Suserup Skov ved Tystrup Sø (Figur 1) har i over 30 år fungeret som et naturligt laboratorium for forskere. Som en af Danmarks få ægte naturskove – urørt i generationer – har skoven givet uvurderlig indsigt i, hvordan skove udvikler sig uden menneskelig indgriben (1-3).
Men den har også leveret noget andet og mindst lige så aktuelt: viden om, hvordan skove lagrer kulstof. Dermed spiller skoven en rolle i arbejdet for at belyse, hvordan skovene kan bidrage til at modvirke klimaforandringer (4).
En sjælden skov i europæisk sammenhæng
Suserup er ikke bare speciel i dansk sammenhæng. Også på europæisk plan er det enestående at finde en lavlandsskov domineret af bøg, hvor skovdækket kan spores 6000 år tilbage i tiden (5). Siden begyndelsen af 1990’erne er skoven blevet opmålt med cirka ti års mellemrum, og i 2023 blev fjerde opmåling gennemført – denne gang med ny teknologi, der øger præcisionen og detaljeringsgraden markant.
Resultatet er en sjældent konsistent dataserie, som gør det muligt at analysere skovens langsigtede kulstofdynamik, altså hvordan kulstoflageret ændres over tid i levende træer, dødt ved og jord – en viden, der er helt central, hvis vi vil forstå og forvalte skovene som klimaværktøjer.
Kulstof i balance
Suserup Skov rummer et stort kulstoflager – omkring 240 ton kulstof pr. ha i levende biomasse. Det tal har været bemærkelsesværdigt stabilt gennem de seneste 30 år (figur 2) på trods af stormfald, elmesyge, asketoptørre og indvandring af nye arter som bl.a. ær. Det peger på, at skoven har nået en dynamisk ligevægt, hvor kulstofoptag og -udledning balancerer over tid.
Det betyder ikke, at der ikke sker noget. Tværtimod er skoven hele tiden under forandring. I forbindelse med orkanen i 1999 blev skoven ramt af et større stormfald, hvilket reducerede kulstoflageret blandt de store træer (figur 3).
I årene efter kunne det registreres, hvordan mindre træer voksede til og lagrede kulstof i biomassen, så kulstofmængderne steg i de mindre diameterklasser. I den seneste periode er der overvejende opbygget kulstof i de mellemstore diameterklasser (dbh 40-70 cm), mens de små træer (dbh 0-40 cm) skygges bort, og der sker en afgang blandt de store træer (dbh >70 cm).
Træarter i bevægelse
Bøgen er den dominerende art i Suserup – og bærer også det største kulstoflager. Men i den østlige del af skoven, hvor der tidligere blev græsset, står gamle ege stadig. De bidrager markant til kulstoflageret, men uden mulighed for foryngelse i den lukkede skov falder deres andel gradvist.
Ask og elm har begge lidt under sygdomme (hhv. asketoptørre og elmesyge), og deres kulstofandel er derfor også faldet. Til gengæld vinder arter som ær og rødel frem – ofte i de nicher, hvor ask og elm er forsvundet.
Dødt ved – et betydende kulstoflager i den urørte skov
Ved målingerne i 2023 tog vi en ny metode i brug til kortlægning af skovens træer og det liggende døde ved, som kombinerer laserafstandsmåling og et indbygget kompas. Metoden giver en enestående detaljeringsgrad og muliggør, at forskere kan følge præcist, hvordan det døde ved udvikler sig – ikke bare i mængde, men også i nedbrydningsgrad.
Mængden af dødt ved i skoven er høj: omkring 211 m3 pr. ha, hvilket svarer til over 30 ton kulstof pr. ha. Gennem den seneste 10års periode er andelen af meget nedbrudt ved (nedbrydningsklasse 4 og 5, figur 4) steget.
Når det døde ved gradvist nedbrydes, falder kulstofmængden per m3 over tid, og det samlede kulstoflager falder dermed, selvom den samlede volumen af dødt ved faktisk er steget en smule.
Jorden gemmer på store mængder kulstof
I 2023 blev jordprøver udtaget ned til 75 cm dybde som en opfølgning af prøvetagningen i 2013. I forhold til tidligere blev undersøgelsen udbredt til også at omfatte delareal C, som primært er den fugtige søbred ned mod Tystrup Sø (figur 1).
Jordbunden udgør skovens næststørste, men mest stabile kulstoflager. I de to delarealer på højbund er kulstoflagret i det organiske jordlag og mineraljorden tilsammen ~130 ton kulstof pr. ha, og lageret har ikke ændret sig fra den forrige måling 10 år tidligere.
I skovens sydlige, fugtige del mod Tystrup Sø blev der målt meget høje kulstofpuljer – op til 385 ton kulstof pr. ha i det organiske lag og mineraljorden tilsammen. Dette er på niveau med danske lavbundsskove og markant højere end i mere tørre dele af skoven.
Kilder
1) Larsen, J.B., K. Hahn, and E. J., Forest reserve studies as inspiration for sustainable forest management – Lesson learned from Suserup Skov in Denmark. Forstarchiv, 2010. 81: p. 28-33.
2) Emborg, J., M. Christensen, and J. Heilmann‐Clausen, The structural dynamics of Suserup Skov, a near-natural temperate deciduous forest in Denmark. Forest Ecology and Management, 2000. 126: p. 173-189.
3) Emborg, J. and J. Heilmann-Clausen, The structure of Suserup Skov, 2002: the first re-measurement of a long-term permanent plot study of forest dynamics started in 1992. Ecological Bulletins, 2007. 52: p. 19-32.
4) Nielsen, A.T., T. Nord-Larsen, and N.S. Bentsen, CO2 emission mitigation through fuel transition on Danish CHP and district heating plants. GCB Bioenergy, 2021. 13(7): p. 1162-1178.
5) Heilmann-Clausen, J., et al., The history of Suserup Skov – a nemoral, deciduous forest reserve in a cultural landscape. Ecological Bulletins, 2007. 52: p. 7-17.
6) Odum, E.P., The Strategy of Ecosystem Development. Science, 1969. 164(3877): p. 262-270.
7) Schulze, E.D., et al., The climate change mitigation effect of bioenergy from sustainably managed forests in Central Europe. GCB Bioenergy, 2020. 12(3): p. 186-197.
Her peger resultaterne på, at hydrologien – altså vandforholdene – spiller en afgørende rolle for, hvor meget kulstof jorden kan lagre. Når jorden er vandmættet og iltfattig, bremses nedbrydningen, og kulstoffet bliver i jorden. Det betyder, at der kan være et stort potentiale for kulstoflagring, hvis tidligere drænede skovområder får lov at blive våde igen, omend lagringen forventes at gå meget langsomt.
Hvad betyder det for skovforvaltningen?
Suserup Skovs langsigtede datasæt giver solid dokumentation for, at urørte skove kan fungere som store, stabile kulstoflagre. Men de fungerer ikke nødvendigvis som dynamiske kulstofpumper, der trækker store mængder CO2 ud af atmosfæren år efter år.
I stedet peger resultaterne på, at skove over tid bevæger sig mod en balance, hvor optag og udledning udligner hinanden (6). Herved har den urørte skov ikke nogen fremtidig effekt på atmosfærens CO2-indhold og derved på jordens klima. Denne viden er vigtig, når vi diskuterer, hvordan vi skal bruge skovene som en del af klimaløsningen (7).
En reference for fremtiden
Suserup Skov er ikke en typisk dansk skov, men den fungerer som en vigtig reference. Når vi lægger produktionsskov urørt eller genopretter hydrologien i tidligere drænede områder, er det denne type viden, vi har brug for.
Hvordan ændrer kulstoflagrene sig? Hvor lang tid tager det at nå balance? Og hvordan spiller træarter, klima og jordbund sammen? Svarene ligger ikke kun i modeller, men i skove som Suserup, hvor vi følger naturens eget urværk – over tid, i dybden og med stadig skarpere blik.
