I dag ved de fleste, at man lagrer CO2 i træbyggeri. Det anvendte tømmer giver plads i skoven til nye træer, der vokser og optager CO2. Vi igangsætter altså en gunstig proces ved at vælge træ som byggemateriale – jo mere vi bygger med træ, jo mere CO2 lagrer vi.
Træ er altså et reproducerbart byggemateriale – vi planter bare mere. Og så kan træ substituere mere CO2-belastende materialer.
Det lyder måske for godt til at være sandt, og måske netop derfor udfolder der sig en akademisk debat om, hvordan vi kan indkalkulere den CO2, der slippes fri, når vi engang om måske 100 eller 200 år lader træet forgå ved råd eller forbrænding. Kalkulen er nået frem til, at vi allerede nu skal indregne dette CO2-udslip i vurderingen af de aktuelle fordele ved at anvende træ i stedet for de CO2-tunge materialer.
Den måde at regne på reducerer selvfølgelig træets klimamæssige konkurrencefordel, og det betyder, at byggeriet som branche kan fortsætte dets ukritiske anvendelse af de traditionelle og CO2-belastende byggematerialer, der for alles vedkommende er baseret på forgængelige materialer.
Når man opgør balanceregnskabet i rene CO2-værdier, der ser bort fra fx reproducerbarhed og tilgængelighed til ressourcer versus forgængelighed og ressourceknaphed, misser man noget væsentligt.
Hertil kommer, at træ bør godskrives, at når det efter mange årtiers brug bliver brændt som biobrændsel, så substituerer det afbrænding af fossil energi. Og selvfølgelig bør man også anerkende, at træ genanvendes i fx spånplader, som udelukkende produceres af genanvendt træ. Begge dele ændrer på afgørende vis præmisserne for træets CO2-bidrag.
Byggeriets samlede, tunge CO2-regnskab afspejler en konservatisme, hvor hele byggeriets værdikæde er lullet ind i et tankesæt, hvor beton skal bruges til alt slags byggeri, tegl er reduceret til et pyntemateriale, og glas og stål begge har dominerende funktioner.
Materialemæssig diversitet
Vejen ud af problemet og mod reduktion af CO2-aftrykket er mere materialemæssig diversitet; hybridt byggeri om man vil. I forhold til bæredygtighed og CO2 er det oplagt, at vi ikke kan blive ved med at drive rovdrift på forgængelige ressourcer, og at vi bliver nødt til at begrænse vores forbrug af den slags byggematerialer. De skal substitueres med materialer, der er reproducerbare – biogene materialer og især træ.
Lad mig give et eksempel, der viser, at det slet ikke er så fjern en tankegang. I byerne bor rigtig mange mennesker i byggerier, som er opført for mere end 125 år siden. Brokvartererne i København har rummet generationer og er blevet renoveret, ombygget og gjort tidssvarende i flere omgange. Og de kommer til at stå der længe endnu.
Men bag det hele i disse brokvarterer findes et byggeri med et fundament i beton, murede facader til begge sider og etageadskillelser, vægge og tagkonstruktioner i træ. Det er hybridt byggeri, hvor træet anvendes i maksimalt omfang og beton og cement i mindst muligt omfang. Det er i praksis designet til adskillelse, og så er de populære med et godt og sundt indeklima.
En sådan byggeskik har vi desværre for længst lagt bag os. Men tænk, om vi kunne lære at kræve de mest CO2-belastende byggematerialer substitueret med de mest klimavenlige, reproducerbare og bæredygtige materialer.
Måske kunne nogle af de mere akademiske debatter forlade fokus på CO2-ækvivalenter og hjælpe byggeriet med et perspektiv i retning af hybrider og materialemæssig diversitet.
