Artiklen er oprindeligt bragt i Skoven nr. 5 2022
En skov repræsenterer ofte en nærmest uerstattelig værdi – både økonomisk, rekreativt og naturmæssigt. Heldigvis hører skovbrande til sjældenheder i Danmark, men med det skiftende klima er der udsigt til mere tørke og dermed større risiko for, at skovbrande kan opstå.
For at kunne vurdere risikoen for og forebygge, at naturen bryder i brand, har DMI i 2019 udarbejdet et nyt brandfareindeks, som ligger på brandfare.dk. Siden er drevet af Beredskabsstyrelsen og indeholder et zoombart Danmarkskort med farvede kategorier, der viser, hvor nemt en glød sætter fut i vegetationen i forskellige områder.
Indekset bygger på et canadisk system udviklet til skov, som DMI har tilføjet danske vejr- og prognosedata og justeret til at køre med en finere opløsning, så indekset bliver mere præcist for de enkelte lokale områder i Danmark. I den canadiske original var opløsningen 20 km, men i den nyeste danske version er den 2,75 km for første og anden dag i indekset og 9 km for de tre efterfølgende dage.
Brandfare.dk indeholder vigtig information for skovejere, mener Kent Ballhorn, som er seniorsergent ved Beredskabsstyrelsens tekniske skole, specialist i naturbrande og konsulent på brandfareindeks.
De findes både i det overordnede hovedindeks og i flere af de såkaldte underindeks. Han fremhæver særligt et underindeks:
”Som skovejer giver det mening at holde øje med parameteren FFMC, som vi kalder ”tørhed i vegetationen”. Det beskriver de helt fine brændstoffer, som findes i en skovbund, det vil sige grannåle, kogler, kviste og andet, som lynhurtigt tørrer ud og er stærkt brandbare,” siger Kent Ballhorn.
Som for de øvrige parametre har FFMC en skala med fem trin, der går fra lav (hvid) til høj (mørkerød), og er FFMC rød eller mørkerød, er der høj brandfare i skovbunden.
”Er der tændt bål eller grill i skoven, eller hvis man arbejder med værktøj, der kan springe gnister fra, er der en meget reel risiko for, at det kan antænde,” siger Kent Ballhorn.
Tørkeindeks er ikke lige så godt
Kent Ballhorn påpeger, at mange fortsat bruger DMI’s tørkeindeks til at vurdere brandrisikoen, men det reagerer slet ikke hurtigt nok, når det handler om skoven.
”Meget af det brandbare materiale, fx kviste og pinde på jordoverfladen, tørrer meget hurtigere ud efter et regnvejr end de jordlag, som tørkeindeks regner på. Derfor vil tørkeindeks undervurdere brandrisikoen, når det fx ikke har regnet i et par dage,” forklarer han.
Med højere brandfare anbefaler Kent Ballhorn, at man overvejer, hvorvidt det er en god ide fx at gennemføre en kontrolleret afbrænding for at komme af med barkbiller eller invasive græsser.
”Brandfareindeks gør det muligt at se, hvornår det er sikkert at brænde af. Så kan fx Naturstyrelsen vælge det helt rigtige tidspunkt og hele tiden holde styr på ilden.”
Ilden skal holdes nede
Men hvor hyppige er skovbrande overhovedet i Danmark? Det har Rikke Lykkebo Hald og Steen Nonnemann fra Beredskabsstyrelsens Center for Viden og Analyse kigget på for Skoven.
Antallet varierer fra år til år. Inden for de seneste fem år er 2017 bundskraberen med 236 brande i skove eller plantager, mens 2018 er topscorer med 458. Netop 2018 var året med den længste sammenhængende landsdækkende tørke i dansk vejrhistorie. Tørken varede fra midt i maj til midt i august og slog den tidligere rekord fra sommeren 1992.
Flere hundrede brande om året lyder voldsomt, men så er alle mindre brande i skovene også talt med, forklarer Rikke Lykkebo Hald.
”Ved brand i en skov behøver der ikke nødvendigvis være tale om en regulær skovbrand. Der kan også være tale om fx en brændende bil i skoven, affaldsafbrænding, ild ved en bålplads og så videre,” siger hun.
En stor del af de mange brande er altså ret uskyldige, men der er altid risiko for, at flammerne breder sig. Det skete fx i Baldersbak Plantage ved Billund i 2018, i plantagen ved Rabjerg i 2019 og i et skovområde ved Bodilsker Plantage på Bornholm i 2021.
| Årstal | Antal brande i skov/plantage |
| 2017 | 236 |
| 2018 | 458 |
| 2019 | 329 |
| 2020 | 310 |
| 2021 | 245 |
For at vurdere risikoen for større og mere alvorlige brande anbefaler Kent Ballhorn, at man som skovejer også holder øje med de to underindeks, der på brandfare.dk er benævnt DMC og DC. De beskriver graden af tørhed i henholdsvis de øvre og de dybere jordlag.
”Får man en brand som skovejer, og de to indeks ligger højt, er der risiko for, at ilden begynder at arbejde sig nedad i skovbunden. Det betyder dels, at slukningsarbejdet bliver sværere og mere langvarigt, og dels, at der er risiko for, at træernes rødder kan tage skade,” fortæller han.
Med højt DMC og DC er der også risiko for, at lynnedslag kan antænde små brande nede i jorden. De er umiddelbart usynlige, men kan blusse op senere. Og har de to indeks ligget højt længe, kan selv levende træer begynde at miste så meget vand, at en brand kan løbe op ad stammen, og selve træet bryder ud i lys lue – et fænomen, der ifølge Kent Ballhorn er sjældent i Danmark, men som er velkendt i udlandet.
”Brande i skov er nemme at håndtere, når de foregår på skovbunden, men sværere, når de begynder at løbe op ad stammerne. Derfor kan man i brugsskov overveje at brandsikre ved fx at fjerne mindre buske og tørre grene tæt på større træer, som kan lede ilden opad,” siger han.
Det er dog ikke alle træer, som er lige lette at antænde. Kent Ballhorn peger på gran, bjergfyr og andre nåletræer som dem, der tørrer hurtigst ud, brænder bedst, og hvor ilden har den største tendens til at løbe op ad stammerne.
Omvendt er det sjældent at se, at løvtræer brænder på samme måde:
”Flammerne kan godt få lidt fat i stammerne og påvirke træet, men det er typisk underlaget, der brænder i løvskov. En undtagelse er birketræer, som har noget i barken, der brænder ret godt,” forklarer Kent Ballhorn og påpeger, at træer kan holde til relativt meget, også brand.
”Vi ser faktisk sjældent træer, der går ud efter en brand eller skal fældes. Så skal det virkelig være voldsomt, og det tror jeg simpelthen ikke, vi har klima til,” siger han.
Nyt klima øger brandrisikoen
Men netop sådan et klima er måske på vej, så efter rekordåret 2018 valgte Beredskabsstyrelsen i 2022 at skrive en ny type af risiko ind i Nationalt Risikobillede, som er en sammenfatning af større samfundsmæssige risici, der udkommer i rapportform hvert fjerde eller femte ar.
I 2022-udgaven optræder hedebølger og tørke første gang sammen med andre vejrrelaterede risici som storme og orkaner, oversvømmelser fra havet og ekstremregn. I rapporten skriver styrelsen bl.a. at: ”Tørke medfører generelt en højere brandrisiko, og særligt faren for naturbrande stiger.”
Beredskabsstyrelsens data fra netop 2018 viser da også, at antallet af naturbrande steg eller toppede på de varmeste dage, hvor der var flest soltimer, og hvor det ikke havde regnet i dagene op til.
Rapporten bemærker desuden, at under en tørke: ”… øges risikoen for større brande. Det kan fx dreje sig om klitbrande nær sommerhusområder, fuldbrande i skove eller topbrande, hvor ilden bevæger sig hurtigt fra trætop til trætop.”
Ifølge klimaforsker ved DMI Martin Olesen byder fremtiden på flere perioder med netop de meteorologiske forhold, som fører til tørke. Fx viser klimamodellerne, at sommerregnen i fremtiden falder som kraftigere byger på færre dage. Det fører til flere dage helt uden nedbør, så de længste tørkeperioder bliver længere. Dermed stiger risikoen for naturbrande.
Martin Olesen fortæller, at klimaforskerne ligeledes holder lidt øje med det fænomen, meteorologerne kalder for en højtryksblokering, hvor et højtryk lægger sig tæt på Danmark i flere uger, som vi netop har oplevet i foråret 2022.
”En højtryksblokering får populært sagt vejret til at gå i stå. Normalt ligger vi på motorvejen for høj- og lavtryk fra Atlanten, men med en blokering kan et højtryk satte sig fast fx over Danmark. Resultatet er, at vi får en længere periode næsten uden nedbør, og så er der lagt i kakkelovnen til en tørke,” siger Martin Olesen.
Han understreger, at forskningen i højtryksblokeringer stadig er ufuldstændig, men det ser ud til, at der er en sammenhæng mellem hyppigheden i vores del af verden og den globale opvarmning.
”I teorien mindsker opvarmningen temperaturforskellen mellem høje og lave breddegrader – Arktis varmer altså hurtigere op end troperne og subtroperne. Det svækker jetstrømmen, som netop får sin energi fra temperaturforskelle, og med en svag jetstrøm stiger muligheden for en blokering. I praksis har vi fx set dem hvert forår de seneste tre-fire år, men det er ikke nok til videnskabeligt at stadfæste det som en konsekvens af den igangværende globale opvarmning,” forklarer Martin Olesen.
Brandfare i naturnationalparker
Vi går altså en fremtid i møde, hvor klimaet øger risikoen for tørke og brand, men der er også en anden tendens i tiden, der får risikoen ved brande i den danske natur til at stige: Vi er samtidig ved at etablere de nye naturnationalparker, som er en naturtype, hvor beredskaberne får sværere ved at bekæmpe ilden end i dag, vurderer Kent Ballhorn.
”Vi får nogle udfordringer som redningsberedskab, når vi skal slukke brande i skove, der er mere vilde end i dag. Når fx stammer bliver liggende, får vi flere og flere brændstoffer i skovbunden. Det betyder blandt andet, at brandene bliver varmere og varmere. Det er kun de seneste fem-seks år, vi ser, at tingene får lov til at blive liggende, så det er først nu, at brændstofferne for alvor begynder at hobe sig op,” fortæller han.
Vild skov brænder ikke kun bedre, den er også meget sværere at udføre slukningsarbejde i:
”Muligheden for, at vi som beredskab kan bevæge os med slanger og andet slukningsudstyr, bliver dårligere. Dermed tager slukningen længere og længere tid og er forbundet med store udgifter. Så bliver man nødt til bare at lade branden brande ud,” siger Kent Ballhorn.
Brandbælter kunne være en præventiv foranstaltning i naturnationalparkerne, men sådanne bælter med en bredde på to gange træernes højde skal vedligeholdes og er dermed næppe velkommen i parkerne, vurderer Kent Ballhorn.
