Beskyttet natur er et brandvarmt emne i den danske naturdebat netop nu – for hvor stor en del af Danmarks meget begrænsede landareal kan eller skal vi reservere til natur?
EU-landene har i 2020 vedtaget en ny biodiversitetsstrategi, som siger, at 30 procent af landarealet i EU inden 2030 skal være beskyttet natur, og heraf skal en tredjedel, 10 procent, være strengt beskyttet. Og i forbindelse med valgkampen op til folketingsvalget den 1. november tog SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet teten op med et krav til en kommende regering om en naturlov, der skal sætte bindende mål for naturen og sikre, at Danmark lever op til EU’s mål om 30 procent beskyttet natur.
Også Danmarks Naturfredningsforening, DN, har taget EU’s målsætning op og har bestilt en analyse hos Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, på Aarhus Universitet af muligheden for at opfylde 30 procentsmålet inden for Danmarks grænser.
”Målet om 30 procent beskyttet natur er for EU som helhed og ikke for de enkelte lande, så det er en ambitiøs målsætning at ville opfylde det i Danmark, som er verdens mest opdyrkede land,” siger seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet, som er en af forskerne bag rapporten.
”Vi tog opgaven, fordi den danske biodiversitets udfordring er, at naturen mangler plads, og så er det en interessant opgave at kigge på, hvor man i så fald skulle lægge de 30 procents beskyttet natur,” siger han.
Er det en realistisk opgave eller mere en øvelse på et stykke papir?
”At sætte et mål for plads til natur er en rent politisk opgave. Fire politiske partier har nu krævet en naturlov med 30 procent beskyttet natur som politisk mål, mens der er sympati for tanken i fx Socialdemokratiet og Konservative, så der er opbakning i Folketinget til dele af det, og så synes jeg, at man kan sige, at det er realistisk nok,” siger Rasmus Ejrnæs og tilføjer:
”Når jeg som forsker bliver spurgt om, hvor meget plads naturen skal have for at stoppe biodiversitetskrisen, kan jeg ikke svare meningsfuldt på det, fordi det altid vil være en politisk prioritering. Men jeg synes, det er skammeligt, at der i Danmark ikke findes en politisk vision for, hvor meget plads naturen skal. Om det skal være 5, 10 eller 30 procent, kan jeg ikke sige, det er en politisk prioritering, for arealet kan altid bruges til noget andet, men det er virkelig sølle, at vi ikke har et mål,” siger han.
Desuden påpeger han, at det er med biodiversitetskrisen som med klimakrisen: Det er globale kriser, ikke nationale kriser:
”Globalt set kan man redde mere biodiversitet ved at reservere areal til natur fx i troperne, på Madagaskar, i Indonesien eller i Østafrika. Det er vigtigt for mig at sige, at når vi taler biodiversitet i Danmark, så er det, fordi det giver mening for os at reservere plads til vild natur, det er ikke for at redde planetens biodiversitet,” siger Rasmus Ejrnæs.
Størst mulig naturværdi
Og i tilfældet af, at det politisk bliver besluttet, at det giver mening at reservere 30 procent af landarealet til natur, viser rapporten ”Potentialet for at reservere 30 % af landarealet til beskyttede og strengt beskyttede områder i Danmark” vejen til, hvor de beskyttede områder kan placeres på en måde, der er optimerer naturværdien.
I rapporten tager forskere udgangspunkt i to forskellige scenarier, hvor områder bliver peget ud til natur i en prioriteret rækkefølge efter udvælgelseskriterierne naturværdi (højeste bioscore prioriteres), ejerforhold (offentlige arealer prioriteres) og geografisk sammenhæng (sammenhængende natur prioriteres). I det ene scenarie udpeges først arealer, som allerede er beskyttet, fx urørte skove og Natura 2000-områder, mens forskerne i det andet scenarie udpeger arealer med højeste bioscore først. Dermed viser rapporten ikke nødvendigvis den mest omkostningseffektive vej til 30 procent beskyttet natur, men omkostninger er alligevel taget i betragtning:
”Vi har kigget på, hvad er dyrt, og hvad der er billigt. Fx er det politisk besluttet at tage 100.000 ha lavbundsjorder ud af omdrift for at nå klimamålene, og så tager vi dem med. Og så har vi betragtet statens arealer som billige, så dem inddrager vi allesammen, selvom de ikke nødvendigvis er fremragende natur,” forklarer Rasmus Ejrnæs.
På den måde har forskerne efterhånden bygget på puljen, indtil der er udpeget et areal på ca. 30 procent. Herefter har forskere udvalgt den tredjedel af arealet, der egner sig bedst til at være strengt beskyttet ved at prioritere områder med henholdsvis stor naturværdi og store sammenhængende områder.
Og de to scenarier ender stort set ens. Det har forskerne tegner ind på et kort, der dog ikke skal tages alt for bogstaveligt, fortæller Rasmus Ejrnæs:
”Vi har tegnet et kort i rapporten, hvor man ikke kan zoome ind og ikke kan se detaljer – og det er med vilje, for ingen skal kunne se, at deres områder er udpeget af AU til vild natur. Kortet er et eksempel på, hvor de udpegede arealer kan ligge, og det skal mere ses som en angivelse af, at der fx skal være mere beskyttet natur i Jylland end på Fyn og Lolland, fordi der er nogle områder, hvor der bare er mere natur,” siger han.
Skov udgør en tredjedel
Omkring en tredjedel af både de beskyttede og strengt beskyttede områder, der bliver udpeget i rapporten, er skov, og en betydelig del – ca. 3/4 – af det er privat skov.
Skulle man følge rapportens anvisninger, ville det betyde, at knap 2/3 af det private skovareal skulle lægges ud til beskyttet natur.
”Det er meget privat skov og en meget stor andel af det danske skovareal i det hele taget, og det kan være, at man finder ud af, at det kan ikke lade sig gøre, og så må man fx kigge til landbrugsarealer i stedet,” siger Rasmus Ejrnæs og tilføjer:
”Nu har vi langsomt fået bygget et land op med 14 procent skov i Danmark fra et skovminimum for et par 100 år siden, og nogen spørger, om det nu skal kastes i grams, fordi biologer har fået en fiks idé. Men set fra naturens perspektiv, har vi plyndret Danmark, så der nærmest ingen rigtig gamle træer er tilbage, og hvis vi skal give det tilbage, er det oplagt at kigge på eksisterende skove – fra det perspektiv er det legitimt at beskytte skovenes natur,” siger han.
Rasmus Ejrnæs understreger dog igen, at det hele i sidste ende handler om at prioritere, hvad vi vil bruge vores areal til.
”Når man politisk har besluttet, hvor meget man vil afsætte til den vilde natur, er resten af arealet til mennesker, og så må vi tale om, hvad vi vil bruge arealet til. Det er nok i første omgang byer og veje, det er måske ti procent, og så er der 60 procent af arealet tilbage til produktion, som alt sammen er til nytte for mennesker. Vi ved også, at der er mere bæredygtighedsværdi i en skov end i en pløjemark, og at den er mere venlig over for fx grundvand og vandmiljøet, men omvendt har verden også brug for fødevarer.”
For de skovområder, der vil ligge i kategorien med de 20 procent beskyttet, vil det stadig være muligt at have noget skovdrift.
”Den danske tolkning er, at man godt kan have skovdrift i beskyttede områder, hvis man ikke ændrer naturtypen, og den ikke bliver ringere end i dag over tid. EU er ikke kommet med facitliste til, hvad vi skal forstå ved beskyttet natur, så det er gætværk, hvad sådan en skovdrift vil skulle leve op til, men det kan fx handle om at have variation og levesteder som fx dødt ved og vådområder, der ellers ikke behøver at være i en produktionsskov. Men der ville sikkert komme en armlægning om, hvornår vi kan tillade os at kalde det beskyttet skov, og uden at det bliver til greenwashing,” siger Rasmus Ejrnæs.
En langt træk
Hvis Danmark skal udlægge 30 procent af landarealet til beskyttet natur, har det dog lange udsigter – og med mindre nogen prioriterer det politisk, kommer det slet ikke til at ske, siger Rasmus Ejrnæs:
”Det vil tage langt tid, for mange mennesker er i gang med legitime udnyttelser af pladsen til andre formål. Og så er vi tilbage ved indledningen: Er det en skrivebordsøvelse, eller er det realistisk? Det kræver en politisk beslutning og en prioritering af at realisere den politiske beslutning. Først og fremmest skal midlerne findes, for naturbeskyttelse koster penge. Det vil kræve erstatningsordninger, og at jordejere vil gå ind i det, og vi er oppe i mange milliarder kroner for at give så meget plads til naturen. Vi skal op i noget, der svarer til udvidelsen af forsvarsbudgettet, hvor der er afsat 18 milliarder mere om året, hvis vi skal give den vilde natur plads i Danmark,” siger han.
Rasmus Ejrnæs tror ikke på, at der vil komme et element af tvang ind i forhold til at udlægge private skove til beskyttet natur:
”Ekspropriation til biodiversitet? Jeg kan ikke se det komme, for vi har ikke tradition for at ekspropriere til natur, og det kommer man heller ikke til her,” siger han.
