Med sin titel ”Vild natur – den glemte løsning på klimakrisen”, taler bogen, som for nylig udkom på Gads Forlag, lige ind i tidens begejstring for det vilde og det menneskeligt uberørte. Alene titlen rummer en moralsk appel: Vild natur forbindes med autenticitet, noget oprindeligt og godt, som civilisationen har fortrængt.
Bogen hævder samtidig, at vild natur er løsningen på klimakrisen – og til og med en glemt løsning. Det er en påstand, som kalder på kritiske spørgsmål. Kan det virkelig passe, at løsningen på klimakrisen er så enkel og desuden har ligget overset hen?
Hvis vi tager det fra en ende af, savner bogen overordnet et bæredygtighedsperspektiv. Den ser bort fra, at vi er på vej mod 10 mia. mennesker på Jorden, som både skal have brød på bordet, energi, boliger og andre fornødenheder.
Hertil kommer, at store dele af verdens befolkning med fuld ret ønsker en kraftig forbedring af deres levestand. Derudover er det afgørende problem, at 80 % af verdens energiforsyning i dag er baseret på fossile brændsler, som vi af klimagrunde ønsker at udfase.
Enhver realistisk klimaløsning skal derfor forholde sig til ressourceforbrug, menneskelige behov og naturhensyn. Naturen skal have plads, men der skal også være plads til mennesker. Bogens løsningsforslag ser dog helt bort fra de meget besværlige prioriteringer, som et krav om bæredygtighed indebærer. Grundlæggende er bogens perspektiv med andre ord for snævert.
For det andet undlader bogen at kvantificere sit eget løsningsforslag: Hvor stor klimaeffekt forventes mere vild natur konkret at medføre? Hvor meget CO2 kan bindes og over hvilke tidsrum? Det får vi ikke noget at vide om, for bogen holder sig på det konceptuelle plan.
Ligeledes belyses det ikke, hvor stor betydning bogens løsning har i forhold til teknologiske løsninger (atomkraft, BECCS), energieffektivisering, substitution og udfasning af fossile brændsler mv. Mange klimatiltag kan lyde besnærende i overskriftsform, men hvordan kan man være sikker på, at et sympatisk princip ikke kun har en marginal betydning?
Dernæst kommer vi til en central problemstilling, hvor bogen bevæger sig som katten om den varme grød. For hvis naturen kun skal løse klimaproblemet ved hjælp af lagring i stående træer, udelukker det fx anvendelsen af træ til at substituere de mange produkter, som kræver fossil energi i deres fremstilling og forarbejdning, og dermed afskriver man sig den kraftfulde reduktion i udledningen af fossilt CO2, som substitutionen indebærer.
Hvordan skal vi komme væk fra disse produkter, hvis dét materiale, der skal erstatte dem, som bogen foreslår, skal blive liggende som et lager i skoven – og i øvrigt afgive CO2 til atmosfæren i takt med, at træet forgår uden nogen nyttevirkning? Bogen glemmer, at klimakrisen handler om at reducere udledningen af fossilt CO2 til atmosfæren, ikke at vi lagrer for lidt CO2 i naturen.
Bogen har en ejendommelig argumentation, når det gælder anvendelsen af træ til energi. Den hæfter sig ved, at der går mange år, før den udledte CO2 atter er optaget. Men det er en vildledende betragtning. For det centrale er ikke, hvor lang tid der går fra plantning til høst på det enkelte areal. Det er ligegyldigt, så længe der på det samlede areal – fx nationalt eller på EU-niveau – hele tiden er balance mellem optag og udledning af CO2, hvilket der er, fordi skovene i Danmark har et nettooptag af CO2.
Skovenes store klimagevinst ligger i, at træerne kan optage CO2, som derpå lagres kortvarigt, indtil de når en dimension, hvor de kan anvendes og indgå i bioøkonomien og her reducere udledningen af fossilt CO2. Med det store verdensforbrug vi har af fossil energi, vil substitutionseffekten være stor mange årtier ud i fremtiden.
I den forbindelse kan det også undre, at man kun vil have hjemmehørende arter i vores skove, for nåletræer optager den dobbelte mængde CO2 om året på grund af deres højere tilvækst. Dermed opnår nåletræer også hurtigere dimensioner, hvor man kan producere materialer, der kan bruges til substitution. Og i øvrigt er der også biodiversitet i nåleskove.
Det er svært at finde en sammenhæng i bogens fremstilling af de positive CO2-effekter, som er forbundet med skovdrift. Man kan derfor ikke helt frigøre sig fra, at den bagvedliggende hovedtanke med bogen i mindre grad er klimakrisen og mere handler om forfatternes glødende interesse for biodiversiteten. Det er naturligvis en legitim holdning, men det gør ikke skepsissen i forhold til bogens tese om vild natur som løsningen på verdens klimakrise mindre, når bogen også ”glemmer” at udvikle de mange dilemmaer, det vil medføre.
Dette ikke være sagt for at negligerede de danske biodiversitetsproblemer, men her kunne bogen godt have givet en mere nuanceret fremstilling af, hvori de består. Den danske natur har udviklet sig efter sidste istid, og dens unge biodiversitet er ikke unik. Bortset fra snæblen – en truet lakseart, som kun findes i nogle vestjyske åer – findes alle vores arter også uden for Danmarks grænser. Og på habitatniveau er det kun de danske kystheder, som er interessante i en europæisk sammenhæng.
At den danske natur ikke er unik, gør det selvsagt ikke mindre vigtigt at passe på den. Vi står imidlertid i et dilemma: Hvis alle vores ønsker skal finde plads, skal Danmark være 40 % større, end vores land faktisk er. Det er naturligvis ikke muligt, og derfor er vi nødt til at prioritere. Og skal vi ’hugge en hæl og klippe en tå’, skal det være på så kvalificeret og oplyst et grundlag som muligt. Her glemmer bogen at beskrive, hvordan vi – tvungne af vores begrænsede muligheder – er nødt til at kombinere biologisk produktion med at sikre biodiversiteten i en fragmenteret natur.
”Vild Natur” er et engageret indspark, som hævder, at vi har glemt at kombinere vild natur og klimaindsats. Men for at nå den konklusion har bogens forfattere imidlertid selv glemt at inddrage en lang række forhold, som er forudsætninger for bæredygtige løsninger.
Bogens løsning hviler således på en bemærkelsesværdig udeladelse af centrale præmisser.
Den nye bog ”Vild natur” fremhæver den urørte skov som en glemt løsning på klimakrisen. Her er det naturskov i Haldege i juni.
