I sidste nummer af Magasinet Skoven blev forfatterne til den netop udkomne ”Skovbogen”, Jørgen Bo Larsen og Jørgen Nimb Lassen, interviewet. Imidlertid blev flere af de tunge problemer, som knytter sig til bogens idégrundlag, ikke berørt i interviewet. Dem vil jeg derfor knytte et par kommentarer til her.
Om skribenten
Esben Møller Madsen er tidligere direktør og skovrider for Skåneskogen Utvecklings AB og Trolleholms Gods AB.
Efter sin pension har han undervist på Skovskoven i bl.a. skovdyrkning og har været medforfatter til bogen Klimaskoven. I dag er han rådgiver og konsulent.
Først bør man gøre sig klart, at Skovbogen – trods titlen – ikke er den ultimativ bog om skovdyrkning. Der er snarere tale om et ideologisk indspark i den rådende skovpolitiske situation. Og kan man tillægge: Indsparket er en gentagelse af synspunkter, som er blevet fremført mange gange før.
Det mest bemærkelsesværdige ved den skovdrift, som forfatterne præsenterer i Skovbogen er, at den stort set er frikoblet fra såvel erfaringer som fra videnskabelig evidens. Det, som præsenteres, er tanke-konstruktioner. Bogen adskiller sig dermed fra den danske skovdyrkningstradition, som har sit udgangspunkt i, at skovdyrkning primært er et håndværk, der bygger på mange årtiers møjsommeligt opbyggede erfaringer kombineret med en videnskabelig analytisk forståelsesramme. Denne forskel gør forfatterne ikke opmærksom på.
Nu er der selvsagt ikke noget galt i at fabulere og gøre sig andre tanker end de konventionelle. Tværtimod – det kan være arnestedet for ny praksis. Men, når det er sagt, så er det jo også sådan, at bare fordi noget kan tænkes, så er det ikke ensbetydende med, at det kan lade sig gøre. Tænk bare på enhjørninger og engle. Begge fænomener kan tænkes, men de findes ikke.
Dermed er Skovbogens grundlæggende problem skitseret. For uanset, hvordan man end vrider og vender på det, så er det en grundlæggende svaghed ved Skovbogen, eller rettere sagt dens indholdskoncept – den naturnære skovdrift – at dens anbefalinger ikke baserer sig på veldokumenterede og langsigtede erfaringer; eller kan henvise til noget, der bare ligner videnskabelig evidens. Det eneste, man har at holde sig til, er smukke akvareller samt fotos af enkelte omhyggeligt udvalgte skovsituationer.
Her skal for god ordens skyld tillægges, at når der sættes spørgsmål ved den naturnære skovdrift, så er det ikke på grund af dens naturnære indhold. Det problematiske knytter sig til den plukhugst, som den beskrevne naturnære skovdrift forudsætter, og som forfatterne uden nærmere dokumentation betragter som den eneste måde at bedrive naturnær skovdrift på.
Uklare begreber
Trods Skovbogens knap 500 sider findes der ikke én nøgtern analyse af de driftsalternativer, der faktisk foreligger. I læ af betegnelsen ’naturnær’ anvender forfatterne implicit og uden argumentation plukhugsten som omdrejningspunkt. Uden nødvendig analyse og berettigede forbehold føres plukhugst dermed ind ad bagvejen, samtidig med at de mange problemer, som faktisk knytter sig til plukhugst (se boks) ikke beskrives. Derved ”monopoliseres” plukhugsten, som den eneste naturnære driftsform. At andre driftsformer også kan være naturnære nævnes ikke. I det hele taget savnes der en præcisering af, hvad det indebærer at være naturnær?
Hertil kan man så sige, at da naturindholdet må formodes at være større ved naturnære skovdrift end i klassisk bæredygtig skovdrift, så kan det være rimeligt. Det er i hvert fald det, betegnelsen naturnær lader forstå.
Imidlertid peger tyske undersøgelser (Schall et al., 2018, 2020 & 2021) – som burde være velkendte – på, at det forholder sig anderledes. Disse undersøgelser omtales desværre ikke i Skovbogen. Men ifølge de disse undersøgelser er biodiversiteten mindre i naturnær plukhugst end i klassisk bæredygtig skovdrift.
Når der kan være højere biodiversitet i klassisk bæredygtig skovdrift end i naturnær plukhugst, så hænger det sammen med, at den klassiske skovdrift indebærer flere forstyrrelser. Det medfører flere forskellige habitater og dermed flere muligheder for højere biodiversitet. I modsætning hertil indebærer naturnær plukhugst en større homogenitet – dvs. mindre variation og lavere biodiversitet. Her mangler vi helt danske undersøgelser, som kan belyse biodiversitetsforskellene i danske skove og indfange den variation, som netop karakteriserer danske skove.
Politik og ideologi
Hertil kommer de meget besværende politiske problemer for skovejerne, som en naturnær plukhugst medfører. EU-kommissionen arbejder aktivt for, at naturnær plukhugst bør indføres som skovstrategi i alle EU-lande. Dermed udelukkes andre driftsformer, og den diversitet, som det frie dyrkningsvalg medfører, bliver m.a.o. skrottet. I stedet får vi en ensrettet og uniform skovdrift i stor skala. Kommissionens forslag til EU’s skovstrategi mangler helt ydmyghed overfor den usikre fremtid, som vi er på vej ind i med temperaturstigninger, storme, insektangreb etc. Hertil kommer en forudsigelig og global mangel på træ.
Den metodefrihed, som vi kender i dag, vil med en lovpligtig naturnær plukhugst være en saga blot. EU-parlamentet har tilsluttede sig Kommissionens forslag. Når det indtil videre alligevel ikke er blev til noget, er det kun fordi et flertal i Ministerrådet har vendt tommelfingeren ned til forslaget. Men flertallet var ikke stort nok til, at EU-kommissionen skulle skrinlægge arbejdet med at fremme den naturnær plukhugst. Det er bl.a. derfor, vi stadigvæk ser EU-LIFE-projekter, som meget eksplicit propaganderer for naturnær plukhugt (om end under betegnelsen naturnær skovdrift). Skovbogen skriver sig m.a.o. direkte ind i og påvirker den europæiske skovpolitiske diskussion. Skovbogen handler dermed i høj grad om skovpolitik og ideologi.
Tilvækst og hugst er ifølge Esben Møller Madsen skovens klimamotor. Foto: Colourbox
Skovdyrkning og økonomi hænger sammen
Hertil kommer det økonomiske tab, som naturnær plukhugst påfører skovejeren i forhold til klassisk bæredygtig skovdrift. Der er her tale om en forringelse af skovdriftens overskud på skønsvis mellem 1000 – 2000 kr./ha om året (se boks). Da det selvsagt er et yderst centralt punkt, blev der tilbage i 2013 rejst en diskussion om bl.a. det naturnære skovbrugs økonomiske udfordringer. Men vi fik ikke noget svar, og i de mellemliggende år er spørgsmålene forblevet ubesvaret. Søger man svar på de økonomiske spørgsmål i Skovbogen, vil man lede forgæves. Om man heraf kan udlede, at forfatterne ikke ønsker en diskussion om de økonomiske problemer, som knytter sig til naturnær plukhugst, skal være usagt. Men der findes god grund til at sætte spørgsmål ved, om naturnær plukhugst er bæredygtig i forhold til de Brundtlandske bæredygtighedsprincipper?
Det er iøjefaldende, hvor lille en rolle det økonomiske ræsonnement spiller i Skovbogen. Men værdiskabelse og værdiforandringer spiller en afgørende rolle for såvel samfundet som for skovejeren. Skovdyrkning og økonomi er indvævet i hinanden og kautionerer for hinanden. Man kan ikke seriøst diskutere skovdyrkning uden også at diskutere økonomi.
Den danske skovdyrkningstradition, hvor også erfaringen inddrages, er en velvalgt vaccine mod dyrkningsmæssige eksesser. For vekselvirkningerne mellem erfaring, økonomi og biologi tvinger skovdyrkeren til løbende at gennemtænke, revidere og nytænke sit metodevalg. Økonomi i samspil med erfaring fungerer som korrektiv til den rene dyrkningsbiologi.
Tilvækst og hugst er skovens klimamotor
Kommet så langt i bogen, er det ikke uden spænding, at man giver sig i kast med Skovbogens behandling af skovdriftens betydning for CO2-problemet. Desværre vælger forfatterne ikke at betragte problemet ud fra et naturvidenskabeligt perspektiv, men fra et LULUCF-perspektivet. Det kan virke legitimt i og med, at EU og IPCC gør det samme. Men LULUCF-reglerne er resultatet af en politisk studehandel og er ikke et korrekt udtryk for CO2-problemet. LULUCF-perspektivet kan med nogen forsigtighed være ok, hvis man blot vil opgøre kulstoflageret i skovene. Men til at beskrive CO2-problemet dur det ikke, da væsentlige poster i det naturvidenskabeligt funderede CO2-kredsløb enten er sammenblandede eller helt udeladt.
Derfor bibringer Skovbogen læseren den fejlagtige opfattelse, at det handler om at opbygge så store vedmasser (og dermed kulstof) i skovene som muligt. Men det er ikke alene fejltænkt, det er også meget risikabelt, når vi er på vej mod et mere voldsomt vejr. Derfor handler det i stedet om at øge skovenes årlige tilvækst så meget som muligt, så der suges så meget CO2 ud af atmosfæren som muligt. Og parallelt hermed at øge den årlige hugst, så der kan udbydes så store mængder træ som muligt til at substituere materialer, der i dag kræver fossilt brændsel til deres fremstilling og forarbejdning. Denne dobbeltfunktion er kun sporadisk behandlet i Skovbogen – ligesom den forbigår, at træ vil være et centralt materiale i den grønne omstilling, og at der bliver global mangel på træ. Det samlede indtryk, man får ved at læse Skovbogen, er, at det i højere grad har været forfatterne magtpåliggende at passe ind i den rådende tidsånd end at give en korrekt beskrivelse af de faglige forhold. Skovbogen er dermed forankret i et kommunikativt politisk rum, som ligger meget fjernt fra de fleste skovejeres virkelighed.
Her skal man dog være opmærksom på, at tidsånden hverken er rationel eller for den sags skyld virkelighedsforankret. Tidsånden vil have narrativer, som taler til følelserne og til en genfortryllelse af naturen. Gudskelov er det muligt at kombinere de ”forskellige verdener”. Men, som det fremgår af ovenstående, får Skovbogen ikke skabt denne virkelighedsforankrede fortælling.
Det er med Skovbogens indhold som med en smuk facade uden grundmur: Hvornår begynder facaden at slå revner?
Skovbogens principper for naturnær plukhugst er som en smuk facade, der på et tidspunkt vil slå revner, fordi der ikke er styr på fundamentet, mener Esben Møller Madsen. Foto: Colourbox
I nedenstående tabel har jeg forsøgt at kvantificere de økonomiske konsekvenser ved at drive naturnær skovdrift med plukhugst. Beregningen tager udgangspunkt i rødgran med en omdriftsalderen på 65 år og med en gns. årlig tilvækst på 14 m3/år. Der er selvsagt tale om skøn, som bør gøres til genstand for diskussion. Det samlede økonomiske tab ved plukhugst i rødgran sammenlignet med klassisk bæredygtig skovdrift er således 2.510 kr./ha/år. I den konkrete skov bliver tabet givetvis mindre pga. variationer som artsfordeling, aldersklasseforhold og uproduktive arealer. Som en kuriositet kan nævnes, at ejendomsskatten må forventes at blive mindre, hvilket ikke er medtaget i sammenstillingen. For at gå konservativt til værks, har jeg i mit indlæg argumenteret for, at tab forbundet med naturnær plukhugst kan sættes til 1000-2000 kr/ha/år. For løvskovdistrikter vil tabet ligge i den lave ende af dette interval, men være stærkt afhængig af træartsfordelingen. Det er en forudsætning i ovennævnte sammenligning, at det dyrkningsmæssigt kan lade sig gøre at gennemføre en naturforyngelse med de arter, man gerne vil have. Ofte vil der imidlertid komme et stort opslag af relativt værdiløse træarter (fx birk) – evt. efter en overgang med stærk græsvækst. Dette tab er ikke indregnet. Sammenligningen antages neutral mht. insektangreb, brand og stormfald. Økonomiske konsekvenser ved naturnær skovdrift
| Økonomiske konsekvenser ved naturnær skovdrift | kr./ha/år | |
| 1) | Tab ved tidlig hugst af skærmtræer (15 år x 7 m3 x 400 kr.) | -650 |
| 2) | Fordyret skovning og transport (600 kbm x 60 kr/m3) | -550 |
| 3) | Foryngelse Sparrede kulturomkostninger (25.000 kr/ha) Efterbedring | +385 -80 |
| 4) | Udrensning (4 dv x 8 tim x 400 kr) | -200 |
| 5) | Sortimentsforringelse Kvalitetsforringelse (10% af 600kbm x 485 kr/m3) Flisudbytte mindre pga. spredt hugst (25 m3 x 300 kr/ m3) | -310 -115 |
| 6) | Tilvæksttab (3 procent i 65 år: 0,03 x 14 m3/år x 300 kr./ m3) | -125 |
| 7) | Lavere jagtindtægter | -200 |
| 8) | Øgede administrationsomkostninger | -200 |
| 9) | Strategiske tab (meget usikre) Forringelse af opsparingsmuligheder/ mindre finansiel fleksibilitet Konjunkturhugst stærkt begrænset (2 procent af 900 m3 x 300 kr.) Genetisk ”indlåsning” pga. selvforyngelse (er nok for lavt sat) | -185 -80 -200 |
| I alt | -2510 |
Plukhugst indebærer, at man i stedet for ensaldrende bevoksninger i princippet har alle aldre og alle relevante arter til stede på alle arealer. For at bibeholde en sådan struktur skal der løbende udføres hugst spredt over hele skoven. Det har nogle vigtige strategiske (9) konsekvenser: 1/ man kan ikke opspare store vedmasser på det enkelte areal og i skoven som helhed, og man kan 2/ ikke konjunkturtilpasse sin hugst. Tabene er selvsagt svære at skønne, men man kommer ikke udenom værditabene. Hertil kommer plukhugstens centrale problem: For at bibeholde en struktur, som gør det muligt for en selvforyngelse at indfinde sig, bliver man nødt til at fjerne et stort antal træer, før de opnår en prismæssig attraktiv diameter. Hugsten bliver derfor inoptimal (1) og medfører en væsentlig mindre indtægt i forhold til det, man ville have fået, hvis man havde bibeholdt disse træer, indtil de havde nået deres optimale diameter. Endvidere kan man, når der satses på naturforyngelse, blive nødt til at overholde overstandere længere end deres optimale afdriftstidspunkt for at sikre selvforyngelserne. Det indebærer selvsagt en offeromkostning. Samtidig medfører den løbende spredte hugst en stærk forøgelse af hugstomkostningerne (2). Modsat bliver foryngelsesomkostningerne (3) væsentlig lavere, idet der sigtes på naturforyngelse. Her skal man dog være opmærksom på, at det ikke er givet, at foryngelsen indfinder sig – og at det ikke er givet, at den indfinder sig dér, hvor man gerne vil have den. Som minimum er suppleringsplantning i en større eller mindre udstrækning nødvendig de områdevist tætte foryngelse vil kræve en øget udrensningsindsats (4). Dermed bliver der en betydelig omkostning til at fjerne uønskede individer i selvforyngelsen. Alternativt bliver der en omkostning pga. en forlænget omløbstid. Hertil kommer en række andre omkostninger som knytter sig til plukhugst: Et dårligere sortimentsudfald (5) pga. kvalitetsforringelsen af de enkelte træer (flere grene, overvoksninger, ujævn årringsgang, reaktionsved mv). Hertil kommer skader på foryngelsen ved de løbende og spredte indgreb. Desuden må det forventes, at flismængden bliver mindre pga. den spredte hugst, og at det ikke er økonomisk fornuftigt at bjerge de små, spredte mængder. Ligeledes må man forvente en reduceret tilvækst (6) – og CO2-binding. Desuden er det en forudsætning, at vildtbestanden holdes nede for at sikre gode betingelser for naturforyngelse. Det medfører en lavere jagtlejeindtægt (7). Naturforyngelse indebærer desuden, at man fastlåses i den genetik, man har – både på arts- og proveniensniveau. Hvorvidt den foreliggende naturforyngelse er tilpasset klimaforandringerne, er meget usikkert. Endelig kræver plukhugst en større administrationsindsats og dermed højere administrationsomkostninger (8). Derfor giver Naturnær plukhugst ringere afkast
