Siden 1960’erne er uddannelsen til skov- og landskabsingeniør udelukkende blevet udbudt på Skovskolen i Nødebo på Sjælland. Men i 2017 besluttede Skovskolen, at det også skulle være muligt at blive SLing’er på den anden side af bæltet på Skovskolens jyske afdeling Eldrupgård.
Blandt de mange overvejelser om, hvordan man bedst kunne skabe et attraktivt studieindhold og højt fagligt niveau, skilte særligt én tanke sig ud: Der skulle skabes et arboret, så Skovskolen kan stille levende plantemateriale til rådighed for de studerende inden for samtlige 93 træ- og buskarter på pensumlisten – og gerne tæt på skolen, så de studerende nemt kunne gå til og fra klasseværelset.
Ideen om arboretet voksede hurtigt til, at det også skulle indeholde pensumarterne for skolens øvrige uddannelser: skov-og naturteknikerne, vildt- og biotopplejerne og European Tree Worker-certificeringen. Med den vision gik man til skovfogeden på Løvenholm Gods, som med deres store skove på det nordlige Djursland danner ramme om Skovskolen Eldrupgård.
Og Løvenholm kunne se potentialet i at indgå et samarbejde om at etablere et arboret til undervisningsbrug, for en omfattende træartssamling ville på længere sigt også være af stor værdi for Løvenholm, da det vil give muligheden for at følge mange forskellige træarters udvikling under lokale vilkår. Derfor valgte de at stille et areal på 2,5 ha til rådighed.
Den første fase
En detaljeret taksonomisk kategorisering af artslisterne til undervisningen i botanik og plantekendskab på de forskellige uddannelser viste, at pensa i alt rummer 106 træ- og buskarter, heraf 53 løvtræarter, 26 nåletræarter og 27 buskarter fordelt på 18 ordener, 29 familier og 61 slægter.
At etablere et så omfattende arboret er en krævende opgave og en lang proces, som igennem alle faser forudsætter en vedvarende indsats, både i felten og ved skrivebordet. Samtidig kræves en høj grad af dokumentation og struktur i opbygningen, hvis et arboret skal have mere end blot herlighedsværdi i fremtiden. Med erfaring fra skovrejsningsindsatsen i Det Grønlandske Arboret i Narsassuaq og som ophavsmand til ideen om Arboretet Eldrupgård blev der peget på undertegnede til at lede projektet.
Som det første foretog jeg en grundig gennemgang af projektarealet. De 2,5 ha stærkt kuperet terræn, som Løvenholm Gods har stillet til rådighed, var bevokset med 120-årig bøg og eg med en tæt og toetageret underskov. Bevoksningens godt 100 overstandere blev hver især gennemgået for sundhedstilstand og registreret med placering og nummer.
Med et godt og grundigt kendskab til arealet kontaktede jeg et par af kolleger: daværende professor i skovbrug ved Københavns Universitet Palle Madsen, arboretmester i Hørsholm Ole Byrgesen og skovfoged ved Løvenholm Gods Daniel Hintz. Med dem som mine primære sparringspartnere kunne den mere detaljerede planlægning af arboretets fremtidige struktur begynde.
Og selvom der ville gå lang tid, før den første plante overhovedet blev plantet, og overvejelserne var meget lavpraktiske, var de det allervigtigste for arboretets fremtidige succes. For når først overstanderne var fældet, underskoven væk og planterne stukket i jorden, kunne det ikke laves om. Det var med andre ord her, at hele det fremtidige koncept blev formet, og strategien for de første 10-20 år af arboretets levetid blev lagt.
Et kæmpe ansvar og et enormt potentiale – for hvor skal de enkelte arter plantes for at få mest optimale vækstvilkår? Hvordan sammensættes arterne i grupper, og hvordan fordeles grupperne på arealets afdelinger? Og hvordan skal et registreringssystem konstrueres, så det er hensigtsmæssigt for undervisningsformålet og samtidig er gearet til at indeholde alle detaljer?
De og mange flere spørgsmål udgjorde tilsammen lange lister af overvejelser, for når man etablerer et arboret, er det ikke nok blot at plante en række forskellige arter. Det grundlæggende design skal være meningsfyldt.
De første indgreb
Efter utallige overvejelser og efter at have undersøgt hver en kvadratmeter af arealet, var masterplanen på plads. Arboretets fremtidige skelet af overstandere skulle først og fremmest tilbyde skovklima og lys/skygge-forhold for de mange nye planter, men samtidig give æstetisk og historisk værdi til oplevelsen af arboretet. Nu kunne den forberedende skovning begynde.
Efter skovning og udkørsel stod ti ege og ti bøge tilbage og sørgede for en jævn fordeling af lys og skygge på store dele af arealet. Særligt på den sydvendte skråning planlagde jeg afdelinger uden skyggepåvirkning, da det var her, de eksotiske løvtræarter primært skulle stå. Herefter gik knuseren i gang med at skabe et nøje planlagt netværk af stier og kørespor rundt på arealet.
Terrænet fremstod nu gennemskueligt, og de forskellige karakteristika kunne erkendes: nordvendt skråning, sydvendt skråning, bakkekam, tør lavning, fugtig lavning og en stor tilgroet lergrav.
Tilbage stod nu de store holme af underskov, som ville udgøre arboretets fremtidige afdelinger. At lade dem stå sikrer et godt skovklima i bunden. Hermed var der skabt fordelagtige omstændigheder for mange af de fremtidige arter, som ikke nødvendigvis har optimale klimatiske vilkår her i Danmark, og som med stor sandsynlighed ikke ville have indfundet sig her ved naturlig spredning i indeværende mellemistid.
Den overordnede idé var at placere Prunus-, Malus- og Pyrus-arterne samt de eksotiske løvtræer på den sydvendte skråning.
På den nordvendte skråning skulle generelt placeres nåletræarter. De vandlidende arter skulle placeres i den fugtige lavning og buskarterne i nærheden af lergraven. Med tiden er der plantet variationer ind, så både løv, nål og busk i dag pryder alle terræntyperne. Endelig blev der etableret haretæt vildthegn på egepæle hele vejen rundt.
Og ni måneder efter idéen først opstod, var arealet med hjælp fra Løvenholm Gods og Skovskolens skolepraktikafdeling nu klargjort til et fremtidigt arboret.
