Bjergsted ved Jyderup har i mange år været kendt for skakbrætkulturer. Det er en blanding af løvtræ – bøg eller eg – og rødgran plantet i felter på 6 x 6 meter eller 9 x 9 meter. Derved står der skiftevis løvtræ og gran, som er fordelt på samme måde som de hvide og sorte felter på et skakbræt. Målet er på sigt at skabe en ren bevoksning af bøg eller eg. Modellen har været brugt fra 1940 til midt i 1970’erne.
Bjergsted er velegnet til dyrkning af de fleste træarter. Jorden er en bakket randmoræne med gruset og sandet jord. Det er ret tørt med en nedbør på 550 mm om året. Terrænet ligger højt, op til 70 meter over havets overflade, og det er udsat for vestenvind fra Storebælt.
Men hvorfor i det hele taget blande løvtræ og nåletræ på samme areal? Og er det stadig en god idé?
Der var i sin tid to vigtige begrundelser: bedre økonomi ved anlæg af løvtræ og større stabilitet i nåletræ.
Men der er flere fordele:
- Billig kultur
En løvtræskultur koster 2-4 gange så meget som en rødgrankultur. Ved at blande to arter kan man nedsætte kulturudgifterne.
- Tidlige udbytter
Gran giver salgbare effekter allerede ved 20-25 år, og produktionen i ungdommen er højere end i løvtræ. Det giver en pæn forbedring i rentabiliteten.
Da man fik ideen til skakbrætkulturer, var der et yderligere argument: Man kunne sælge lægter og stager af gran, men man kunne ikke sælge eg fra unge bevoksninger. Det har ikke betydning i dag, hvor de første tyndinger af både løv og nål bliver til energitræ
- Højere produktion
En blanding af to forskellige træarter kan udnytte vækstforholdene bedre end én træart. Rødgran har en højere tilvækst end løvtræ i ungdommen, mens løvtræerne lever længere.
Nåletræerne har overfladiske rødder, løvtræerne dybtgående. Nåletræerne har en kegleformet krone, løvtræernes krone ligner mere en omvendt kegle. Vand, næringsstoffer og lys udnyttes derfor bedre i en blanding.
Undersøgelse af en blanding af skovfyr og eg viser op til 10 procent højere tilvækst i blandingen i forhold til rene bevoksninger af de to arter – såkaldt ægte blandskovstilvækst. Det samme vil formentlig også gælde en blanding af rødgran og bøg, men næppe rødgran og eg.
- Færre sygdomme
Sygdomme og skadedyr angriber kun en af træarterne, og risikoen nedsættes, når der står to træarter på arealet. Det gælder især rodfordærver i gran, som spredes med sammenvoksede rødder.
- Afdækning af risiko
Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, både hvad angår klima og afsætning af råtræ. Ved at have to arter på samme areal har man større handlefrihed.
- Vildtvenligt
Hjortevildtet kan finde læ og dække i de unge nåletræer, og fasanerne sidder gerne i granerne, hvor de er i sikkerhed.
- Større biodiversitet
En blanding af nål og løv giver en stor variation i vækstforhold og dermed mulighed for flere plante- og dyrearter på samme sted.
- Positivt for friluftsliv
Skovgæster foretrækker en varieret skov fremfor store ensartede flader. Og om vinteren er det mere interessant at kigge på et stedsegrønt træ fremfor et nøgent løvtræ.
- Dyrere kulturanlæg
Det kræver ret stor omhu at anlægge en skakbrætkultur. Hvis man bruger felter på 6 x 6 meter, er der næsten 300 felter pr. ha, og de skal afsættes ret præcist i terrænet. Derfor gik de fleste ret hurtigt over til rækkevise blandinger, fx 3 rækker løvtræ og 3 eller 5 rækker nåletræ.
Der er dog også en række indvendinger ved blanding af rødgran og løvtræ:
- Dyrere kulturpleje
Løvtræerne vokser langsommere i ungdommen end granerne. Løvtræerne bliver nemt overvokset af granerne og kan blive skygget væk, og derfor skal man føre en ret hård og tidlig hugst i granerne.
I en skakbrætkultur er det svært at vælge de graner, der skal fjernes, men det er lettere i en rækkevis blanding. De første indgreb består ofte i at hugge alle de nåletræer, der står lige op ad løvtræerne. Senere udføres en selektiv tynding i nåletræerne samtidig med løvtræerne.
Den stærke hugst i granerne betyder, at de økonomiske fordele ved grandyrkning bliver mindre – men målet er som nævnt også dyrkning af løvtræ.
Pro Silva-ekskursion
Indlægget her er skrevet af et bestyrelsesmedlem i Pro Silva ved årets sidste ekskursion til Bjergsted for at se, hvordan skakbrætkulturerne havde udviklet sig. Værten ved ekskursionen var Jacob Schaffalitzky de Muckadell, som i mange år har stået for den forstlige pleje.
- Flere effekter på arealet
Der er større udgifter til skovning og udkørsel, når der aflægges flere forskellige effekter.
- Større risiko for stormfald
Et af formålene med skakbrætkulturerne er som nævnt større stabilitet, men det er ikke opfyldt. Granerne vil hurtigt blive flere meter højere end bøgene. Egene kan følge med granerne i begyndelsen, men de vil også sakke bagud.
Set på afstand vil en sådan blandingsbevoksning ligne en stærkt tyndet granbevoksning. Granerne er derfor udsat for stormfald og udtørring. Stormfald kan begrænses, hvis man undgår at anlægge blandingerne på udsatte steder.
Under ekskursionen hørte vi flere gange, at den viste bevoksning var blevet ramt af stormfald for mange år siden, så de fleste eller alle graner var væltet. Netop de bevoksninger var de mest vellykket med velformede løvtræer. Bevoksninger, der ikke var ramt af stormfald, havde derimod typisk opknebne løvtræer med spinkle kroner. Det viser, at tidlig, stærk tynding i gran er nødvendigt for, at blandingen af løv og nål kan lykkes. Bjergsted er ellers kendt for en ret henholdende hugst, men i en del af bevoksningerne havde stormfald altså sørget for en kraftig tynding.
- Rettidig tynding
Ovenstående peger i retning af det måske største problem ved blandingsbevoksninger: Granerne skal ikke blot tyndes rimelig hårdt, det skal også ske rettidigt, så løvtræerne kan udvikle store kraftige kroner. Er man uopmærksom blot nogle få år, kan det være umuligt at rette skaderne på løvtræerne. Mange nål-løv-blandinger er endt med rent nåletræ, fordi man kom for sent med et indgreb. Blandingsbevoksninger kræver en aktiv skovdyrker, som følger udviklingen med få års mellemrum og griber ind i rette tid. Det er derfor en fordel, hvis ejendommen har en langsigtet skovstrategi og en stabil administration.
Konklusion
Skakbrætkulturer af bøg/eg og rødgran er med dagens øjne en ret besværlig og dyr type af kultur, både i anlæg og pleje. Et næsten lige så godt alternativ er rækkevise blandinger af løv og nål.
Blandingsbevoksninger bør ikke anlægges på lokaliteter udsat for stormfald. Rødgranen skal tyndes tidligt og hårdt, så løvtræerne kan udvikle store kroner og med tiden overtage arealet. Det kræver opmærksomhed fra skovdyrkeren og rettidige indgreb.
