Vi søger Danmarks mest nysgerrige kommunikationsstudent!

Leder du efter et studiejob, hvor du kan prøve kræfter med et hav af forskellige kommunikationsdiscipliner og samtidig arbejde for et grønnere Danmark? Så se her!

I Dansk Skovforening har vi netop oprettet en stilling som studentermedarbejder/juniorkonsulent i kommunikationsafdelingen, som venter på at blive besat af dig, der gerne vil prøve kræfter med en bred vifte af de opgaver, kommunikationsfaget har at byde på.

I afdelingen er vi to personer, som arbejder med alle aspekter af foreningens kommunikation: Vi skriver nyheder til vores hjemmeside og artikler til magasinet Skoven, vi udsender nyhedsbrev hver uge, driver foreningens SoMe-kanaler på Facebook og LinkedIn, vi udsender pressemeddelelser, kører kampagner – og mange andre ting. Vi har kort sagt nok at lave, og derfor leder vi efter en studentermedarbejder, som kan hjælpe os med … ja, lidt af hvert!

Hos os får du mulighed for at prøve kræfter med hele paletten af kommunikationsdiscipliner – og hvis du allerede ved, at noget interesserer dig mere end andet, er vi også åbne for at tilrettelægge arbejdet, så du kan bruge mest tid på det, der giver dig mest energi. Uanset står vi klar til at bakke op om dig i opgaveløsningen.

Samtidig får du mulighed for at arbejde for et grønnere Danmark med meget mere skov – en højaktuel dagsorden. Som det danske skovbrugs brancheorganisation mærker vi tydeligt, at skov, natur og biodiversitet fylder stadigt mere i den offentlige debat og politiske målsætninger, bl.a. med den grønne trepart, som har et mål om, at Danmark skal have 250.000 ha ny skov over de næste 20 år.

Om dig:

  • Vi forestiller os, at du læser kommunikation, på en samfundsvidenskabelig uddannelse eller måske er ved at uddanne dig til journalist – men vi er åbne over for alle baggrunde, så længe du har noget at byde ind med hos os og synes, at opgaverne lyder spændende.
  • Du behøver ikke at vide enormt meget om skov og skovbrug, men vi er en brancheorganisation, der arbejder for at sikre skovbruget gode vilkår i Danmark, så du skal synes, at det er et spændende område at arbejde med.
  • Du er sikkert god til at arbejde i forskellige systemer eller er hurtigt til at sætte dig ind i, hvordan nye ting fungerer.
  • Du behøver ikke at være et politisk orakel, men du har en grundlæggende samfundsmæssig forståelse.
  • Du er nysgerrig på at prøve nye ting – måske også noget, som er nyt for os.
  • Og så har du lyst til at bidrage til godt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden, og en hverdag, hvor det er sjovt at gå på arbejde.

Vi tilbyder:

  • 15-20 timers arbejde om ugen – vi tager selvfølgelig højde for dit skema, eksaminer mv.
  • Job på en mindre arbejdsplads, hvor vi kommer hinanden ved – vi er ni personer udover dig inkl. en anden studentermedarbejder.
  • Kontor i nyistandsatte lokaler på Rådhuspladsen i København, hvor vi sidder i et hyggeligt kontorfællesskab med andre brancheorganisationer.
  • Mulighed for at udvikle dig fagligt inden for mange forskellige kommunikationsdiscipliner og deltage i større events, fx Naturmødet og vores årlige konferencer på Christiansborg.
  • Hyggelige, sociale arrangementer med kolleger.

Send os et kort CV + ansøgning senest fredag den 31. oktober 2025 på mh@danskskovforening.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte mediechef Malene Breusch Hansen på samme mail eller tlf. 2623 2195.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om Dansk Skovforening:

Vi er brancheorganisation for det private skovbrug og arbejder for, at skovejerne kan drive skovbrug på gode vilkår og udvikle natur- og miljøværdier til gavn for både ejere og samfund.

Vores sekretariat består af to afdelinger, en politisk afdeling og en kommunikationsafdeling, som arbejder tæt sammen. Udover de ni kolleger, du vil få i foreningen, får du over 20 gode kontorkolleger fra tre andre brancheorganisationer, som vi deler kontorfællesskab med og ofte holder hyggelige både større og mindre arrangementer med.