”Risikotræer er en kæmpe udfordring for skovejere”

Når vejrudsigten varsler regn eller blæst, bekymrer de fleste danskere sig om vildfarne havemøbler, nedfaldne tagsten eller oversvømmede kældre. Men for skovejere er der endnu en bekymring: Risikotræer.

Et risikotræ er et træ, som med en vis sandsynlighed inden for en overskuelig fremtid kan vælte eller tabe grene, og den våde jord eller de kraftige vindstød øger risikoen for, at skadede træer kan vælte eller grene knække af. Hvorvidt et træ er et risikotræ, handler også om træets placering: Et skadet træ midt i en skov er sjældent et problem – men er det samme træ placeret fx tæt på en vej, kan det forvolde skade på mennesker, bygninger eller infrastruktur, hvis det vælter eller taber grene. Og det er skovejerens ansvar at forhindre, at risikotræer forårsager skader. Det betyder, at skovejeren skal identificere træer, som udgør en fare og træffe de nødvendige træplejeforanstaltninger, fx ved at fælde eller beskære risikotræet. Hvis et træ alligevel vælter eller grene falder ned et uheldigt sted, kan det få alvorlige – og ikke mindst dyre – konsekvenser.

Hvorfor tale om risikotræer nu?

Diskussionen om risikotræer er ikke ny, men det er en bekymring, der disse år fylder stadigt mere hos de danske skovejere. Det skyldes ikke mindst, at i takt med at vejret bliver mere ekstremt på grund af klimaforandringer, og vi får mere regn, mere udbredt tørke og hyppigere storme, stiger risikoen også for, at træernes rodnet og struktur svækkes, så risikotræer opstår. Hertil kommer, at et øget fokus på at gøre en indsats for biodiversiteten i de danske skove betyder, at flere store, gamle og døde træer ofte efterlades i naturen.

En anden årsag er, at udviklingen i infrastruktur kan gøre flere træer til risikotræer. Et konkret eksempel er elektrificeringen af det af danske jernbanenet, hvor træer i nærheden af skinnerne nu skal føres tilsyn med ud fra skærpede krav. Det betyder, at skovejere nu skal vurdere og potentielt fjerne træer langs jernbanen, der kan udgøre en risiko for banens elforsyning, hvis de vælter eller grene knækker af og river ledninger med sig i faldet.

Ifølge den servitut, der følger ved elektrificerede jernbaner, har skovejere pligt til at føre tilsyn med risikotræer, der står inden for en zone på op til 30-40 meter fra hver side af sporet, og fjerne dem for egen regning, hvis der vurderes at være en risiko for, at de kan vælte ind i køreledningerne. Udover den udvidede tilsynszone indebærer servitutterne også en konkret 3-meterzone rundtom de strømførende anlæg, som altid skal være friholdt, samt en 10-meter-zone, hvor al opvækst (herunder unge træer) skal fjernes, så de ikke kan komme til at udgøre en fare for 3-meterzonen.

Det skaber et dilemma mellem hensyn til natur, økonomi og sikkerhed: Når skovbrynet fjernes, forsvinder vigtige levesteder for en lang række arter, og biodiversiteten bliver sat under pres. Samtidig er det en større økonomisk belastning, fordi arbejdet langs jernbanen kræver særlige kurser, midlertidige lukninger af togdriften og omfattende sikkerhedsforanstaltninger, som gør det meget dyrt at foretage fældninger i området.

Vurdering af et risikotræ

Dermed påhviler der nu skovejerne et endnu større ansvar end hidtil, og derfor er det vigtigere end nogensinde, at lodsejere forholder sig til risikoen og kender deres ansvar. Men det er desværre ikke helt så ligetil.

En konkret sag illustrerer, hvor komplekst ansvaret er i praksis. I 2019 væltede et træ i Sorø Akademis skov ned over en elektrificeret bane, hvilket førte til et erstatningskrav på 145.500 kr. fra Banedanmark. I 2025 blev Sorø Akademi imidlertid frifundet i Retten i Næstved. Rettens vurdering var, at Sorø Akademi havde ført regelmæssigt tilsyn med træerne, og at skaden ikke kunne have været forudset fra tilsynsstedet på jorden. Du kan læse mere om den konkrete sag og dommens betydning i indlægget efter dette på side 9 fra seniorrådgiver Simon Skov, som er ekspert i risikotræer.

For mange skovejere kan det netop være en udfordring at gennemføre den faglige vurdering af træerne korrekt, identificere risikotræer og beslutte, hvordan de bedst håndteres. Der findes nemlig forskellige metoder og anbefalinger til arbejdet, men endnu ingen officiel, nationalt fastlagt standard, som skovejere entydigt kan støtte sig til. Når man fører tilsyn med træer, kan man blandt andet vurdere:

• Træets struktur: Er der tveger, skæv vækst eller svage forgreninger?
• Kronesymptomer: Er kronen tynd, med døde grene eller unormal bladudvikling?
• Stammens tilstand: Er der revner, hulheder, sår eller slimflåd?
• Rodzonens forhold: Er jorden komprimeret, eller er der synlige skader eller tegn på dårlig dræning?
• Svampe: Er der særligt vednedbrydende arter ved stammebasis eller i jorden, som svækker stammen eller rodnettet?

Vurdering af risikotræer kræver både solid faglig viden og praktisk erfaring. Københavns Universitet har udarbejdet en liste med 28 centrale fagudtryk og symptomer, som er relevante at kende til ved risikovurdering af træer. Det understreger, hvor kompleks opgaven i virkeligheden er, og hvor mange forskellige faktorer der skal tages højde for. Men opgaven lader også store spørgsmål være op til fortolkning, fx hvor konservativ skal man være – hvornår er et træ for farligt? Og hvor ofte skal man revurdere træer? Det er hovedsageligt et subjektiv skøn, og to fagfolk kan i princippet vurdere samme træ forskelligt.

Hertil kommer, at det også er en omfangsrig opgave. Tilsyn på enkelttræsniveau er langt mere overskueligt, end når en jernbanestrækning går gennem skoven, og for skovejere med kilometerlange strækninger langs jernbanen er det en enorm udfordring og tilsvarende administrativ byrde at skulle dokumentere hvert eneste træ systematisk og kunne påvise, at netop dét træ, der senere måtte vælte, er blevet tilset tilstrækkeligt. Desuden gør klimaforandringerne også behovet for regelmæssig vurdering af træerne endnu større.

En juridisk gråzone

Fraværet af en officiel, standardiseret metode sætter skovejere i en vanskelig position: Hvis et træ falder og forårsager skade, kan man som skovejer i princippet stilles til ansvar, og uden en officiel metode til at foretage risikovurdering er det svært at dokumentere, at man har udvist ”rettidig omhu”. Hvis et risikotræ forårsager en ulykke, fx vælter ned over en sti, en vej eller en jernbane, kan konsekvenserne være alvorlige. Der eksisterer i dag ingen entydig retspraksis i Danmark, men i sådanne tilfælde idømmes ofte store erstatninger, særligt hvis der ikke foreligger dokumentation for, at ejeren har ført regelmæssigt tilsyn med sine træer. Fører man som skovejer systematisk tilsyn og handler på baggrund af det fx ved beskæring, fældning eller genvurdering, har man gjort sit bedste for at forebygge uheld, og skulle uheldet alligevel ske, vil man i de fleste tilfælde stå væsentligt stærkere juridisk ift. ansvar – men der er ingen garantier.

Den manglende entydighed på området efterlader skovejere i en juridisk gråzone, som bl.a. også har konsekvenser i form af, at forsikringsselskaber tøver med at forsikre visse skovområder, og at skovejere dermed står med hele ansvaret alene, hvis der sker et uheld.

Behov for landsdækkende metoder

Ovenstående understreger behovet for mere ensartede, gennemsigtige og standardiserede retningslinjer for skovejere, når det gælder tilsyn med risikotræer. Særligt i tilfældet med skov grænsende op til den elektrificerede jernbane oplever mange skovejere en markant usikkerhed i forhold til, hvad der konkret forventes af dem, og hvornår de risikerer at blive mødt med erstatningskrav, hvis et træ forvolder skade. En fælles metode kunne være et skridt på vejen.

Derfor bør Banedanmark tage ansvar og udarbejde klare og operationelle tilsynsmetoder, som tydeligt definerer, hvad der betragtes som et risikotræ, samt i hvilke situationer en skovejer potentielt kan gøres ansvarlig. En sådan gennemsigtighed vil ikke alene skabe større retssikkerhed for skovejerne, men også bidrage til en mere ensartet og effektiv håndtering af potentielle farer i skovområder langs jernbanenettet.

En alternativ løsning kunne være, at Banedanmark – og Vejdirektoratet, når det gælder risikotræer langs veje – udvider deres tilsynsforpligtelse til også at inkludere naboarealer i en vis bredde fra infrastrukturen. Det vil sige, at Banedanmark eller Vejdirektoratet som led i deres eksisterende infrastrukturtilsyn også påtager sig at overvåge og vurdere risikotræer, der står tæt på spor eller veje, selvom de befinder sig på privat grund.

Denne fordeling ville mindske risikoen for ulykker og driftsforstyrrelser og samtidig skabe en balance i ansvarsfordelingen, så både infrastruktur, natur og ejere beskyttes på en både rimelig og gennemskuelig måde. Hvis ikke der opnås større gennemsigtighed og bedre fordeling af risiko, kan et ekstremt, men desværre reelt valg for skovejere være at fælde alle træer inden for 30 meter af jernbanen – et sikkert, men næppe bæredygtigt valg for hverken biodiversitet eller klima.