Højt spredningspotentiale og stor på- virkning af hjemmehørende arter og økosystemfunktioner. Det er nogle af de faktorer, der betyder, at sitkagran nu bliver kategoriseret som invasiv art.
Statusskiftet sker i forbindelse med et projekt, hvor Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, på Aarhus Universitet for Miljøstyrelsen gennemfører en vurdering af alle ikke-hjemmehørende arter i Danmark i forhold til, om de optræder invasivt. Vurderingen blev første gang udført i 2015, hvor Københavns Universitet sammen med COWI stod for arbejdet, og idéen er, at det skal foregå med jævne mellemrum, fordi arterne kan ændre forekomst, og nye kan komme til.
Arterne bliver vurderet på seks forskellige parametre. De første fire handler om arternes forekomst og de rent biologiske evner og stemmer overens med de parametre, der bruges i international sammenhæng til at kigge på potentielt invasive arter. De fire parametre er spredningspotentiale, levestedets bevarings- og naturværdi, påvirkning af hjemmehørende arter og påvirkning af økosystemfunktioner. De sidste to parametre bliver ikke altid brugt internationalt, men bliver også brugt i EU-sammenhæng og handler om økonomi- ske effekter og helbredseffekter.
For hver parameter får arten en score fra 0 til 3. I forhold til parameteren spredningspotentiale betyder 0, at arten ikke er i stand til at formere og sprede sig under danske forhold, mens scoren 3 kræver, at en art kan sprede sig både lokalt og på over lange distancer og gør det hyppigt.
Kriterierne for, hvornår en art betragtes som invasiv, er, at arten ikke må score 0 på spredningspotentialet, og desuden skal arten have en samlet sumscore på ≥3 for henholdsvis spredningspotentiale plus levestedets bevarings- og naturværdi samt for påvirkning på hjemmehørende arter plus påvirkning på økosystemfunktioner.
Fakta om sitkagran
Sitkagran (Picea sitchensis) er et højt nåle- træ, der let kendes fra andre arter, fordi de 2-3 centimeter lange meget stikkende nåle er flade. Den er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, hvor den er udbredt langs hele Stillehavskysten fra Alaska til Californien. Den er opkaldt efter øen Sitka, der ligger i den sydlige del af Alaskas kyst.
Sitkagran blev indført til Danmark omkring 1850 og er siden blevet plantet i stor udstrækning især i nord- og vestjyske klitplantager, i kystnære skove og på stærkt vindeksponerede lokaliteter. I dag er den spredt som forvildet og forekommer almindeligt i Jylland og ret almindeligt i de sydlige og vestlige dele af øerne og Bornholm. Sitkagran er efter rødgran den mest almindelige nåletræart i Danmark, og den findes på omkring 34.000 ha, hvilket svarer til knap 7 procent af det samlede skovareal.
I Nordamerika kan sitkagran blive op til 90 meter høj med en stammediameter mellem 2,5 og 5 meter. I Danmark er den noget mindre: op til 40 meter høj med en stammediameter på omkring 1 meter – og det er kun få træer, der opnår det. Kronen på fritstående træer er bredt kegleformet og ender i en lang spids top. Grenene sidder i kranse op langs stammen, og barken er grålig med tynde runde flager.
Og her lyder den nye vurdering, at sitkagran scorer 3 på alle de biologiske parametre. Det for- tæller Beate Strandberg, der er seniorforsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og står i spidsen for arbejdet med den nye vurdering af invasive arter.
“Sitkagran er tidligere ikke blevet vurderet invasiv, fordi den førhen har scoret lavere på flere af parametrene. Årsagen til, at den ændrer status til invasiv nu, er, at der lå meget begrænset viden til grund for den tidligere vurdering. Eksperter har været inde at finde rigtige mange studier, som har gjort, at man nu har foretaget en revurdering. Vi har fx rigtig mange data omkring påvirkningen på hjemmehørende arter og økosystemer, som ligger til grund for vurderingen,” siger Beate Strandberg om den nye vurdering.
Sådan vurderes sitkagran
Spredningspotentialet for sitkagran er vurderet, som det også var i 2015, men levestedets natur- værdi er vurderet en smule høje, og påvirkning på hjemmehørende arter og økosystemer er vurde- ret højere, forklarer Beate Strandberg.
“Sitkagran en er en af de relativt få arter, der faktisk har scoret højere denne gang. En del skyl- des, at arten spreder sig fra dyrkningsområderne til naturområder. Nu har vi viden fra NOVANA- overvågningen, og vi ved, at den forekommer i vores beskyttelseskrævende områder, både i § 3-områder og Natura 2000-habitater, og studier viser, at den har effekt på en lang række organismer i de områder,” siger hun.
Levestedets bevarings- og naturværdi er vurderet til høj, netop fordi arten forekommer i beskyttede naturtyper som fx kystheder, heder, høj- moser, hængesæk samt bøge-, ege- og skovbevokset tørvemoser. Spredningspotentialet er højt, fordi arten har små frø, en kort juvenil periode og korte intervaller mellem år med stor frøsætning.
Sitkagrans påvirkningen af hjemmehørende arter varierer for forskellige organismegrupper. Undersøgelser viser en generelt negativ effekt på karplanter, epifytiske lichener og mosser, mens effekten på insekter, fugle og jordfauna kan være både negativ og positiv og overvejende er positive for pattedyr og svampe. Sitkagran reducerer blandt andet diversitet og biomassen af insekter i skovvandløb, fortæller Beate Strandberg:
“Noget af det, der er meget evidens for også fra danske undersøgelser, er, at hvis vandløb går igennem en sitkagranbevoksning, bliver pH-værdien i vandet stærkt sur, og der optræder giftige aluminiumsforbindelser. Det gør, at mange af de organismer, der normalt lever i skovvandløbene, ikke kan leve der længere,” forklarer hun.
Vandløb kan på den måde ændre pH fra neutral ved udspring til 3,7, som er stærkt sur, og med en koncentration af organiske humussyrer, der er dobbelt så høj som i hedeområder. Den reducerede insektbiomasse kan have kaskadeeffekt fx på insektspisende fugle, og der er fx allerede fundet færre vandstær langs forsurede skovvandløb.
Den markante stigning i mængden af forsurende stoffer i skovvandløbende har bidraget til vurderingen af, at sitkagran har stor påvirkning på økosystemfunktioner, og arten virker også forsurende på jordbunden. Desuden har sitkagran spredt sig til tørverige jorde fx højmoser, hvor den bidrager til dræning af højmosen gennem øget fordampning og iltning af det organiske lag, og derved nedbrydes tørven.
Parametrene økonomiske effekter og helbreds- effekter er begge vurderet til scoren 1. Det skyldes i høj grad, at der ikke er viden om sådanne effekter, forklarer Beate strandberg.
“Det, vi generelt har mindst viden om, er øko- nomiske effekter af en given art, det er kun for ganske få arter, at vi har konkret viden om det. For en art, der forekommer forholdsvist hyppigt, som sitka gør, fordi den har spredt sig, vil man være tilbøjelig til at score den lavt, hvis man ikke har nogen viden om negativ økonomisk påvirkning. Men det bliver ikke et 0, fordi vi omvendt ikke kan være helt sikre på, at der slet ingen negative effekter er. Vi benytter derfor forsigtighedsprincippet og scorer siktagran til lav negativ økonomisk risiko,” siger hun.
De økonomiske effekter dækker fx over omkostninger ved bekæmpelse og i forbindelse med påvirkning af infrastruktur, hvis en plantes rodsystem fx ødelægger fundamenter og veje. Det vil sige, at gavnlige effekter ikke er regnet ind, forklarer Beate Strandberg.
“Det, vi foretager, er en risikovurdering, og det vil sige, at det er potentialet for negative effekter, vi kigger på. Sitkagran er en vigtig produktionsart i skovbruget, men selvom en art har en stor betydning for erhvervet, er det er ikke den værdi, der bliver lagt til grund for vurderingen. Det er kun de negative effekter, som arten i sig selv kan skabe,” siger hun.
Mulige konsekvenser
Vurderingen af, om en art optræder invasivt, ligger til grund for en eventuel regulering. Det kan ske på to forskellige måder: på EU-niveau eller på nationalt plan. Hvis en art kommer på EU’s liste over invasive arter, kommer der restriktioner, hvor man ikke længere må handle eller dyrke arten i hele unionen. EU’s liste tæller i dag 66 arter.
Den anden er Danmarks nationale liste over invasive arter, som i dag omfatter 14 arter, der er reguleret. I Danmark er der fx en regulering af rynket rose, som ikke er på EU-listen, hvilket betyder, at man ikke længere må indføre, handle, ud- veksle og plante rynket rose.
Derudover er der også en dansk liste over alle ikke-hjemmehørende arter, der tæller i alt ca. 2500 arter. Top-100 af dem er vurderet invasive, men er ikke reguleret som de 14 arter på den nationale liste. Med den nye vurdering af siktagran er arten i første omgang rykket højere op på listen over ikke-hjemmehørende arter, men umiddelbart mener Beate Strandberg ikke, at sitkagrans nye status som invasiv art får konsekvenser for forvaltningen af arten:
“Men det er en status, hvor vi siger ’hov – skulle vi måske plante noget andet, for den her art ser ud til at sprede sig til naturen og have en ret negativ effekt på de andre arter og de proces- ser, der er i økosystemerne’,” siger hun.
“Jeg tænker, at ingen er interesseret i at bidrage til den negative påvirkning, men man kan komme til det, fordi man ikke har den nødvendige viden, så derfor kan arbejdet her bidrage til, at vi kan tænke os bedre om i forhold til, hvor vi planter sitkagran, og fx plante på arealer uden afstrømning eller vandløb og derved forhindre negative effekter,” siger Beate Strandberg.
Konsensus skabt på konference
Arbejdet med at vurderet de ikke-hjemmehørende arter begyndte i sommeren 2021. Her gik Aarhus-forskerne i gang med det forberedende arbejde til en såkaldt konsensuskonference i slutningen af året. I det forberedende arbejde reviderede forskerne den guide, som arterne bliver vurderet ud fra, og det betød blandt andet, at der blev tilføjet et 0 til skalaen, der tidligere gik fra 1 til 3.
Derefter blev der nedsat ekspertgrupper for 12 forskellige organismegrupper, og forud for konferencen gennemførte eksperterne en scoring af arterne i organismegruppen ud fra guidelinen. Scoringen blev inden konferencen sendt til de ca. 40 deltagende forskere, der arbejder med de forskel- lige artsgrupper, og så var opgaven på konferencen at gennemgå hver af arterne og forsøge at opnå konsensus omkring vurderingen af dem i forhold til, om de optræder invasivt.
“Vi præsenterede resultaterne og foretog en konsensus for alle arterne – og det var rigtig mange arter! Vi var igennem omkring 1200, hvor deltagerne ved hver af dem skulle tilkendegive, om de var enige i vurderingen for den pågældende art,” fortæller Beate Strandberg.
Udfaldet var, at der ikke var konsensus omkring vurderingen af 22 af arterne. Dem arbejdede ekspertgrupperne videre med efterfølgende ud fra de indkomne kommentarer for at se, om der var behov for en revurdering. Det har ført til, at der nu ligger en vurdering for alle arterne. Herefter skal der udarbejdes såkaldte fakta-ark for alle arter, der er vurderet invasive. Som noget nyt kommer fakta-arkene også til at indeholde en vurdering af kvaliteten af de data, der ligger til grund for vurderingen.
“Det er vigtigt at vide, om vurderingen, som eksperterne har foretaget, er baseret udelukkende på kvalitative eller beskrivende informationer, eller om den bygger på empiriske studier. Det gør det dels muligt at se, hvor er der behov for mere viden om arterne, og dels bliver det synligt, om vurderingen er en rigtig ekspertvurdering, eller om der ligger empiriske data til grund, og det er vigtigt, når man skal sige noget om en art,” siger Beate Strandberg.
AU-forskerne er ved at lægge sidste hånd på arbejdet, der forventes at blive færdiggjort i løbet af sommeren. Herefter vil arbejdet i form af fakta-ark for hver af arterne sammen med den bagvedliggende guideline blive tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside.
