Når organisk materiale ligger nedsænket i vand og uden ilt, sker den naturlige nedbrydning, som ville finde sted ved overfladen, ikke. Og det gør vådområder til et af de stærkeste naturlige værktøjer i kampen mod klimaforandringer på linje med fx skov.
Derfor skal et nyt forskningscenter – Global Wetland Center – ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet de næste seks år undersøge og kortlægge vådområdernes potentiale og lokale variationer. Det sker i et samarbejde med Datalogisk Institut (KU), GEUS og DHI, skriver universitetet.
Hvad er et vådområde?
Der findes mange forskellige typer af vådområder verden over. Ordet dækker over fugtige og våde områder, hvor vandet befinder sig enten lige over eller under jordens overflade. Vådområder findes både med ferskvand og saltvand. I Danmark kender vi bedst steder som moser og marskland, men også mangroveskove og tropiske sumpe er vådområder, og der er store forskelle på dem.
Kilde: Københavns Universitet
”Vi ved allerede, at bevaring af naturlige vådområder overordnet giver en markant nettogevinst på klimabudgettet. Under de rette forhold kan de optage CO2, og lagre det under skjold af vand, der forhindrer nedbrydningen på ubestemt tid,” siger lektor Guy Schurgers fra IGN, som leder det nye center, ifølge Københavns Universitet.
Vådområde vs. skov
Ligesom i en skov optager vådområdernes træer og planter CO2 fra atmosfæren. Men hvor det organiske materiale i skoven over tid havner på skovbunden og nedbrydes, falder materialet i vådområder ned under vandet.
”På grund af vandets evne til at lukke af for ilten fra atmosfæren fortsætter områderne unikt med at trække CO2 ud af atmosfæren,” forklarer Guy Schurgers ifølge KU.
Det betyder, at vådområder lagrer mange års optag af kulstof. Fx udgør tørvemoser kun omkring tre procent af jordens landmasse, men lagrer alligevel dobbelt så meget kulstof som alle verdens skove tilsammen.
Der er dog et potentielt stort minus i det regnskab, som forskerne skal se nærmere på: Metan og lattergas. Den manglende ilt forhindrer godt nok nedbrydning og udledning af CO2, men gør også, at der kan produceres metan. Det er godt nok i små mængder, men fordi metan er en potent drivhusgas, betyder det, at der findes lokale vådområder, hvor drivhusgasregnskabet er negativt. I kvælstofrige områder, fx i forbindelse med landbrug, kan de iltfattige forhold desuden medvirke til, at der produceres lattergas, som er en anden essentiel drivhusgas.
Lokale forskelle og løsninger
De effekter skal forskerne undersøge til bunds ved at studere lokale vådområder verden over. Vådområder er nemlig ikke bare én ting, og derfor er det ifølge Guy Schurgers afgørende, at Global Wetland Center udvikler modeller, der kan tage højde for lokale forskelle og samtidig registrere fælles kendetegn.
Modellerne skal ved hjælpe at satellitbilleder kortlægge omfanget af vådområder globalt og vise, hvad de betyder for klimaet. Men forskerne skal også ud i felten, i første omgang i Vietnam, Tanzania og Norge.
