Landbrugeren Peter ser ud over sine marker i en midtjysk ådal, hvor han gennem årtier har haft sin landbrugsbedrift. Han har været i tvivl om, hvad fremtiden skulle bringe, men nu har han besluttet, at den skal indgå i den multifunktionelle jordfordeling, der finder sted i området.
Multifunktionel jordfordeling er et redskab, der gennem køb og salg af jorde skal samtænke krav og ønsker til arealanvendelsen. De seneste år er det bl.a. kommet på banen som et middel til udtagning af lavbundsjorde. For Peter er det en måde at ”give noget tilbage” på – særligt til lokalsamfundet, for hvem ådalen er et yndet udflugtsmål. Jordfordeling er ifølge Peter ”den bedste måde at sælge mit livsværk på,” og kan give ham ”mange gode år til at kigge på et flot naturområde.” Han ser multifunktionel jordfordeling som ”sådan en win-win-situation hele vejen rundt.” I bedste fald giver det både nye muligheder for landbruget og indfrier mål for klima, natur og biodiversitet, og det understøtter lokale fællesskaber og rekreative muligheder.
Behov for en større jordreform
Den globale klima- og biodiversitetskrise kalder på nye måder at forvalte landskabet og landbrugsjorden på. Udtagning af lavbundsjorde ses som en velkendt og effektiv måde at nedbringe landbrugets CO2-udledninger på. Men udtagningen går for langsomt, som der også peges på i regeringsgrundlaget. Samtidig er der behov for samlet at adressere andre krav og interesser i landskabet, såsom landdistriktsudvikling, rekreation og produktion af vedvarende energi.
I et policy brief fra Københavns Universitet peger vi på behovet for at levere på den politiske ambition om en ny større jordreform i Danmark. Vores anbefaling udspringer af forskningsprojektet Lokale Landvindinger, hvor vi i samarbejde med Naturstyrelsen Himmerland samt Viborg, Randers og Mariagerfjord Kommune undersøger pilotordningen for multifunktionel jordfordeling (MUFJO), der ses som en forløber for en større jordreform.
Samtænkning af arealer og interesser
Ironisk nok er det blandt andet tidligere jordreformer, der gør udtagningen af lavbundsjorde vanskelig. Lavbundsarealer i ådale, enge og moser består ofte af tidligere udstykkede smålodder med forskellige ejere. Det kræver koordination og enighed blandt lodsejerne, før grøfter og dræn kan sløjfes, og oprindelige vandforhold genskabes. Også skovområder kan være opdelt i mindre lodder, ejet af forskellige lodsejere. Fra et forvaltningsperspektiv gør denne ejerstruktur det vanskeligt at lave en fælles plan for og implementering af fx øget biodiversitet.
Vores forskning viser, at multifunktionel jordfordeling er et godt redskab til at imødekomme forskellige krav og ønsker til landskabet og sikre langsigtede og bredt forankrede løsninger. For kommuner og styrelser giver det mulighed for at samtænke indsatser, der ikke kan opnås ved individuelle ordninger.
Men de multifunktionelle ambitioner bremses af kassetænkning og konkurrerende støtteordninger designet til at levere på et enkelt parameter som reduktion af kvælstof eller CO2-udledninger. Desuden finansierer den nuværende MUFJO-ordning ikke projektledelse, borgerinddragelse eller rekreative projektelementer, ej heller værditab eller køb af erstatningsjord. Det skaber et komplekst finansieringspuslespil, der blokerer for sammenhængende planlægning.
Forandring, fremdrift og medbestemmelse
Størstedelen af de landbrugere og lodsejere, vi har interviewet, ser, ligesom Peter, positivt på både jordfordeling og udtagning af lavbundsjorde, dog af meget forskellige grunde. Nogle ønsker at samle deres jorde, andre ser økonomiske muligheder ved den grønne omstilling eller anledning til at bidrage positivt til lokalsamfundet.
Der er dog også skepsis over for projekterne. Nogle lodsejere udfordrer den videnskabelige evidens bag udtagning af lavbundsjorde som klimavirkemiddel, er usikre på fremtidige støtteordninger eller har dårlige oplevelser fra tidligere møder med myndighederne. Nogle lodsejere, der har fx skov, ønsker ikke at afhænde de skovlodder, som har tilhørt familien i generationer, har en høj herlighedsværdi eller udgør et yndet sted for jagt. Endelig er selvstændighed en vigtig værdi hos mange lodsejere, der selv ønsker at kunne bestemme tempoet i forandringen af landskabet.
Lokale borgere, som ikke ejer landbrugsjord, har også idéer og ønsker til landskabets indretning, der kan bidrage til at skabe mere attraktive landområder. Ved samarbejdsdrevne planlægningsprocesser er der fx ofte ønsker blandt lokale beboere om at rejse mere skov. Hvorvidt borgernes ønsker bliver inddraget, afhænger af, hvordan planlægningsprocesserne er tilrettelagt og af jordfordelingsforhandlingen hos den enkelte lodsejer.
Mange ejere og princippet om frivillighed betyder, at det tager tid for jordfordelingsplanlæggerne at forhandle aftaler igennem. Jordfordelingsplanlæggerne overhales også af andre landbrugeres bedriftsudvidelser eller af private investorer med nye energiprojekter, som kan handle hurtigere og byder en højere pris.
MUFJO-ordningen løser dog ikke udfordringen med strukturudviklingen i landbruget, hvor markveje og småbiotoper forsvinder, når marker sammenlægges, og ejerskab til jorden koncentreres på færre hænder. Ligeledes giver lovgivningen kun i begrænset omfang mulighed for, at lokale borgere i fællesskab kan købe jord – fx til rekreative- eller natur-formål.
Der er dermed behov for, at processerne accelereres og skaleres op, så de står mål med det tempo og den skala, som klima- og biodiversitetskrisen kræver. Desuden skal der indtænkes nye ejerformer, som sikrer et demokratiske fundament.
Pejlemærker for en jordreform
Regeringsgrundlaget tegner konturerne af en samlet visionsplan for landbruget med mål for den fremtidige arealanvendelse. Vores vurdering er, at indfrielse af denne politiske ambition vil kræve en større jordreform, der kan indfri samlede mål for arealanvendelse og løse udfordringerne i udtagning af lavbundsjorde med tempo, skala, finansiering og ejerskab.
For det første bør der etableres en langt bredere finansieringsramme, der sprænger den snævre projekt- og silotilgang. Der bør være finansiering til jordreformsprocessen, herunder projektstyring, men også projektelementer som skovrejsning og etablering af vådområder, samt inddragelse af interessenter – både lodsejere og andre lokale borgere.
For det andet bør der etableres en demokratisk styret jordfond, der kan opkøbe de lavbundsjorde og randområder, som skal tages ud af drift. De kan senere sælges videre til enkeltpersoner, lokale fællesskaber eller forvaltes af statslige styrelser, fx med henblik på etablering af natur- eller rekreative områder.
For det tredje skal der skabes bedre muligheder i lovgivningen for nye ejerskabsformer i det åbne land, der sikrer lokalt fælleseje af arealer til blandt andet naturpleje, skovrejsning og rekreation.
Endelig er det vigtigt med tidlig inddragelse af berørte borgere og lodsejere. Det er ønskværdigt, at udtagning af lavbundsjorde sker af frivillighedens vej, men der bør foretages en politisk afvejning af tempo og effekt for at overveje andre mere direkte veje.
Lykkes det at igangsætte og gennemføre en national jordreform, vil man ikke blot kunne nedbringe en stor del af landbrugssektorens CO2-udledninger og skabe bedre vilkår for natur, biodiversitet og friluftsliv. Man vil også kunne skabe attraktive landområder, så flere borgere – ligesom Peter – kan nyde den smukke natur i ådalene og skovene.
Indlægget her er en revideret udgave af et debatindlæg, der oprindeligt er bragt i Altinget.
