“Udvikling er vendt allerede for 30 år siden”

Vi er midt i den sjette masseuddød, lyder det fra forskere.  

Det internationale naturpanel IPBES (Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services) har vurderet, at risikoen for uddøen er accelererende: Størstedelen af risikoen for uddøen er opstået i de seneste 40 år, og udryddelsesraten vurderes på nuværende tidspunkt at være op til 100 gange højere, end den har været de seneste 10 millioner år. 

Konklusionen er gældende for natur i et internationalt perspektiv, og derfor er det nærliggende at tænke, at uddøen af arter også accelererer nationalt her i Danmark. 

Siden FN’s Biodiversitetskonvention blev vedtaget af Danmark og 189 andre af verdens lande på verdenstopmødet i Rio i 1992 har der imidlertid været stigende fokus på arters uddøen, og der er gennem tiden brugt betydelige ressourcer på fredning og naturbeskyttelse i Danmark. Som eksempler kan nævnes fredning af tidligere efterstræbte fugle og dyr op gennem 1900-tallet, indsats mod forurening siden især 1973, genopretning af vådområder og beskyttelse af urørt skov og dødt ved især siden 1992. 

Men samtidig er samfundets aktiviteter og arealforbrug til andet end natur steget.  

Så er spørgsmålet, om indsatserne for naturbeskyttelse kan registreres i udviklingen i uddøen af arter i Danmark, eller om arter også uddør i Danmark med en hidtil uset hastighed?  

Svaret er, at indsatserne har hjulpet, og udviklingen for uddøde arter er vendt allerede for ca. 30 år siden. 

Fra netto uddøen til netto genkomst 

Ovenstående konklusion er jeg nået frem til på baggrund af data indsamlet i mit erhvervs-ph.d.-projekt hos Naturstyrelsen og senere udvidelse af undersøgelsen med opdaterede data for arter noteret som nationalt uddøde i de danske rødlister fra 1980 til 2019. 

I 2020 skulle en række delmål for biodiversitet opstillet ved partsmøde i biodiversitetskonventionen i oktober 2010 i Japan være indfriet, herunder det såkaldte Aichi delmål 12, som lyder: ”I 2020 er udryddelsen af kendte truede arter forebygget, og deres beskyttelsesstatus, særligt for arter med størst tilbagegang, er forbedret og opretholdt”. 

Derfor har undersøgelsen taget udgangspunkt i udvikling i og vurderede årsager til uddøen i Danmark i særligt 30-årsperioden 1991-2020, men jeg har også inkluderet data for de seneste par hundrede år – tilbage til 1850, som rødlisterne angiver som skilleår for, hvilke arter de tager med.  

Analysen viser, at i alt 546 arter i en eller flere af rødlisterne har været anført som uddøde, mens den enkelte rødliste typisk har 300-400 arter anført som uddøde. 

De 546 uddøde arter er fordelt på en lang række artsgrupper. Størst antal uddøde arter findes i grupperne af laver (170 arter), biller (107) og svampe (56), som tilsammen udgør over halvdelen af alle de uddøde arter (61 procent).  

De relativt hårdest ramte artsgrupper er dagsommerfugle (19 procent af de vurderede arter er uddøde), laver (17 procent), pungrejer mv. (17 procent) og slørvinger (16 procent). 

Uddøde arter dukker op igen 

At arterne er registreret som nationalt uddøde i en eller flere rødlister betyder dog langt fra, at de er forsvundet for altid. 75 procent af de uddøde pattedyrarter er kommet igen, for fugle er det 69 procent og svampe 61 procent. I gennemsnit er 27 procent svarende til 150 af de tidligere uddøde arter kommet igen, heraf 8 arter dog kun som strejfere uden sikkert ynglebevis.  

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Uddøde og heraf genkome arter fordelt på artsgrupper

Artsgruppe	Artspulje	Uddøde %	Heraf genkomne	Genkomst %	Netto uddød
Pattedyr	54	4 (7%)	3	75	1 (2%)
Fugle	280	26 (9%)	18	69	8 (3%)
Krybdyr	23	2 (9%)		0	2 (9%)
Fisk	135	3 (2%)		0	3 (2%)
Dagsommerfugle	75	14 (19%)	4	29	10 (13%)
Natsommerfugle	955	41 (4%)	10	24	31 (3%)
Guldsmede	53	5 (9%)	2	40	3 (6%)
Græshopper	32	2 (6%)		0	2 (6%)
Bier	244	19 (8%)		0	19 (8%)
Næbmundede	134	5 (4%)		0	5 (4%)
Slørvinger	25	4 (16%)	1	25	3 (12%)
Vårfluer	170	12 (7%)	4	33	8 (5%)
Døgnfluer	43	6 (14%)	2	33	4 (9%)
Rovfluer	30	1 (3%)		0	1 (3%)
Svirrefluer	289	10 (3%)		0	10 (3%)
Biller	1835	107 (6%)	20	19	87 (5%)
Edderkopper	539	2 (0,4%)		0	2 (0,4%)
Pungrejer og tanglopper	6	1 (17%)		0	1 (17%)
Karplanter	1141	37 (3%)	10	27	27 (2%)
Mosser	447	15 (3%)	2	13	13 (3%)
Laver	993	170 (17%)	38	22	132 (13%)
Lavparasitiske svampe	26	4 (15%)	2	50	2 (8%)
Svampe	3100	56 (2%)	34	61	22 (1%)
Total	10.629	546 (5%)	150	27	396 (4%)

 

Den tidsmæssige fordeling af de uddøde arter viser, at det ikke står lige så slemt til i Danmark som internationalt: Den danske uddøen af arter accelererer ikke for de artsgrupper, hvor vi har solide data, fx karplanter, dagsommerfugle og hvirveldyr, og det ser heller ikke ud til at være tilfældet for øvrige artsgrupper, som dog har en større usikkerhed.  

Tværtimod viser tallene, at der skete et markant skifte omkring 1990, og udviklingen er dermed vendt allerede for ca. 30 år siden. Siden da har vi oplevet en netto genkomst af tidligere uddøde arter i stedet for netto uddøen. I den nyeste periode 2011-2020 var der fx netto genkomst på 60 tidligere uddøde arter.  

Der var frem til ca. 1990 en markant uddøen af arter i alle tiårs perioder siden 1850 med maksimum på 79 uddøde arter i de ti år fra 1941 til 1950. Efter 1950 ses et gradvist fald i antallet af uddøde arter pr. årti. Sommerfugle er den eneste artsgruppe, hvor der fortsat er markant netto uddøen i de seneste tredive år.   

Det står ikke værre til i skov 

De uddøde arter fordeler sig på en række forskellige levesteder. De senere års naturdebat har ofte givet indtryk af, at skovarter er hårdere ramt end andre levesteders arter, og at særligt arter tilknyttet dødt ved er i tilbagegang. 

De fleste arter er dog uddøde fra lysåbne, tørre biotoper som hede, overdrev og agerland – de udgør 44 procent af de uddøde arter, som ikke er kommet igen. 21 procent af de uddøde arter tilknyttet lysåben, tør natur er kommet igen, og for lysåben våd natur er tallet 31 procent. 

Til sammenligning udgør arter fra skov og krat 32 procent af de uddøde arter, der ikke er kommet igen, mens arter tilknyttet dødt ved udgør 7 procent. I alt er 33 procent af de brutto 227 uddøde arter knytter til skov, krat og dødt ved genkommet – 29 procent af arterne fra skov og krat og 50 procent af arterne tilknyttet dødt ved.  

Uddøde og heraf genkomne arter fordelt på levesteder

Levested	Uddøde	Heraf genkomne	Genkomst %	Netto uddøde
Bymiljø	7	0	0	7
Lysåbent, tørt	222	46	21	176
Lysåbent, vådt	90	28	31	62
Skov og krat	175	50	29	125
Skov, dødt ved	52	26	50	26
Total	546	150	27	396

 

Det absolutte antal af netto uddøde arter for skov inklusive dødt ved er desuden lavere end for tørt lysåbent – hhv. 151 og 176 – og dét selvom arter fra tør lysåben natur udgør en relativt mindre andel af artspuljen, mens ca. 65 procent af Danmarks arter vurderes som skovarter.  

Skovarter inkl. dødt ved er også det levested, der viser bedst balance mellem uddøen og genkomst i de seneste 30 år. Her er genkomsten 14 gange større end ny uddøen – for dødt ved er der faktisk slet ikke konstateret ny uddøde arter de seneste 30 år. Genkomsten er til sammenligning 4 gange større end ny uddøen for de tørre lysåbne levesteder, mens den er 6 gange større i de våde lysåbne levesteder.  

Uddøde arter var meget sjældne 

176 af de 546 uddøde arter svarende til 32 procent var før deres uddøen udbredt i Danmark med mindst 5 fundsteder, men størstedelen var meget sjældne arter. Over halvdelen af dem – 301 arter eller 55 procent – er kun kendt fra højst ét eller to steder i Danmark inden deres uddøen. I alt 146 arter eller 27 procent er faktisk kun kendt fra et enkelt fund år inden deres uddøen, hvilket gør, at de ifølge IUCN’s retningslinjer for rødlistning skal opfattes som marginale og ikke listes som uddøde, men derimod som ikke-relevante for rødlisten. 

Kigger vi på de 396 uddøde arter, som ikke er kommet igen, er det endnu mere tydeligt, at de var meget sjældne arter: Over halvdelen af arterne – 225 arter eller 57 procent – kendtes kun fra højst ét eller to steder i Danmark, og 125 arter eller 32 procent kendes kun fra et enkelt fund år nogensinde. 

Så det er en fejl at forestille sig, at de uddøde arter generelt var almindelige i fx 1800-tallet. Langt hovedparten af de 546 uddøde arter var også kun sporadisk eller meget sjældent til stede også dengang. 301 arter eller 55 procent kendtes kun fra højst ét eller to steder, og 169 af arterne svarende til 31 procent er slet ikke registreret i Danmark før år 1900. 32 arter eller 6 procent er dog kendt fra mere end 15 steder i 1800-tallet uden at være kommet igen. 

Glædeligvis er flertallet af de genkomne arter fundet mindst lige så mange steder efter deres genkomst som før deres uddøen. 59 procent af de 150 genkomne arter har faktisk mindst samme antal fundsteder i de seneste 30 år, som de havde i alt, inden de uddøde. 

Klima er den værste synder 

Den hyppigste årsag til uddøen i rødlisterne er klima eller marginal geografisk udbredelse på kanten af det naturlige udbredelsesområde, som typisk gør arter mere følsomme over for vejrekstremer og andre påvirkninger. Det er anført for 31 procent af alle de uddøde arter, men samme årsag gælder med stor sandsynlighed også for mange af de 335 arter, hvor der ikke fremgår en årsag, idet Danmark er på kanten af det naturlige udbredelsesområde for mange af også de arter.  

Klimaforandringer gør, at arternes klimatisk betingede naturlige udbredelsesområde forskubber sig, og det har især betydning for de marginale arter, hvis udbredelse kun netop har nået Danmark fra nord eller øst. Typisk har klimaet allerede nu forskubbet sig 300-500 kilometer mod nord og øst siden meteorologisk målestart i 1874. Hastigheden er for stor til, at mange arter og naturtyper kan følge med, så mange nordlige og østlige kontinentale arter uddør fra Danmark. 

Den mekanisme vil tage til i betydning med de accelererende klimaforandringer og medføre en vis udskiftning af artspuljen med arter, der har sydlig udbredelse i forhold til Danmark. 

Skifte i jordbruget har betydning 

Derudover er otte forskellige former for intensivering af land- og skovbrug nævnt i rødlisterne som vigtige årsager til en lang række arters uddøen. Det er fx ophør af ekstensivt jordbrug, som er den hyppigste af dem med 27 procent.

Begrebet dækker bl.a. over ekstensiv skovgræsning, høslætenge og det åbne lands øvrige naturtyper uden sprøjtning, gødskning og intensiv udnyttelse. Sådanne arealer bliver typisk varierede og artsrige og er en stor mangel. Ifølge rødlisterne er de kritisk vigtige for ikke mindst en række dagsommerfugle, natsommerfugle, bier, biller, svirrefluer, karplanter, mosser og laver, men også for mange fugle, krybdyr og pattedyr. 

Ophøret af ekstensivt jordbrug skete gradvist over lang tid, men med en meget stor forandring fra ca. 1945 til 1970 i forbindelse med udbredelse af traktorer, pesticider, gødskning mv. Høslæt var stort set helt ophørt omkring 1950, antallet af heste faldt dramatisk fra 653.000 i 1946 til 40.000 i 1968, og kvæggræsning flyttede bl.a. vestpå i Danmark. Det betød, at store engarealer blev opdyrket eller tilplantet. Det er derfor næppe tilfældigt, at perioden med den største uddøen er 1941-60.  

Derfor er det vigtigt at intensivere indsatsen med at få større arealer forvaltet med ekstensiv græsning eller slæt uden gødskning, dræning eller sprøjtning. Det gælder både i og uden for skov, men vigtigst mosaiklandskaber indeholdende både skov, krat og lysåbne levesteder, som er varierede landskaber typisk med stor artsrigdom. Aktuelle bestræbelser for at genindføre ekstensiv græsning flere steder, fx i naturnationalparker, hos fonde og i urørt skov, vil kunne hjælpe, hvis græsningstrykket ikke bliver for højt. 

Særligt fokus bør rettes mod forbedret beskyttelse og forvaltning af dagsommerfugle, der som artsgruppe er hårdest ramt. 

Indsats har allerede hjulpet 

Årsagerne luftforurening i form af fx kvælstofdeposition og forsuring, efterstræbelse som jagt og fiskeri og fjernelse af dødt ved eller gamle træer har højere andele af genkomne arter i forhold til de andre nævnte årsager.  

Påvirkningen fra dem må derfor være aftaget, hvilket hænger fint sammen med, at der netop er sket en stor indsats på områderne, og at arterne især er kommet tilbage herefter. 

Ørne, traner, rød glente, skestork og skarv er dramatiske og velkendte eksempler på fugle, som er kommet stærkt igen grundet indsatserne. Desuden er 16 af de 26 genkomne arter tilknyttet dødt ved fundet i de statsskove, som i 1994 fik arealer lagt ud som urørt skov i forbindelse med naturskovsstrategien. 

Flere indsatser skal følge 

Set i lyset af, at det er almindeligt og forskningsmæssigt anerkendt, at biodiversiteten generelt er udsat for en betydelig og accelererende tilbagegang, er det overraskende, at denne udvikling ser ud til at være vendt allerede for ca. 30 år siden, når der er tale om dynamikken i uddøen af danske arter. 

De knap 400 uddøde arter, som ikke er kommet tilbage, er dog kun ”toppen af isbjerget”. Hundredvis af andre arter er gået tilbage og er lige nu truet af uddøen. Heraf kan en del være uddøde allerede, da de ikke er set i årtier, men de er endnu ikke vurderet uddøde på grund af en iboende forsinkelse i processen med registrering af uddøde arter. Der går nemlig en årrække uden fund, før det med rimelig sikkerhed kan vurderes, at en art er forsvundet fra landet, og derfor vil antallet af uddøde arter i den nyeste 30-års periode fra 1991-2020 med tiden forøges, hvis arter, som i dag ikke er vurderet uddøde, ved en senere rødlistevurdering anses for at være det.  

Derfor er det vigtigt, at indsatsen for arterne fortsætter. De mange oplysninger, der findes i de danske rødlister, er et godt udgangspunkt for at målrette kommende indsatser, så de giver maksimal samfundsmæssig og biodiversitetsmæssig nytte.