Mathias Lykke Nygård Johansen er kandidat i skovbrugsvidenskab 2019. Fra 2020-2022 var han fuldmægtig i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og siden 2022 har han som politisk konsulent i Dansk Skovforening bl.a. arbejdet med klimaregnskaber og -opgørelser, skovens klimaeffekter og skovrejsning.
Når Danmark hvert år indrapporterer landets samlede drivhusgasudledninger til EU og FN, som vi er forpligtet til, spiller skovene en central rolle – ikke mindst i de årlige opgørelser frem mod de vigtige klimamål i 2025, 2030, 2045 og 2050.
Men sådan en opgørelse er en kompliceret verden af tal og regneregler, emissionsfaktorer og aktivitetsdata, som ofte fører til misforståelser af, hvor og hvordan skovenes optag indgår i regnskabet. Det vil jeg forsøge at råde bod på her, så vi alle taler det samme sprog, når snakken falder på skovenes bidrag til den nationale såkaldte emissionsopgørelse.
LULUCF – hvad er det?
Emissionsopgørelsen består af fem sektorer: energisektoren, industriel proces, landbrug, affald og så sektoren med det mindre mundrette navn LULUCF. Det er her, skoven hører hjemme. LULUCF står for “Land Use, Land Use Change and Forestry”, oversat til dansk “areal anvendelse, ændringer i arealanvendelsen og skov”. Sektoren er delt op i kategorierne skov, dyrket mark, græsarealer, vådområder, bebyggelse, høstede træprodukter, andet areal og anden LULUCF, men i Danmark rapporterer vi ikke udledninger eller optag under de to sidstnævnte kategorier. Grafikken på side 24-25 viser, hvordan hele Danmarks areal falder under en af de ovenstående kategorier.
REGNEREGLER OG STANDARDER
De tekniske retningslinjer for, hvordan en emissionsopgørelse skal udføres, er udar-bejdet af IPCC (International Panel on Climate Change). Alle lande arbejder derfor ud fra de samme retningslinjer, så opgørelserne bliver så strømlinede og sammenlignelige som muligt. I Danmark er det Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Århus Universitet, der står for udarbejdelsen af opgørelsen. Den består af to hovedprodukter: rapporterings-tabeller (CRF – Common Reporting Format) og en dokumen- tationsrapport (NIR – National Inventory Report). Rapporterings-tabellerne er et omfattende Excel-ark, hvori det er muligt at aflæse de forskellige sektorers udledninger og i nogle tilfælde optag. doku-mentationsrapporten er en 1000-siders rede-gørelse for de metodiske antagelser bag indholdet i rapporteringstabellerne. Der rede-gøres for aktivitetsdata – hvor meget der er af en given aktivitet – og en emissionsfaktor – hvor meget en given aktivitet udleder eller optager. Grundlæggende lyder det relativt simpelt, men der ligger et stort og grundigt forskningsarbejde i begge dele. Særligt emissionsfaktorerne ændres og justeres hyppigt, hvilket gør det endnu mere komplekst.
Den seneste emissionsopgørelse for Danmark er fra april 2024 og gælder for perioden 1990-2022. 1990 er vores baseline, som vi holder alle klimamål op imod, og opgørelserne er altid rapporteret to år bagud.
LULUCF-sektoren adskiller sig fra de øvrige sektorer i emissionsopgørelsen ved, at der ikke kun sker udledning af drivhusgasser, men også et optag af CO2, hvor skovene spiller en helt særlig og afgørende rolle som CO2-optager. For hvert areal kan man gange den givne aktivitet med en emissionsfaktor – og så får man udledningen eller optaget fra arealet.
Skovens optag og udledninger kommer fra en række diffuse kilder, hvilket betyder, at det kræver hyppige genberegninger, og at der samtidig er usikkerheder i opgørelserne. Skoves kulstoflager estimeres dog ud fra en metodisk tilgang kaldet “tier 3”, hvor den årlige skovstatistik er hovedinputtet. Tier-niveauer er et udtryk for, hvor nøjagtig opgørelsen kan siges at være, og lande skal tilstræbe sig at anvende så højt et tier-niveau som muligt. Der findes tre tier-niveauer, hvor tier 1 altså er den mest simple metode, som anvender generelle og simple aktivitetsdata og en standard emissionsfaktor. Tier 2 er mere avanceret og gør brug af flere nationale data til at beskrive udledninger, mens tier 3 er den mest avancerede metode og fx kan være direkte modellering af emissionerne (se figur side 26).
Inputtet til opgørelse af skovenes kulstoflager kommer fra en række forskellige kulstofpuljer: den levende biomasse over og under jorden, døde grene og stammer, jordbundens litterlag og mineraljordens indhold af organisk materiale. Emissionsopgørelsen baserer sig på ændringer i kulstofpuljerne. Det vil sige, at det er nettotilvæksten mellem to år, som skovene bidrager med til klimaregnskabet.
Den levende biomasse er særligt interessant, da det er her, der sker de største årlige ændringer. Ifølge den seneste Skovstatisk (2022) er der lagret, hvad der svarer til 152 mio. ton CO2e i den levende biomasse, hvilket igen svarer til lidt mindre end fire år af Danmarks totale udledninger.
Det er dog kun 28 procent af den samlede kulstofpulje i skovene, som er levende. Den resterende pulje er i jordene, men den er ikke lige så interessant for opgørelsen, da kulstofpuljen i jordene ændrer sig langsomt. Dermed er der ikke de udsving, som for alvor påvirker skovenes samlede bidrag til den årlige emissionsopgørelse.
| LULUCF | Landbrug |
| Udledning og optag | Kun udledninger |
| Primært CO2 (kuldioxid) | Primært CH 4 (metan) og N 2 O (lattergas) |
| Arealbaseret | Aktivitetsbaseret |
| Dækker hele landet | Dækker kun landbrugsaktiviteter |
Biomasse til energi
Samlet set har de danske skove siden 1990 haft årlige optag eller en bruttotilvækst over 1 mio. ton CO2 e, og i det seneste år har tallet været væsentligt højere. Dette skal ses som følge af en stigende skovrejsning siden 1990, som for alvor begynder at optage og lagre store mængder CO2 nu samtidig med, at de eksisterende skove har en aldersklassefordeling, som ligeledes bidrager med et højt optag.
Fordi opgørelsen baserer sig på ændringer i kulstofpuljen, er den samlede hugst i de danske skove, dødt ved, stormfald og andet, der omvendt reducerer kulstofpuljen, modregnet i bruttotilvæksten.
Når der fældes træ i skovene, hvad enten det er tyndinger eller hovedskovninger, regnes det dermed som en udledning i de pågældende år i LULUCF-sektoren. Og det er en vigtig pointe i forhold til at forstå, hvorfor biomasse regnes for at have nuludledning, når den brændes af i energisektoren.
Det er en debat, som især har taget fart de seneste år, hvor nogle mener, at biomasse til energiformål fejlagtigt regnes for “CO2-neutralt” i energisektorens klimaopgørelse, fordi afbrændingen fører til en udledning af CO2, som derfor bør fremgå af sektorens regnskab.
Men når vi skal følge de fælles regler, der er for emissionsopgørelsen til EU og FN, er det den korrekte måde at gøre det på. Ellers ville der ske en dobbelttælling af udledningen, hvor den både fremgår i energi- og LULUCF-sektoren, hvor træet er høstet og dermed modregnet i kulstofpuljen. Biomassen tæller således som en udledning i LULUCF-sektoren under kategorien skov og er altså talt med i det nationale klimaregnskab. Importeret biomasse følger samme regnskabsregler og regnes dermed som en udledning i det land, hvor træet er skovet, mens forbruget igen regnes med en emissionsfaktor på nul i den danske energisektor.
Træprodukter og halveringstid
I LULUCF-sektoren findes også kategorien høstede træprodukter (HWP), som er tæt knyttet til skoven. Her opgøres nemlig den del af hugsten, som bliver til mere varige træprodukter, fx papir, plader og gavntræ.
Kategorien har haft et varierende bidrag til den samlede LULUCF-opgørelse over årene. Træprodukterne i kategorien afskrives nemlig med forskellige halveringstider, og derfor kan der forekomme år, hvor der sker en større afskrivning end input, hvormed kategorien samlet set kan have en udledning.
Kategorien er afgrænset til træproduk ter produceret i Danmark med træ fra de danske skove. Trævarer, som produceres i Danmark, men som efterfølgende eksporteres, tæller også med i det danske regnskab. Der er dermed et stort potentiale i opgørelsen ved, at vi fortsat har og udvikler en træ- og møbelindustri i Danmark, som baserer sig på anvendelse af dansk træ.
I Danmark går omkring 20 procent af den samlede hugst i skovene ind under kategorien høstede træprodukter. Det kan umiddelbart lyde af lidt, men tallet stemmer. Hugsten i Danmark fordeler sig jf. den seneste træstrømsanalyse (2023) således, at 50,5 procent går til energitræ, 7,7 procent til brænde, 6,8 procent til gavntræ løv og 35 procent til gavntræ nål. Andelen af gavntræ på i alt 41,8 procent halveres herefter på grund af forarbejdning i træsektoren, og dermed er inputtet til kategorien høstede træprodukter omkring de 20 procent.
Substitutionseffekt
I skovbruget taler vi ofte om den såkaldte substitutionseffekt, som beskriver den klimaeffekt, der kommer, når andre sektorer anvender træ frem for mere klimatunge materialer, som fx er baseret på fossile kilder eller kræver en klimatung fremstillingsproces. Det gælder bl.a. brug af træ i byggeriet i stedet for stål og beton eller biomasse til energiproduktion i stedet for kul og gas. Substitutionseffekten er reel og leverer reduktioner i samfundet. Dog antages det, at den vil aftage over tid i takt med den grønne omstilling af samfundet, som vil bevæge os væk fra at anvende fossile kilder til produktion. Men indtil anvendelsen af de fossile kilder er væk, vil det altid være bedre at bruge træ, også selvom det bliver brændt.
De tre tier-niveauer
Tier-niveau udtrykker, hvor nøjagtig en emissionsopgørelse er. Der er tre niveauer, og lande skal anvende så højt et tier-niveau som muligt.
1. Den simpleste metode, som anvender generelle aktivitetsdata og en standard
2. Mere avanceret metode, som gør brug af flere nationale data
3. Mest avancerede metode, hvor der fx kan indgå modellering af emissionerne
Ved at substituere materialer i andre sektorer af emissionsopgørelsen med træ får sektorerne glæde af, at udledningen finder sted i LULUCF-sektoren, hvor træer er høstet, og ikke i den sektor, hvor træet anvendes. På den måde er træet neutralt og attraktivt at anvende for de øvrige sektorer, mens den klimamæssige effekt afregnes i skoven, når træet og dermed kulstoffet fjernes fra arealet.
Nogle argumenterer for, at emissionsopgørelsen derfor ikke beskriver den reelle klimaeffekt af forskellige aktiviteter i de andre sektorer, når træets udledning afregnes i LULUCF-sektoren ved høsten. Men hvis CO2-udledningen skulle følge træet, forsvinder mange af argumenterne for at anvende træet i alle de andre sektorer, og så devalueres træ som produkt. Skoven kan bære, at udledningen regnskabsføres i LULUCF-sektoren, da den generelle forvaltning er bæredygtig, og vi dermed alligevel ser en nettotilvækst – og i øvrigt altid har gjort det på nationalt plan.
Fremskrivning af skovenes bidrag
Som led i Danmarks klimaregnskab udgiver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet hvert år den såkaldte klimafremskrivning, der opgør Danmarks samlede udledninger og reduktionsvejen mod klimamålene i 2025 og 2030. Og her er skovene for nyligt kommet i rampelyset med den nyeste fremskrivning for de danske skove i 2024. Her er der på baggrund af en ny fremskrivningsmetode kommet nye tal for skovenes samlede bidrag. Den nye skovfremskrivning viser, at skovene kommer til at levere væsentligt højere optag end tidligere antaget. Det er særligt i de vigtige punktår (klimamålsår)
2025 og 2030, at ændringerne har stor betydning: I 2025 forventes skovene nu at optage 2,3 mio. ton CO2e og i 2030 1,7 mio. ton CO2e, mens hugsten samtidig forventes at ligge på et fortsat højt niveau. Den nye fremskrivning viser også, at skovene forventes at have et højt optag efter 2035 og frem.
Det store nettooptag i de danske skove medfører, at reduktionsmålet i 2025 forventes at blive indfriet, og at der ‘kun’ udestår en reduktionsmanko på 1,5 mio. ton CO2e i 2030. En ny opgørelse var også det, der tidligere på året var grunden til, at de danske lavbundsarealer forventes at udlede mindre en hidtidigt antaget, hvilket også påvirkede klimaregnskabet og vejen til klimamålene i en positiv retning.
Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der er regnskabsmæssige usikkerheder forbundet med de naturlige optag og udledninger. Selvom den kun vurderes at være 1 procent, svarer det til 1,5 mio. ton CO2e, som i opgørelsen kan gå i begge retninger. Af samme grund er det god regnskabspraksis i LULUCF-sektorens opgørelser, at beregningerne hyppigt genbesøges og udvikles, som det nu er sket med den nye metode, så resultatet kan blive så præcist som muligt. Det er derfor næppe sidste gang, at vi ser korrektioner i sektoren.
