Skovekskursion 6. maj 2026:
Kampen om arealerne
På årets skovekskursion sætter vi fokus på den store forestående omlægning af Danmarks arealer i den grønne trepart med bl.a. mål om 250.000 ha ny skov samt mere natur og biodiversitet.
Et af de centrale spørgsmål er, hvordan arealomlægningen bedst løses – er det gennem en integrering af fx natur og friluftsliv på produktionsarealer gennem en ”land sharing”-tilgang? Eller opnår vi den mest optimale udnyttelse af arealerne ved en skarp opdeling mellem arealernes funktion – en ”land sparing”-tilgang?
Samtidig er der stor diskussion om, hvordan rammevilkårene bedst tilpasses, så de giver bedst mulig forudsætning for at indfri politiske prioriteringer som fx kvælstofreduktion, drikkevandsbeskyttelse, natur og biodiversitet, friluftsliv og klimaindsats. Kort sagt: Hvordan styrker vi lodsejernes incitament til at indgå i de politiske planer for arealomlægning?
Sideløbende rører adgangsdebatten igen på sig med diskussion om muligheden for at åbne mere op for adgangen til de private skove. Er det rimeligt set i lyset af, at man politisk også vil have mere strengt beskyttet natur, hvor der som udgangspunkt ikke ønskes fri færdsel?
Det er sådanne spørgsmål, vi tager op på dette års skovekskursion, når vi diskuterer, hvordan vi bedst udnytter vores arealer.
Vi glæder os til at se jer til en spændende dag med skoven som omdrejningspunkt!
Tid: 6. maj 2026 kl. 10:00-15:30
Sted: Sanderumgaard Gods, Sanderumgaardsvej 150, 5220 Odense
Program:
Kl. 10:00 Velkommen
v. Erik Vind, ejer og kommerciel leder af Sanderumgaard Gods, og Peter A. Busck, formand for Dansk Skovforening
Kl. 10:10 – 12:30 Faglige oplæg og debat:
Kl. 10.10 Fra skovfællesskaber til skarpt trukne grænser – går vi i dag mod noget tredje eller delvist tilbage?
Ejerskab, driftsformer og forststrategier hænger sammen og har skiftet over tid. Før landboreformerne og skovfredningen 1805 var der mange brugere og mange ejere til den samme skov. Med udskiftningen og skovfredningen kom der klare linjer, men grænserne er i dag ikke lige så tydelige, som de var lige efter 1805. Spørgsmålet er, om vi i flere årtier er gået i delvis retning af noget, der minder om de gamle og multifunktionelle skove?
v. Peder Dam, museumsinspektør, GIS-ansvarlig, ph.d. ved Museum Odense
Kl. 10.30 Hvad betyder folketingsvalget for danske skovejere? Politisk status og et kig i krystalkuglen
v. Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening
Kl. 10.50 Land sharing vs. land sparing – og hvor efterlader diskussionen det aktive skovbrug?
v. Carsten Rahbek, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet
Kl. 11.10 Land sharing i praksis: Sådan arbejder Humleore Skovdistrikt med integration af skovdrift, fødevareproduktion og biodiversitet
v. skovrider Rasmus Halfdan Jørgensen
Kl. 11. 30 Fra ambition til arealomlægning: Hvad skal der til i praksis?
Hvad kræver det, hvis den forestående arealomlægning skal lykkes lokalt, herunder ift. proces, lodsejerinddragelse, prioritering mellem forskellige hensyn og de barrierer, der kan opstå, når nationale mål skal omsættes til lokal virkelighed.
v. Morten Graversgaard, lektor i miljøforvaltning og landbrugspolitik ved Aarhus Universitet og en del af TRANSFORM-projektet, der følger trepartsarbejdet
Kl. 11.50 Debat om arealanvendelse:
– Hvordan finder vi den rette balance mellem behov for fødevarer, biogene ressourcer, natur og biodiversitet samt rekreative formål?
– Hvordan sikrer vi lodsejernes opbakning, ejerglæde og lyst til at rejse 250.000 ha skov?
– Skal vi ændre adgangsreglerne, finde nye betalingsmodeller, og hvad bliver de rekreative muligheder i strengt beskyttet natur?
Paneldeltagere:
Torbjørn Eriksen, direktør i Friluftsrådet
Tage Duer, Senioranalytiker i CONCITO
Sofie Tind Nielsen, lead specialist inden for skov hos WWF
Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening
Kl. 12.30 Frokost
Kl. 13.00 Ekskursion på Sanderumgaard Gods
v. Henrik Terp, produktionsleder leder af Sanderumgaard Gods
- Introduktion til Sanderumgaard Gods
Sanderumgaard Gods har fokus på jordforbedrende landbrug – en mellemting mellem den konventionelle og økologiske bedrift, hvor fokus ligger på grøntsagsproduktion. Jorden drives pløjefrit baseret på principperne i conservation agriculture. - Skovrejsning på landbrugsjord
Skovrejsning som en aktiv del af udtagning af vådområder og udlæg af erstatningsskov. - Etablering af vådområder
Udtagning af landbrugsjord, etablering af vådområder, omlægning af vandløb, grøn trepart og kvælstofretention. - Den Romantiske Have
Sanderumsgaards samspil med offentligheden og aktive dialog med kommunen.
Kl. 15.30 Afrunding – Tak for i dag
