Min gamle ven skovfogeden boede i en tjenestebolig i udkanten af skoven, der var berømt for sin naturskov med knortede, ældgamle løvtræer og husede en af Danmarks tætteste bestande af småfugle med hang til sprækker og huller, råd og svamp. Skovfogeden havde en passion: Han fodrede fugle på flere foderbræt og i foderautomater – og med fedt flæsk på menuen, hvis der ellers var levnet. Hver eneste morgen året rundt og uanset vejr og vind. Og jeg parkerede i min bil klos op ad Restaurant Skovbrynet, hvor jeg med nedrullet siderude kunne følge de spisende gæster.
Øverst oppe i trækronerne kunne man høre kernebiderne, der med skarpe pift gav sig til kende. De var altid skeptiske og skulle lige se situationen an, inden de kom ned på foderbrættet. Så landede de og knækkede solsikkekerner med deres nøddeknækker af et næb, der er i stand til at åbne en kirsebærsten eller en hasselnød, hvis det skulle komme dertil. Det var fantastisk at studere kernebiderens afdæmpede, men alligevel prangende design holdt i nordiske farvetoner.
Også dompappen var en æstetisk nydelse, dog i en ganske anden ende af farveskalaen: Knaldrød som en klovnenæse lyste hannen op, når han ankom med et stille fløjt. Han var tillidsfuld og en kende gumpetung. Jeg så det ikke selv, men skovfogeden fortalte, at det næsten altid var dompappen, som spurvehøgen satte kløerne i, fordi den er så buttet og langsom.
Også den store flagspætte kom for at æde. Først på dagen var den lige så skeptisk som kernebideren, men den vænnede sig hurtigt til, at mennesker befandt sig i dens privatsfære, og så forsvandt skyheden. Og hvis der var flæsk på menuen, valgte den altid de rigelige kalorier.
I de sæsoner, hvor jeg havde fornøjelsen af at opleve skovens småfugle på nært hold, så jeg knap 30 forskellige arter på foderbrættet. Mejserne var der altid, vakse og væk på et splitsekund, hvis der blev varslet om fare. Musvitter, blåmejser og sumpmejser var undertiden så talrige, at de skabte myldretrafik omkring mejsekuglerne.
Spætmejsen var et kapitel for sig. Med ansigtsmaske og altid på vagt ankom den, som om den havde dårlig samvittighed over et eller andet. Lynhurtigt ind på foderbrættet efter et solsikkefrø og så ellers tilbage i træet for at fortære. Imens kunne rødhalsen sidde og synge fra det mørke krat, hvis der var inspirerende plusgrader.
Der var fugle på foderet året rundt, men naturligt nok var der flest i de mørke måneder, hvor føden er knap, og de lyse timer er få. I kuldeperioder væltede det ind med finker i flok, kvækerfinker og grønirisker især. I sæsoner med mangel på bog var der særligt mange kvækerfinker, altid som levende tæpper i skovbunden.
Droslerne var der naturligvis også, særligt hvis der vankede æbler, og solsorten var en bølle, der gennede med de små. Men den skarpeste og mest skeptiske af alle var skovskaden. Den lod alle de andre om at æde først, mens den i mellemtiden forsøgte at gennemskue, om der var fri bane og ingen fare. Så kom den og gennede med de andre, inden den forsynede sig og forsvandt igen med et hæst skrig.
Der var såmænd også sidegevinster i skovbrynet. Næsten hver dag kom der egern på foderbrætterne, og de gik fint i spænd med småfuglene. Og det kunne ske, at rødmusen kiggede forsigtigt frem fra den gamle trærod og åd af det foder, der faldt til jorden fra skovfogedens foderplads, som sikkert ville få tre Michelin-stjerner, hvis fuglene altså kunne give karakterer.
