Omkring 100 millioner år.
Så lang tid tager det at nedbryde halvdelen af det kulstof, som er lagret i biokul, efter det er spredt ud på landmændenes marker.
Det skriver GEUS på baggrund af en ny forskningsartikel, der afdækker biokullets halveringstid.
”Nu ved vi, at lagring af kulstof i biokul er en langtidsholdbar løsning,” siger seniorforsker i geoenergi og -lagring Henrik Ingermann Petersen til GEUS.
Biokul dannes ved pyrolyse, som er en forbrændingsproces, hvor biomasse som fx halm og gylle opvarmes uden ilt. Forløber denne proces fuldstændigt og under temperaturer på mindst 600 grader celsius, har Henrik Ingermann Petersen fundet frem til, at biokullet omdannes til stoffet inertinit, som i praksis er unedbrydeligt.
Tidligere viste forskningen ellers, at biokullet kun holder 100-1000 år, før det bliver nedbrudt og CO2’en igen bliver frigivet til atmosfæren. Med den nye viden har GEUS vendt op og ned på den opfattelse.
”Så nu kan vi begynde at tale mere konkret om, hvor og hvordan vi bedst producerer og bruger biokul som et effektivt værktøj til at nedbringe vores udledning af kulstof,” siger Henrik Ingermann Petersen på GEUS’ hjemmeside.
Mangel på anlæg
Resultaterne fra GEUS er umiddelbart godt nyt for landbrugssektoren, der med Folketingets aftale fra 2021 har et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 55-65 procent inden 2030.
Her spiller biokul en central rolle. Energistyrelsen forudsætter nemlig, at pyrolyseteknologien frem mod 2030 kan reducere landbrugets udledninger med 2 mio. ton CO2.
Men den del af målsætningen bliver svært at indfri, fordi sektoren mangler de nødvendige pyrolyseanlæg, der skal fremstille biokullet. Det skriver ingeniøren, der fremhæver, at SkyCleans anlæg på 20 MW i Vrå er det eneste storskala-anlæg i Danmark, som ventes at stå klar i løbet af 2024.
Ifølge en nylig rapport fra CIP Fonden vil landbrugets målsætning imidlertid kræve, at der inden 2030 opføres 70-90 pyrolyseanlæg af den størrelsesorden. Og det er helt urealistisk, vurderer Rådet for Grøn Omstilling (RGO).
”Det tager lang tid at få miljøgodkendelse til at opføre anlæg, og det vil koste en del at finansiere. Så jeg tror ikke, det er realistisk, at der bliver bygget så mange anlæg, som der skal til,” siger Trine Langhede fra RGO til Ingeniøren.
