbestemmelser eller generelle regler for færdsel og adgang til naturen, hvilket langt hen ad vejen er lykkedes for jagtens vedkommende, men den politiske vilje til at indføre og ikke mindst håndhæve adgangsregler for andre rekreative aktiviteter er desværre mindsket markant de senere årtier.

Det er ikke et nulsumsspil, hvor det er et valg mellem oplevelsesmuligheder og hensynet til følsomme arter. I stedet er der mulighed for løsninger, der både kan forbedre naturgæsternes oplevelsesmuligheder og dyrelivets livsvilkår, hvor der gennemføres en intelligent planlægning og zonering. Fx får skovgæsten, der søger ro og rum til eftertanke og fordybelse, mere ud af turen, hvis der ikke suser den ene gruppe mountainbikere forbi efter den anden.

Endelig er det ikke indlysende, at alle skal kunne komme frem overalt, når Danmarks internationale forpligtelser qua diverse konventioner og direktiver inden for natur og biodiversitet skal overholdes.

Beskyttelse og benyttelse

Det er langtfra alene hensynet til natur og biodiversitet, der deler vandene. Der er mindst lige så store konflikter mellem forskellige rekreative interesser indbyrdes. Men de to ting hænger sammen, idet mulighederne for at opleve en stor del af dyrelivet forudsætter områder med lavt forstyrrelsestryk.

I en række undersøgelser siger langt hovedparten af de interviewede skovgæster, at de søger ro og afstresning i naturen, og oplevelser af dyrelivet indgår med stor vægt blandt ønskerne. Den seneste store undersøgelse af befolkningens friluftsliv og ønsker til oplevelser i naturen viste således, at det for 85 procent af den voksne befolkning i 2008 i en eller anden grad var vigtigt at møde dyr under besøg i naturen/landskabet.

15 procent svarede ovenikøbet, at det var ”meget vigtigt” at møde dyr på deres tur. Sammen med tallene ovenfor underbygger det, at trekvart million danskere finder, at det for dem er meget vigtigt at se dyr på deres ture i naturen, hvilket harmonerer dårligt med sportsprægede aktiviteter.

Her er problemet, at de sportsprægede aktiviteter har meget aktive interesseorganisationer til at promovere deres interesser, mens majoriteten af naturgæsterne, der søger fred og ro og et rigt dyreliv, ikke i samme grad er organiseret og derfor ofte kommer til kort.

Selv de organisationer, som mener at varetage deres interesser, synes at være mere til ”vi vil have let adgang til naturen”, end til at gøre det lidt mere krævende, hvis man vil opleve den mest værdifulde natur.

Der skal være plads til alle, men ikke nødvendigvis overalt.