Som virksomhed er vi vant til at håndtere enorme mængder kulstof, når vi raffinerer råolie fra undergrunden til brændstoffer, der skal bruges i transportbranchen. Det har vi gjort sikkert og stabilt på vores anlæg i Fredericia siden 1960’erne. Og det vil vi også fortsætte med at gøre i fremtiden – blot grønnere og grønnere i takt med, at samfundet som helhed omstiller sig.
Men det er ikke nemt. Faktisk står ikke blot Crossbridge Energy, men alle borgere over for en enorm opgave, og derfor er det heller ikke nødvendigvis overraskende, at den grønne omstilling ikke går helt så hurtigt, som man ellers kunne have ønsket.
Der er mange årsager til, at det går for langsomt med udviklingen på tværs af de forskellige sektorer. Jeg skal skåne jer for en samlet årsagsliste, men en helt central og oftest meget overset udfordring er adgangen til de biogene kulstofkilder, som i Crossbridges perspektiv i den grad bliver overset i den offentlige debat.
For allerede i dag er vi som brændstofproducent i en situation, hvor dét at sikre nok biogent kulstof i ensartede og kontinuerlige mængder til morgendagens grønne storskalaprojekter er behæftet med betydelige udfordringer. Og den udfordring bliver bestemt ikke mindre, når de fossile teknologier for alvor skal udfases fra 2030 og frem.
Det er et internationalt problem, som først og fremmest skal håndteres på EU-plan. I Danmark skylder vi dog os selv at tage det langt mere alvorligt, hvis vi skal have en hjemlig produktion af grønne brændstoffer til de sektorer, hvor elektrificering ikke er en mulighed. Og det skal vi til gavn for både klima, grønne arbejdspladser og fremtidens forsyningssikkerhed.
Omstilling af særligt luft- og skibsfart samt tunge lastbiler kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi som samfund er villige til at besvare de simple, men også svære spørgsmål: Hvor skal kulstoffet til omstillingen egentligt komme fra? Og hvordan får vi som samfund mest gavn af kulstoffet?
Skoven er en del af løsningen
På grund af den sparsomme adgang i store nok mængder fristes jeg næsten til at sige, at kulstoffet ikke hænger på træerne – men meget biogent kulstof kommer dog fra skoven. Særligt i orlængelse af grøn trepart, der blandt andet har som mål at sikre mere skov i Danmark frem mod 2045. Jeg skal her understrege, at Crossbridge ikke har været en del af udformningen af aftalen.
For en brændstofproducent er det alligevel positivt, at der i aftalen afsættes betydelige arealer til mulig produktionsskov, hvor vi især er interesseret i de restprodukter, der kommer, når skoven leverer materialer til bl.a. bygge og møbelindustrien.
Udfordringen med adgangen til biogent kulstof er imidlertid også så stor, at selv en massiv udvidelse af skovarealet ikke alene kan levere de mængder, der efterspørges. I Crossbridge Energy leverer vi trods alt, hvad der svarer til 70 procent af Danmarks samlede brændstofbehov fra vores procesanlæg om året.
Det kræver svimlende mængder biogent kulstof og grøn brint at lave omstilling i den størrelsesorden, så vi har slet og ret ikke mulighed for kun at kigge på én kulstofkilde. Oven i dét kommer alle de andre virksomheder, som også skriger på biogene kulstofkilder i deres omstillingsrejse.
Af samme årsag er der et presserende behov for at få fremtidens grønne byggesten langt højere op på den politiske dagsorden. For det giver sig selv, at vi ikke kommer ret langt uden reelle alternativer til de fossile råvarer.
Set fra vores bord bør det optimalt være i form af en samlet national kulstofstrategi med 34 inddragelse af hele værdikæden, så vi undgår usammenhængende politiske tiltag, der i værste fald modarbejder hinanden og forsinker mulighederne for at levere mærkbare reduktioner. Vores klare forventning er, at skoven i en sådan kontekst vil have en fremtræden rolle.
Crossbridge Energy kigger mod skoven
Når det så er sagt, sidder vi i Crossbridge Energy ikke med korslagte arme og venter på, at manna falder ned fra himlen. Vi har en omstillingsopgave foran os, og vi er dybt bevidste om, at det kræver, at vi er proaktive, så stien er kortlagt, når vi skal omsætte vores grønne ambitioner til handling.
Derfor arbejder vi allerede i dag med en lang række grønne projekter på forskellige udviklingsstadier, hvor fællesnævneren for langt de fleste ikke overraskende er fremtidens kulstofkilder til storskalaproduktion.
For som raffinaderi opererer vi med omstilling i den helt store skala. Faktisk er adgangen til biogene kulstofkilder i de nødvendige mængder så afgørende for os, at det i vid udstrækning er kulstoffet og adgangen dertil, som definerer teknologivalget, og ikke omvendt.
Og her er den biomasse, der er til rådighed fra restproduktionen i skoven, meget interessant for os og noget, vi løbende undersøger muligheden for at inddrage i fremtidens brændstofproduktion.
Senest er vi indtrådt i et konsortium med en række internationale virksomheder, der kigger på, hvordan man kan omdanne træflis til grønne flybrændstoffer. Uden at der skal gå ren Georg Gearløs i den med lange teknologiforklaringer, så handler projektet i al sin enkelthed om at omdanne træflis til en olie, vi efterfølgende kan raffinere til flybrændstoffer.
Vi følger også andre teknologispor som alkohol-til-jet, hvor restprodukter fra eksempelvis skoven laves til alkohol og derefter til brændstoffer. Skovens bidrag til den proces er særlig relevant for producenterne i Europa, da EU kigger skævt til brugen af energiafgrøder fra landbruget modsat lande som USA og Indien. Og det er kun et par eksempler.
Så vi tager bestemt skovens potentielle bidrag seriøst, når vi ser ind i en fremtid, hvor biomassen erstatter råolien. Jeg håber da også, at vi om en årrække kan tildele skoven en del af æren for vores grønne omstilling med et ”Takket være skoven”.
Vi er der bare ikke helt endnu – økonomien i projekterne skal hænge sammen, kunder og leverandørerne skal være til stede, der skal styr på logistikken og meget mere. Det kræver tid, teknologimodning – og ikke mindst kræver det de rette rammevilkår.
Lagring eller anvendelse – den evige CO2 -strid
Den direkte anvendelse af biomassen fra skovene er i midlertidig ikke den eneste måde, hvorved skoven kan bidrage til den grønne omstilling i vores branche.
For igennem EU stilles der nye krav til, at en del af energien i blandt andet luftfarten skal komme fra syntetiske brændstoffer, der produceres med grøn brint og kulstof i CO 2 -form.
Skovene leverer som bekendt allerede biomasse til varmeværker og kraftvarmeværker, hvor der dannes biogent CO2 ved afbrænding, som heldigvis kan fanges og anvendes i vores brændstofproduktion. Derved kan skoven også indirekte indgå i værdikæden.
Men her står vi desværre også med et paradoks og et enormt problem.
Lad mig begynde med paradokset. I forhold til kraftvarmeværkerne er der dem, som på den ene side mener, at kraftvarmeværkerne i Danmark skal elektrificeres for enhver pris, men på den anden side også er af den overbevisning, at man udelukkende skal satse på syntetiske brændstoffer til skibs- og flytrafik.
Altså ingen direkte anvendelse af biomasse fra fx restproduktionen i skoven til brændstofproduktion. Og dét i samme åndedrag med, at man tæt på umuliggør vejen mod syntetiske brændstoffer ved at fjerne de største og mest tilgængelige biogene CO 2 -kilder i landet. Jegforstår ikke det ræsonnement.
Og så til problemet. Det er dyrt at fange CO2 og anvende den i brændstofproduktion, rigtig dyrt. Derfor er der også behov for at understøtte udviklingen for at leve op til mandaterne fra EU.
Beklageligvis har man fra statens side valgt at se fuldstændig bort fra nødvendigheden af at udvikle syntetiske brændstoffer herhjemme ved udelukkende at støtte lagring af CO2 i undergrunden med 38 milliarder kroner – alene fordi man skal nå den danske klimamålsætning i 2030.
Vi kunne levere tilsvarende reduktioner ved at anvende CO 2 frem for at lagre den. Men da vores produkter ikke kun sælges i Danmark, vil det ikke nødvendigvis tælle med i det nationale klimaregnskab. Klimaet er godt nok ligeglad med, hvor produkterne forbruges, men det kommer sig åbenbart ikke så nøje. Jeg siger ikke, man skal fjerne støtten til lagring af CO2 , men ønsker blot at gøre opmærksom på, at der er behov for en mere balanceret tilgang til det bidrag, som blandt andet skovene kan levere til transportbranchen igennem den biogene CO2 .
Og derved har vi sådan set også sluttet ringen i forhold til, hvorfor vi i Crossbridge Energy er fortalere for at få en national kulstofstrategi med involvering af skoven. Der er behov for, at vi løfter blikket og kigger på det samlede billede i stedet for at kaste støttemidler efter mere eller mindre tilfældige indsatser.
Lad mig slutte med at sige, at skoven uagtet formentlig vil komme til at spille en rolle i produktion af fremtidens grønne brændstoffer. Om det bliver fra danske skoves træproduktion, i hvilket omfang – og om det bliver som biomasse eller indirekte med CO2 – kan jeg for nuværende ikke give et kvalificeret svar på. Men potentialet er der – lad os udnytte det.
