Sådan kan veteranisering hjælpe skovens biodiversitet

Vi befinder os i en biodiversitetskrise, hvor mange arter er i tilbagegang. Årsagen er en mangel på levesteder og føderessourcer, som arterne lever på og af.

Et af de vigtigste levesteder for truede arter i Danmark er skov og krat, men de danske skoves historiske udvikling udfordrer mulighederne for, at mangfoldigheden kan udvikle sig. For ca. 200 år siden var Danmarks skovareal på et minimum. Derfor blev der gjort en aktiv indsats for at genetablere skovene, der siden har været dyrket effektivt. Det har medført, at de fleste træer er blevet fældet, mens de var midaldrende, og dermed når færre træer veteranstadiet. Det betyder, at veterantræer er sjældne og isolerede i et dansk skovlandskab, som er fragmenteret af infrastruktur og dyrkningsflader.

Et veterantræ er et gammelt træ, der har strukturer og levesteder som fx hulheder, dødt ved, saftflåd og løs bark. De er særligt værdifulde for biodiversiteten, fordi de tilbyder en bred vifte af levesteder for vedtilknyttede arter. Levestedernes lokale vilkår påvirkes af mange faktorer, bl.a. barktekstur og pH, træets størrelse, træart, soleksponering og skovens kontinuitet. Når de træer, der skal blive til næste generation af veterantræer, ikke får lov at blive stående i skoven, får vi et stort aldersgab mellem de veterantræer, vi har, og “rekrutterne”, som kan komme til at udgøre næste generation af veterantræer.

Resultatet er, at de danske skove er efterladt med en mangel på levesteder og føderessourcer, der kan understøtte vedtilknyttede arter og dermed en større artsdiversitet i skovene. Og det gælder ikke kun i Danmark. På det meste af kloden er historien om veterantræer den samme: Veterantræerne er blevet ryddet til fordel for intensivt skovbrug, udvikling af byer, infrastruktur og landbrug.

Veteraner tager tid

For at øge artsdiversiteten i skovene er der behov for flere levesteder og dermed flere veterantræer. Men den naturlige udvikling af et veterantræ er langsommelig. Fx udvikler eg først hulheder omkring 200-300-årsalderen.

Udviklingen af et veterantræ begynder med skader på træet, der kan opstå på grund af fx storm, lynnedslag, brand og slid fra dyr. Skaderne skaber åbninger ind til splint- og kerneveddet, hvilket giver vednedbrydende svampe en mulighed for at udvikle sig, ligesom vedboende insekter får en chance for at etablere sig. Svampene nedbryder veddet sammen med andre organismer, fx larver fra vedlevende biller, som ofte lever af svampens hyfer.

Mange af de mest sjældne vedlevende insekter er også de mest specialiserede. De stiller store krav til levestederne om bl.a. fugtighed, temperatur og soleksponering på stammen, og hvilken svamp og type af råd der findes i træet. Derudover skal der være egnede føderessourcer for de voksne insekter inden for rækkevidde af levestedet. Da flere vedlevende biller har en begrænset spredningsevne, stiller det yderligere krav til afstanden mellem egnede levesteder for larverne og føderessourcer for de voksne insekter.

Tilsammen betyder de store krav til levesteder og manglen på veterantræer, at vi risikerer at miste vedlevende arter, især de mest specialiserede, før et nyt egnet levested er opstået inden for rækkevidde.

Vi kan forsøge at afhjælpe manglen på veterantræer ved at hjælpe udviklingen på vej med veteranisering.

Underbelyst metode

Veteranisering er én metode ud af flere, der kan bidrage til øget strukturel diversitet og dermed flere levesteder i skove. Når man veteraniserer, skader man aktivt unge og sunde træer

for at fremskynde dannelsen af de strukturer, der kendetegner veterantræer. Træerne skal

påføres skade i en sådan grad, at skaden ikke heler for hurtigt, men at træet samtidig ikke dør. Træet skal så at sige “ældes før tid”. Det giver derfor ikke mening at veteranisere store og gamle træer, hvor udviklingen af levesteder allerede er i gang.

Veteranisering er et forholdsvis nyt forvaltningstiltag. I Danmark bliver det brugt i forbindelse med artsbeskyttelse og naturgenopretning, bl.a. i forbindelse med Life+ Open Woods og udlægning af skovområder til urørt skov, opformering og genudsætning af sjældne vedlevende biller, og derudover indgår veteranisering i et forskningsprojekt i Gribskov.

I udlandet er veteranisering anvendt i flere lande, bl.a. i Sverige med Life+ Bridging the Gap, og i England, Tyskland og Australien er der udgivet flere forskningsartikler om emnet. Især i Australien udføres veteraniseringer og artsforvaltning, hvor der indføres dyvler med mycelie fra udvalgte svampe i huller i træerne i forsøg på at fremme udviklingen af en bestemt type råd. Der er også udgivet enkelte artikler om metoden, bl.a. en artikel om best practice.

Fordi udviklingen af levestederne tager lang tid, er der endnu ikke meget evidens for behandlingernes udvikling og biodiversitetens respons. Af den grund valgte jeg i 2023 at skrive speciale om veteranisering i Danmark. Jeg var motiveret dels af veteranisering som indgreb, dels af spørgsmålet om, hvorvidt det virker, og ikke mindst af, at vi indtil videre ikke rigtig ved det. Når evidensgrundlaget er relativt lille, og metoden anvendes relativt ofte, giver det mening at skabe et samlet overblik over, hvad der bliver udført.

Det blev i mit speciale til en status over veteranisering i Danmark: hvad vi gør, hvilke metoder der anvendes og hvorfor, som jeg vil folde ud i det følgende.

Ved veteranisering skades unge og sunde træer for at fremskynde dannelsen af strukturer, der kendetegner veterantræer. Her en afrevet tvege. Foto Anton Johnsen, Krat og Ko.

Veteraniseringer i Danmark

I mit studie deltog 23 veteraniseringsprojekter fordelt over hele landet, dog var der var flest projekter repræsenteret på Sjælland. Studiet viste, at veteranisering primært anvendes på unge, sunde og raske, løvfældende træer i aldersgruppen 50-100 år. Kun få veteraniseringer blev udført på træer over 150 år.

Veteranisering anvendes primært på den nederste del af stammen, hvilket kan have flere årsager. Det kan skyldes, at den nederste del af stammen er let tilgængelig og måske netop af den grund er billigst at behandle. Derudover var de fleste projekters formål at skabe levesteder, der ikke var målrettet bestemte arter, og hvis projektet ikke er målrettet en eller flere udvalgte arter, hvad skulle argumentet så være for fx at lave hulhederne i kronen i stedet? Omvendt veteraniserede et mindre antal projekter målrettet udvalgte vedlevende arter, og når projektet er målrettet en specifik art, skal indgrebene efterligne artens levested. Hvis arten fortrækker en hulhed i kronen, skal hulheden laves i kronen. Man skal med andre ord kende artens præferencer ift. levested for at kunne efterligne dem.

Det mest anvendte indgreb var delvis ringning af stammen, som blev anvendt i alle projekter på nær to. De mindst anvendte behandlinger var afskårne overfladiske rødder, knuste tæer og hamring på stammen. Derudover blev der udført mange forskellige hulheder og revner, der varierede i størrelse, orientering og placering på træet, og afbrækkede grene og tveger. De anvendte maskiner og værktøjer var bl.a. en Menzi Muck, gravemaskine, traktor og skovspil, sprængstof, motorsav, specielt udarbejdede værktøjer til hulheder og tændstikker og blade. Over halvdelen af projekterne havde fokus på også at arbejde med skovstruktur på større skala, herunder blev fladeveteranisering, der kan sammenlignes med stormskader på større arealer, anvendt i en del projekter. Cirka halvdelen af projekterne havde udført tiltag spredt over flere steder i skoven, og enkelte havde genetableret den naturlige hydrologi.

Træerne skal påføres skade i en sådan grad, at skaden ikke heler for hurtigt, men at træet samtidig ikke dør. Her er det en skabt hulhed på bøg. Foto: Anton Johnsen, Krat og Ko.

Nåletræer også i spil

De fleste veteraniseringer blev udført i et delvist åbent skovlandskab og mørkere skove. Der blev stort set ikke udført nogle projekter i semi- til helt lysåbne skove, hvilket kan være udtryk for en bias, men ganske enkelt også kan være udtryk for, at skovområderne er tætbeplantede og ikke lukker meget lys igennem.

De hyppigst veteraniserede træarter var bøg og eg, hvilket kan have flere årsager. Blandt andet er de stærkt repræsenteret i de danske skove, og begge arter er langlivede, og derfor kan levestederne, der skabes, forventes at eksistere i lang tid. Ligeledes er det sandsynligt, at aldersgabet mellem trægenerationerne er større hos de langlivede træer, da levesteder som fx hulheder er længere om at udvikle sig hos dem end hos fx rødel, der ikke lever i lige så lang tid og derfor hurtigere når veterantræsstadiet.

Derudover blev der veteraniseret ær, birk, lind, pil, ask, og enkelte fuglekirsebær, rødel, bævreasp og rødeg. Nogle af arterne indgik med kun ét individ i ét projekt. Det kan skyldes, at veteranisering stadig er et relativt nyt indgreb, og at der måske mangler nogle anvisninger for god praksis. Derfor kan nogle indgreb være et forsøg på at se, hvad der sker, og veteranisere de arter, der nu engang er til stede på den udvalgte lokalitet.

Blandt projekterne blev der også veteraniseret nåletræer, især rødgran, men også douglas, skovfyr og grandis. I 2023 fandtes der ingen studier af veteranisering på nåletræer. På trods af det var rødgran den tredje hyppigst veteraniserede art i mit studie. At der ikke i 2023 var udgivet forskning om veteranisering på nåletræer kan have flere årsager. Det kan igen skyldes, at behandlingen er relativt ny, men det kan også være en tilbageholdenhed og frygt for at få skabt en opformering af skadevoldere på nål, der vil have potentiale til at skade skovdyrkningen.

Behov for monitering

De fleste projekter i mit studie var engangsindgreb uden planlagte tilbagevendende indgreb og uden systematisk monitering af effekten. Men fordi vores viden om effekten af veteranisering er begrænset, er det vigtigt, at nogle projekter moniteres. Det er gennem moniteringen, at vi finder svar på, om indgrebene virker – og hvis det ikke virker, hvorfor så gøre det?

Noget af det, vi ved fra andre projekter, er, at allerede få år efter veteraniseringen er udført, er der flagermus og fugle, der bruger hulhederne. Et andet specialestudie fra Gribskov og Nordsjælland har vist, at antallet af individer og arter over en kort tidshorisont er højere i veteraniserede hulheder sammenlignet med naturlige hulheder, dog med en mere ensartet artssammensætning (Andersen, 2021). Studier af artssammensætningen over lang tid vil i høj grad være brugbare, men her er vi igen tilbage ved spørgsmålet om tidsperspektivet, hvor forskningen på området bare tager lang tid. I forhold til den fysiske udvikling af skaderne er der udenlandsk forskning, der foreslår, at fx hulheder kan kræve tilbagevendende “pleje”, når åbningen lukkes af kallus. Fra veteraniseringsprojekter i Gribskov kan man se en tydelig effekt på de træer, der blev brændt ved basis. Her er der på nogle træer store brandsår og løs og afskallende bark hele vejen op til kronen, der også er påvirket (egen observation). De ringede og delvist ringede træer er synligt påvirkede, især i foråret, hvor de sætter blade senere end andre træer.

Selvom effekten af veteranisering endnu ikke er helt klarlagt, mener jeg, at det giver mening at arbejde med veteranisering på flere skalaer, dvs. på enkelttræer og trægrupper/større områder. På enkelttræer kan det være hulheder savet direkte i træet, og på større skala kan det være tiltag som fladeveteranisering, hvor skaderne bliver udført på et større område, en proces igangsættes, og så kan levestedet selv udvikle sig herfra.

Et godt tiltag at begynde med er hulheder. Hulhederne er nogle helt særlige levesteder, hvor sammenhængen mellem vedlevende arter og hulheder er videnskabeligt bevist. Derudover bør man veteranisere dér, hvor der er arter knyttet til veterantræer i forvejen, så de nye levesteder er inden for de vedlevende arters rækkevidde.

Man skal kende de vedlevende arters præferencer og fourageringsadfærd for dels at kunne efterligne deres levesteder og dels at kunne sikre et lokalt fødegrundlag og en kontinuerlig adgang til egnede levesteder. Sikres den kontinuerlige udvikling af levesteder til vedlevende arter ikke, risikerer vi blot at udskyde, at arterne uddør, når deres eksisterende levested går til eller ikke længere er egnet.

Hvis vi ikke tænker langsigtet, risikerer vi med andre ord, at vi ikke får løst det bagvedliggende problem. En kontinuerlig udvikling af levesteder og adgang hertil kan ske ved at give plads til naturlig dynamik som storm og brand, men dynamik kan også komme af græsning og naturlig hydrologi. Derudover kan dynamikken efterlignes ved at udføre gentagne veteraniseringsbehandlinger, hvor en procentdel af en bevoksning veteraniseres med fx 20 års mellemrum.