Nåleskoven og den visne græsflade er knasende tør efter uger med kølige forårsvinde fra nordøst. Scenen er sat for ilden. Et pift med en cocktail af brændbare væsker og et tryk på ildtænderen, så er de første sultne flammer klar til at gå til angreb på unge sitkagraner i naturplejens tjeneste. I løbet af få sekunder er en beskeden ild vokset til et fortærende flammehav, der knitrende arbejder sig frem gennem sitkagraner og visne græsser, mens det efterlader sig striber af sortsveden jord.
TOFTE SKOV
Tofte Skov er blandt de største sammenhængende naturskove i Danmark. Skovområdet på omkring 700 ha er en del af et cirka 4000 ha stort område med højmose, sletter, klitter, vandhuller og søer. Skoven huser en bestand på cirka 400 krondyr, 150 vildsvin og knap en snes visenter, europæiske bisoner. Området er varieret med græsarealer, der veksler med gamle skove af eg, bøg, birk, el og småbladet lind.
Skovens ellesumpe og våde partier er enestående i dansk natur. Havørn og kongeørn yngler i Tofte Skov, der huser nogle af de tætteste bestande af hulrugende fugle som spætter, rødstjerte, fluesnappere og mejser. Der er fundet flere end 600 arter af svampe i Tofte Skov, hvis insektfauna hører til de rigeste i den danske skovnatur. Tofte Skov udgør den sydøstligste del af Lille Vildmose, der er det største fredede landområde i Danmark.
Vi er i den fredede Tofte Skov i Østhimmerland, der er en af Danmarks mest artsrige naturskove, som er kendt for sine bestande af krondyr, vildsvin og visenter og europæiske bisoner og berømt for sin rige insektfauna.
Men områdets mangfoldighed af hjemmehørende arter er udfordret af nordamerikanske sitkagraner og dominerende græsarter som bjergrørhvene og blåtop, der skygger for lyset for en de mere sarte vækster, der vokser lavt i terrænet.
”Sitkaen blev i begyndelsen af 1930’erne indført til Danmark fra Nordamerika. Træet er robust og vokser hurtigt, så sitkaen blev hurtigt en del af skovbilledet mange steder i det danske skovbrug. Også i Tofte Skov, der er Danmarks største dyrehave med vildsvin, krondyr og senest europæiske bisoner, blev den plantet og kom til at præge naturen,” fortæller biolog Anders Horsten fra Mariager Fjord Kommune, der er plejemyndighed for Tofte Skov, som er ejet af Aage V. Jensen Naturfond.
Udfordringen er, at sitkagran er en art, der spreder sig utrolig nemt og let kan få overtaget i et område, hvor formålet er en mangfoldig natur med hjemmehørende arter.
”Men i et fredet område som Tofte Skov i Lille Vildmose truer de indførte nåletræer rigdommen af oprindelig natur, fordi sitkaerne breder sig på græssletter og mod de højmoseflader, som er enestående i Nordvesteuropa. Den erobrer så at sige terrænet fra arter, som hører naturligt hjemme i Danmark, og som ofte er truet. Derfor bekæmper vi dem ved hjælp af ild,” siger Anders Horsten.
Ny vækst fra frøpulje i jorden
Naturfonden har finansieret et fem år langt forskningsprojekt i regi af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Københavns Universitet, hvor ilden er plejeredskab i skov og landskab. Erfaringerne fra afbrændingerne i Tofte Skov vil indgå i den formidling af resultaterne, der vil blive præsenteret på et seminar i 2023.
Som et led i den overordnede plan for den fredede naturskov i Tofte vil alle områdets 215 ha med sitkagraner blive fjernet fra skoven i løbet af den næste halve snes år. Størsteparten af de større partier med sitkagraner er allerede ryddet i området. Men så længe der er fertile træer i omgivelserne, vil nye frø blive spredt. Det er denne spontane selvforyngelse, som kontrollerede afbrændinger skal sætte en stopper for.
FAKTA OM PROJEKTET
Et fem år langt forskningsprojekt i regi af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Københavns Universitet og finansieret af Naturfinden undersøger ilden som plejeredskab i skov og landskab.
Afbrændinger af græsflader og partier med yngre selvsåede sitkagraner er sket i flere omgange i Tofte Skov i Lille Vildmose. Derudover er der gennemført fladeafbrænding i Den Danske Naturfonds arealer i Bøtø Plantage på Falster. Også Fugleværnsfondens arealer i Saksfjed Inddæmning nær Hyllekrog på Lolland har lagt areal til flammer i naturplejens tjeneste. Desuden er Tisvilde Hegn i Nordsjælland med i forskningsprojektet.
Og måske vil skove og træer i Højris Mølle i Himmerland, Rungstedlund i Nordsjælland, Allindelille Fredskov på Midtsjælland og ved Stubbe Sø på Djursland blive hjemsteder for forskningen i ild som værktøj til effektiv naturpleje. I 2023 vil der blive holdt et resultatseminar og udarbejdet en sammenfatning af resultaterne i forskningsprojektet.
Bekæmpelsen af en art som sitkagranen er arbejdskrævende, hvis den skal ske manuelt. Og det er nødvendigt at bruge håndkraft og hårde maskinelle metoder, da hjortevildtet ikke vil æde af sitkaen, fordi dens nåle er meget stikkende. Dyrene er derfor ikke med til at holde sitkaen i ave. Ild er måske den joker, der på langt sigt kan tage stikket hjem i kampen.
Mennesket har styret ilden
I store naturlige skovsystemer i blandt andet Nordamerika, Nordskandinavien, Australien og Sydeuropa spiller skovbrande en naturlig rolle i forhold til at skabe dynamik og variation i naturen til fordel for et væld af dyre- og plantearter. Ofte begynder naturbrandene på grund af lynnedslag.
I den danske natur har mennesket i reglen altid haft en finger med i spillet, når naturen gennem tiden er gået op i røg, fortæller seniorrådgiver hos GEUS Peter Friis Møller, der er projektleder i det fem år lange forskningsprojekt af ildens muligheder i naturplejen.
”Langt de fleste brande i den danske natur siden slutningen af den seneste istid skyldes mennesker. Formentlig er der kun opstået få naturlige lynantændte brande i Danmark. En større brand i plantagen Klosterheden i Nordvestjylland i 1968 menes dog antændt af et lyn. Afbrændinger har dog altid været et vigtigt redskab i den menneskelige udnyttelse og påvirkning af naturen i Danmark. Den var central i bondekulturens svedjebrug, skovrydninger og opdyrkninger. Og den var afgørende for opretholdelsen af lyngheder og hedeområder med bærbuske”, siger han.
”Sandsynligvis har ilden også før år 1800 været brugt til at forynge og fremme urtevæksten i de danske skove for at optimere jagten på pattedyr og give bedre græsning til husdyr og høslæt. I de senere årtier er afbrændinger blevet brugt til pleje af de sidste danske heder. Men ilden kan bruges mange flere steder i målrettede projekter, der kan sikre bevaringsværdige naturtyper og give truede arter bedre levevilkår,” siger Peter Friis Møller.
Vejr og vind bestemmer farten
Afbrændinger i sårbare naturområder kan være besværlige, fordi vejr og vind og nedbør skal trække i samme gunstige retning, før der kan tændes op.
De lokale brandmyndigheder skal bogstaveligt talt stå på sidelinjen og give grønt lys til afbrændingerne, der ikke må løbe løbsk. Tørt vejr og hård vind kan få en skovbrand ud af kontrol.
Afbrændingerne skal desuden ske uden for fuglenes og dyrenes yngletid, så der ikke sker skader på faunaen.
”Vi laver brandforsøgene i udvalgte områder, hvorefter en række forskere med forskellige specialer undersøger effekterne af brandene. Jordbunden bliver undersøgt før og efter ilden, og udviklingen i floraen bliver fulgt nøje. Vi ser også på, hvordan flammerne virker på forskellige træarter sammenlignet med maskinelle metoder som økse og sav i naturplejen”, siger Peter Friis Møller.
Mariager Fjord Kommune har allerede gode erfaringer med ilden som en allieret i sin pleje af naturen:
”I foråret 2013 brændte vi et græsareal i udkanten af Lille Vildmose, og allerede den efterfølgende sommer kunne vi se, at floraen kvitterede. Der kom tue-kæruld i større stil og den sjældne klokke-ensian blomstrede”, siger Anders Horsten.
