Skovene spiller en helt central rolle for danskernes friluftsliv. Derfor har en række grønne organisationer presset på for at gøre det lettere at opføre bygninger og anlæg til friluftslivet på fredskovspligtige arealer, som ifølge Københavns Universitets Skovstatistik udgør ca. ca. 70 procent af det træbevoksede areal i Danmark.
Presset har nu resulteret i et nyt regelsæt under skovloven for bygninger og anlæg til det offentlige friluftsliv, der navnlig har betydning for de skovejere, der driver deres skove med offentlige eller almene formål.
Friluftsliv som en del af skovdriften
Skovloven, som regulerer de fredskovspligtige arealer, har altid indeholdt et forbud mod at opføre byggeri, som ikke er nødvendigt for skovdriften. Og i skovloven af 1935 blev skovdriften forstået snævert som produktion af gavntræ, så kun anlæg hertil var tilladt.
Med 1989-loven og især ændringen af den i 1996 blev forståelsen imidlertid udvidet. Her blev begrebet ”god og flersidig skovdrift” indført, og på den baggrund er der siden udviklet en praksis, hvor et vist omfang af beskedent byggeri og mindre anlæg til gavn for friluftslivet kan betragtes som nødvendigt for den gode og flersidige skovdrift.
I ministeriets vejledning til skovloven, som myndighederne typisk har lagt sig tæt op ad, er det således beskrevet, at fx p-pladser til et mindre antal biler, bålpladser og et par 6-personers shelters typisk kan anses for nødvendigt for skovdriften. I offentlige og bynære skove gælder det samme for fx udsigtstårne, badebroer og legepladser.
Samtidigt har praksis for, hvilke typer af rekreativt anlæg og byggeri der blev tilladt ved konkret dispensation, udviklet sig. I en nyere afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet (24/03571) stadfæstede nævnet en dispensation til en jagtforenings bålhytte som kunne bruges af alle.
Miljøstyrelsen havde vurderet, at bålhytten kunne rummes inden for skovlovens alsidige formål om bæredygtig skovdrift, da den understøtter friluftslivet i skoven og bidrager til den rekreative brug af området, men Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling havde påklaget Miljøstyrelsens afgørelse, da de mente, at den går ud over, hvad der burde tillades i fredskov.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke bålhytten ”nødvendig for skovdriften” og var dermed enig med Miljøstyrelsen i, at hytten krævede dispensation for at blive opført, men netop fordi den er tilgængelig for den almindelige skovgæst størstedelen af året, kunne man begrunde, at der skulle dispenseres.
I en anden afgørelse fra april i år (22/15754) stadfæstede nævnet tilsvarende en dispensation til nogle relativt markante mountainbikebaner på et mindre bynært skovrejsningsareal i Aalborg Kommune. Argumentationen var i hovedsagen den samme også i dette tilfælde: Mountainbikebanerne varetager et rekreativt formål og er offentligt tilgængelige.
Mere overraskende er det, at en 5 meter høj troldeskulptur også efter nævnets opfattelse kan bidrage til friluftslivet og den rekreative brug af en skov i overensstemmelse med skovlovens formålsbestemmelse. I en afgørelse fra januar 2025 (23/00136) stadfæstede et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet en tilladelse til en ”Dambo troldeskulptur” i Naturstyrelsens plantage på Fanø.
Skulpturen er bl.a. bygget af konstruktionstræ, genbrugstræ og stål og har en samlet vægt på 1,5 til 2 ton. Alligevel lagde flertallet vægt på, at den 5 meter høje skulptur er opført i naturmaterialer og malet i jordfarver, hvorfor den ikke ville fremstå skæmmende i landskabet.
Ny mulighed for godkendelse af friluftsfaciliteter
Sagerne illustrerer, at det med praksis for, hvad der kan dispenseres til, i udgangspunktet ikke har været vanskeligt at anlægge forskellige former for rekreative anlæg på fredskovspligtige arealer – så længe de kommer den almindelige skovgæst til gavn.
Med den seneste ændring af skovloven kræver en række friluftsfaciliteter ikke længere tilladelse. Listen af faciliteter er fastsat i bekendtgørelse nr. 771 af 20/06/2025 og omfatter bl.a. bålhytter, madpakkehuse, boardwalks og anlæg til mountainbikespor.
De er i stedet nu omfattet af en godkendelsesordning, hvor skovlovsmyndigheden kun skal godkende beliggenheden. Og myndigheden kan kun afvise ansøgers valg af placering, hvis den er i konflikt med udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder eller beskyttelsen af bilag IV-arter.
Der skal stadig indsendes en ansøgning, og bygninger og anlæg skal opfylde en række detaljerede krav til størrelse, funktionalitet, materialevalg og farve for at falde ind under bekendtgørelsens regler.
Og måske nok så vigtigt: Skovlovsmyndighedens afgørelse om godkendelse kan ikke påklages.
Det betyder, at skovejeren ikke selv har muligheden for at få myndighedens afgørelse prøvet af en anden instans – men til gængæld betyder det også, at de klageberettigede organisationer heller ikke kan stikke en kæp i hjulet på projekterne, når først skovejeren har fået sin godkendelse.
Flere mulige strategier for skovejeren
Med de nye regler er der i dag tre muligheder, hvis en skovejer ønsker at etablere et rekreativt anlæg i sin skov:
• Anlægget etableres som ”nødvendigt for skovdriften” på baggrund af den praksis for bæredygtig skovdrift, som er beskrevet i styrelsens vejledning om skovloven.
• Anlægget etableres efter den nye godkendelsesordning inden for de rammer, der er beskrevet i bekendtgørelse 771/2025.
• Anlægget etableres med dispensation i medfør af skovloven, ligesom de sager, jeg har beskrevet tidligere i teksten.
Som ansøger skal man have et godt overblik over reglerne og de forskellige hensyn og kriterier for at vurdere, hvilken strategi man skal vælge. Grænsedragningen mellem de anlæg, der kan anses som nødvendige for skovdriften, og som derfor frit kan opføres, og de anlæg, der kræver styrelsens godkendelse af den valgte beliggenhed, er vanskelig – og mange anlæg vil kunne opføres på begge måder.
For Danbo-trolden på Fanø og mountainbikene i Aalborg Kommune havde de nye regler ikke gjort nogen forskel: Det, de ønskede, ville ikke kunne rummes inden for den nye bekendtgørelses regler.
Men for jagtforeningen havde reglerne haft afgørende betydning. Med mindre tilpasninger kunne bålhytten have været etableret under den nye godkendelsesordning – og dermed havde Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling ikke kunnet påklage afgørelsen, og et halvt års sagsbehandling ved Miljø- og Fødevareklagenævnet ville være sparet.
