Hugstaffald er et grønt alternativ til lagring af energi

Forskere fra Umeå Universitet i Sverige har fundet ud af, at hugstaffald fra skoven kan udnyttes til at lagre energi, fordi det kan indgå i produktionen af superkondensatorer. En innovation, der gavner miljøet, lyder det.

Fyrrekogler og andre små hugstrester fra skovene kan bruges i fremstillingen af superkondensatorer, der lagrer energi mere effektivt end almindelige batterier. Foto: Colourbox

Træprodukter kan bruges til mange formål.

Den bedste del af træet – gavntræet – kan bruges til at bygge huse eller møbler af, mens mindre stammer fra udtyndinger og grovere hugstaffald kan skabe varme i vores hjem.

Men hvad med det finere hugstaffald som kogler og bark? Hvad kan det bruges til ud over som bunddække for havens planter?

Ifølge et studie fra Umeå Universitet kan det anvendes i fremstillingen af superkondensatorer – en energilagringsenhed, der lynhurtigt både kan op- og aflades, og som har en længere levetid end almindelige batterier.

Det skriver det svenske universitetet i en pressemeddelelse.

Et grønt alternativ

For at kunne fremstille superkondensatorer skal producenterne bruge elektroder med et stort overfladeareal. Og her kan skovens produkter komme i spil i stedet for de giftige alternativer, der hidtil er blevet anvendt, lyder det.

Forskerne har nemlig vist, at de kan fremstille de nødvendige elektroder ved at bruge en form for vandbaseret blanding med kulstof fra hugstaffald som kogler og bark. En metode, der er langt bedre end alternativet, forklarer forsker Andreas Nordenström fra Umeå Universitet:

”Den vandbaserede blanding har flere fordele i forhold til blandinger baseret på organiske opløsningsmidler, som normalt er giftige og dårlige for miljøet. Opløsningsmidler er særligt problematiske i denne sammenhæng, fordi blandingerne sprøjtes på varme overflader, og der er risiko for spredning af giftige dampe.”

Superkondensatorer, der er fremstillet ved at udnytte kulstoffet i fx fyrrekogler, er altså både bedre for miljøet og arbejdsklimaet end alternativerne. De svenske forskere fremhæver også vigtigheden i, at metoden er billig.

Høj efterspørgsel

Udviklingen af de mere miljøvenlige superkondensatorer, der er fremstillet ved hjælp af skovens restprodukter, kan blandt andet påvirke elektrificering af transportsektoren, der i stigende grad efterspørger komponenten til hurtig og effektiv energilagring.

”Vores resultater kan potentielt få stor betydning, da efterspørgslen efter billige elektroder af høj kvalitet er høj og forventes at stige i fremtiden, da efterspørgslen efter energilagringsenheder som superkondensatorer forventes at stige,” fortæller Andreas Nordenström i pressemeddelelsen.