For første gang i 13 år er hasselmusen igen dukket op i Jylland.
For nyligt fik en skovgæst nemlig held til at fotografere det sjældne pattedyr i Draved Skov ved Løgumkloster i Sønderjylland.
Det skriver Miljøstyrelsen, der understreger, at arten også er et særsyn i resten af landet.
Skovejere kan fremme udbredelse
Hasselmusen er den eneste art i familien af syvsovere i Danmark, den er angivet som truet på den danske rødliste – og så er den strengt beskyttet af EU’s habitatdirektiv, hvor den er listet på bilag IV. Det betyder blandt andet, at der er forbud mod at forstyrre eller ødelægge artens yngle- og rasteområde, ligesom det naturligt nok også er forbudt at indsamle og slå hasselmus ihjel.
Men en ting er at skade hasselmusens udbredelse – noget andet er at hjælpe den på vej ved at skabe flere levesteder. Det kan skovejere bidrage til gennem det, Miljøstyrelsen kalder hasselmusvenlig skovdrift. Kernen i denne driftsform er at sikre kontinuerlige lysbrønde, foryngelser og tyndinger, så urter og buske kan gro i skovbunden, hvor hasselmusen trives ved at klatre rundt fra gren til gren og spise knopper, nødder, blomster og bær.
Udvider overvågning
Efter det nylige fund af hasselmusen, vil Miljøstyrelsen nu forsøge at gøre den årvågne skovgæst kunsten efter.
Arten indgår i forvejen i styrelsens naturovervågning gennem det såkaldte NOVANA-program, men fra 2025 udvides programmet til også at omfatte Draved Skov, hvor den truede art blev spottet.
Hasselmusen er beskyttet efter følgende love og direktiver:
– Habitatdirektivets bilag IV
– Naturbeskyttelsesloven
– Artsfredningsbekendtgørelsen
– Jagt- og vildtforvaltningsloven
Kilde: Miljøstyrelsen
Skovbryn og ledelinjer i landskabet med en bredde på mindst 25 meter er også gavnligt for den sjældne syvsover, fordi de brede korridorer både skaber levesteder og mulighed for, at arten kan sprede sig.
Har du en stærk formodning om, at hasselmusen allerede findes i dit område, er kan det også forbedre artens vilkår at at sætte særlige redekasser op, hvis der mangler naturlige redepladser til arten.
Det er også muligt at søge om tilskud til at fremme artens vilkår gennem Naturstyrelsens pulje Plant for hasselmusen.
Bro til 18 millioner
Det er dog ikke kun private skovejere, der gør noget for hasselmusen. Også staten har gjort sit for at beskytte arten.
Det skete blandt andet i 2008, da Vejdirektoratet byggede en bro som faunapassage for den truede syvsover i forbindelse med anlæggelse af Svendborgmotorvejen.
Sagen fik en del medieomtale. Blandt andet skrev TV2 i 2021, at der skulle gå 13 år, før det kunne dokumenteres, at hasselmusen faktisk bruger den specialbyggede bro, der havde kostet direktoratet 18 mio. kr. at opføre.