”Vi befinder os midt i en planetarisk krise”.
Sådan lyder den første linje i Skovbogen, som behandler spørgsmålene hvorfor, hvor og hvordan forfatterne mener, vi skal plante nye skove i Danmark.
Den indledende linje følges op af et ikke kun velskrevet, men også effektfuldt første kapitel, hvor forfatterne – med skoven som omdrejningspunkt – sætter læserne eftertrykkeligt ind i, hvordan det egentlig står til på vores planet.
Klima- og biodiversitetskrisen bliver faktuelt præsenteret og krydret med relevante eksempler, så man som læser faktisk bliver i helt dårligt humør. Ikke fordi kapitlet er dårlig skrevet, men fordi indholdet sagligt udpensler, at vi virkelig står midt i noget rod. Og selvom det ikke er ny viden, så er det virkelig stærk læsning.
Uagtet om man er enig i resten af bogens indhold, står dét kapitel ikke til diskussion, og det er i sig selv hele bogen værd. Min opfordring til alle skovforvaltere og skovejere er derfor at læse, forstå og omsætte Skovbogens første kapitel til praksis.
Vi skal gøre noget!
Dét at gøre noget er i det hele taget omdrejningspunktet i mit professionelle virke som skovforvalter. Og bogens indledning bekræfter min lyst til at gøre en positiv indsats for at afhjælpe de planetære kriser.
Udover en grundig indføring i skovrejsningens ABC med vækstvilkår, træartsvalg, lovgivning og hele den historiske gennemgang mv., er det også dét at gøre noget, der er omdrejningspunktet for resten af Skovbogen: Hvor og hvordan vi skal plante nye skove for at bidrage mest muligt til at løse de planetære kriser, vi står overfor.
Og hvad er det så, vi skal gøre?
Lidt forenklet sidder jeg tilbage med indtryk af, at forfatternes hjerte banker for skovrejsning med fokus på ekstensiv, naturnær skovdrift med et højt stående lager i hjemmehørende træarter og tilstrækkelig høj prioritering af biodiversitet som den eneste rigtige løsning. Et hjerte, der forherliger ekstensiv over intensiv samt lager i løvtræ over substitution i nåletræ.
Hvor det første kapitel ikke var til diskussion, vil jeg umiddelbart tro, at spillerummet for uenighed her begynder at udvide sig for kongerigets skovforvaltere.
Det er en debat, som forfatterne i øvrigt også selv lægger op til i forordet, hvor de fremhæver, at de har deres personlige ståsted i debatten – cadeau for det trods alt.
Ensidigt fokus
Når det er sagt, opridser bogen undervejs de forskellige perspektiver i debatten – fx vægtning af lager vs. substitution som værktøj i forhold til klimakrisen. Men forfatterne udfolder langt hovedparten af bogen med udgangspunkt i deres eget ståsted. Og jeg synes, det er en skam, at fordelingen af spaltepladsen bliver så skæv. Specielt når nu bogen har den generelle titel ”Skovbogen”, samt at den i skrivende stund står ret alene på boghylden, hvor den ikke suppleres af andre lignede værker, der foregiver at afdække ’det generelle’, til at give modvægt. ”Klimaskoven” af Esben Møller Madsen m.fl. og ”Forvaltning af biodiversitet i dyrket skov” af Jacob Heilmann-Clausen m.fl. ér på boghylden – men de er begge tydeligt varedeklareret som partsindlæg. Derfor synes jeg, at Skovbogens titel og enevælde – samt situationens alvor med de planetære kriser – forpligter til noget andet og mere dækkende. Retfærdigvis skal det siges, at kapitlernes afsluttende anbefalinger er mere nuancerede og repræsenterer et bredere snit end forfatternes eget ståsted med den naturnære tilgang.
Men måske er det mit eget ståsted, der afføder ovenstående kritik?
Måske, men umiddelbart nej. For skulle jeg vælge én vej at gå med min fremtidige skovforvaltning, ville den være meget lig forfatternes prioritering af naturnær skovdrift inklusive fokus på biodiversitet (om end jeg ville drive skoven mere intensivt og med et større vægt på substitution fremfor lager). Jeg er altså ikke modstander af bogens retning og den bæredygtige, naturnære profil, der favner mange af skovens formål på en robust måde.
Min konstruktive kritik imod den naturnære tilgang i forhold til egenhændigt at tjene de fremtidige behov er bl.a., at det er svært at ændre driften, når systemet har nået sit klimaksstadie. Her bidrager eksempelvis afdriftssystemet med en meget større fleksibilitet, fordi der løbende er mulighed for at starte på en frisk, justere, tilpasse og ændre kurs.
Og det er en form for tilpasningsdygtighed, som vi måske får brug for. For hvem ved, hvad vi skal bruge vores skovarealer til om 30, 100 og 200 år? Her snakker vi jo tidsperspektiver, der leder tankerne tilbage til fortællingen om flådeegene. Et fremtidigt bidrag fra skovforvaltningen kunne fx være ultrakorte omdrifter af hurtigtvoksende, opkvistede popler, som efterfølgende varmebehandles og derved opnår høj stabilitet. Eller måske bliver det formålstjenligt med nye og ekstremt hårde tyndingsstrategier, hvor man på kort sigt kan opnå de ønskede dimensioner for derved at udnytte, at industriens mest anvendte kvalitetskrav (styrkeklasse C18) tillader en årringsbredde på op til 8 mm – i stedet for at anvende drifts- og hugst-strategier, der har fokus på lager og maksimal levetid med smalle årringe til følge.
Deler ud af viden
Uenig eller ej – for det er ikke det, der umiddelbart er det vigtigste for mig i denne anmeldelse – er bogen et gedigent og videnstungt værk!
For en anden af bogens italesatte funktioner er nemlig at dele faglig viden, så vi som skovforvaltere hver især kan træffe de rigtige valg. Og Skovbogen er propfyldt med faktuel viden om næsten samtlige relevante aspekter, der vedrører skovrejsning. Desuden er der undervejs mange små eksempler. Fx at 15-20 procent af klodens CO2-udledning kan relateres til skovrydning og -afbrænding. At skovbryn udgør ca. 25 procent af de bevoksede arealer. At indvandringshastigheden for de fleste skovplanter er ca. 2,5 meter pr. år. Alle disse små nuancer kan jeg samle op og bruge til at forme og udvikle den matrix, der giver mig mit ståsted for, hvad jeg kan gøre på de arealer, som jeg forvalter.
Ligeledes giver litteraturlisten – der for læsevenlighedens skyld er placeret i slutning af hvert kapitel – ikke kun en imponerende pondus til bogen. Den er også et overflødighedshorn af spændende værker, som man kan fordybe sige yderligere i.
Jagt og ressourcer underbelyst
Med mine øjne som skovforvalter er der et par vigtige aspekter, som Skovbogen ikke berører, og som jeg godt kan savne.
Jagt nævnes i bogstavelig forstand nærmest kun med to ord, selvom om den fylder meget i en stor del af landets skove og skovrejsninger. Så det kunne også sagtens have fået større plads i bogen.
I relation til bogens temaer kan nævnes:
Jagten kan motivere til skovrejsning, og jagtindtægterne kan have enorm betydning. Samtidig er jagten et centralt værktøj i forvaltningen af stort hjortevildt, som igen kan have direkte indflydelse på skovforvaltningen og dermed også på eksempelvis klimaeffekter (indsnævre træartsvalget, skrælleskaders negative påvirkning af substitutionseffekten mv.).
Når det er sagt, kan jeg også godt forstå, hvorfor ’den normale jagt’ ikke har fået plads i bogen. For sammenlignet med den scene, som bogen sætter i første kapitel, kan jagten, som er af lyst og ikke af nød, også for mig virke ligegyldig. Men netop i dét lys kunne en perspektivering af, at et ensidigt fokus på jagt kan fortrænge fokus fra de planetære kriser (!) have været på sin plads. For det er bestemt værd at tænke over, som jeg ser det.
Et andet element, som bogen mangler at uddybe, er, at vi kommer til at mangle træ og plads i fremtiden. For mens klima- og biodiversitetskrisen (sammen med andre multifunktionelle gevinster) får mest opmærksomhed i bogen, fylder ressourcekrisen mindre. Et større fokus på, at det træ, vi planter – eller selvforynger – bliver en mangelvare, gør i hvert fald, at jeg ofte vægter en intensiv over en ekstensiv skovforvaltning, samt at træproduktion (uafhængigt af substitutionsværdi) prioriteres højere, end det gør i bogen.
Et seriøst værk
I forhold til biodiversitet leder bogen i mine øjne debatten væk fra høj eller lav prioritering og over i retorikken tilstrækkelig prioritering. Skovbogen omtaler selvfølgelig også EU-målet om 30 procent beskyttet natur. Samlet set på en behagelig og nuanceret måde, som også indeholder den konklusion, at ’biodiversitet’ får betydning for næsten alt vores skov/skovrejsning.
Min viden rækker ikke til at udfordre, om eksempelvis de 30 procent er højt eller lavt sat. Men jeg ved, at jeg bakker op om tilstrækkeligt. Derfor er min opgave som skovforvalter at gøre noget for at fremme biodiversiteten, hvilket der er mange gode beskrivelser og nuancer af i bogen. Og for mig står biodiversiteten heldigvis ikke i stedet for at producere råtræ, men som en tilføjelse hertil.
Men er det måske også manglende viden hos mig, der gør sig gældende for min kritik af, at forfatternes ståsted skinner så meget igennem? Min personlige litteraturliste er i hvert fald betydeligt mindre prangende end bogens. Så måske jeg bare ikke ved bedre, og forfatternes ståsted ér den hellige gral. Hvem ved – læs bogen og vurder selv.
Jeg ved dog, at jeg – ligesom mange af jer – forvalter arealer og hver dag forsøger at gøre noget i praksis ude i virkeligheden. Vi er i en ekstremt afgørende tid for vores kommende generationers ve og vel. Måske ved jeg ikke nok. Men jeg skal gøre noget alligevel – for jeg forvalter skov. Og netop derfor er det vigtigt, at vi lytter, læser og sætter i perspektiv – så vi kan drøfte, diskutere og omsætte til praksis.”
Skovbogen har substans og er fyldt med viden og perspektiver via en personlig vinkling. Det er et gedigent værk. Et spændende bidrag til en betydningsfuld tid: den grønne omstilling. Tak til forfatterne for mange gode timer ved læselampen – og god læselyst til jer andre.
