En markant forøgelse af det danske skovareal har siden 1989 været en politisk målsætning for vekslende regeringer. Senest har ambitionen fået ny aktualitet med regeringsprogrammet ”Ansvar for Danmark” fra 2022, hvoraf det bl.a. fremgår, at ”regeringen vil fremlægge en ambitiøs skovplan med et mål om etablering af 250.000 ha ny skov i Danmark”, svarende til en arealforøgelse på 40 procent.
Spoler vi tiden tilbage til slutningen af 1700-tallet, ville den nuværende regerings målsætning have betydet knap en fordobling af skovarealet. Ifølge den første nogenlunde målfaste kortlægning af Danmark, som blev foretaget af Videnskabernes Selskab, fyldte skovene dengang 7-8 procent af landet – eller ca. 250.000 ha. Men der var langt fra tale om de velafgrænsede træbevoksede ”øer” i landskabet, som i dag bærer denne betegnelse. En kombination af overforbrug af træ og omfattende husdyrgræsning på så godt som alle arealer, der ikke bar korn, havde nemlig gennem århundreder slidt skoven ned, så den mest bestod af spredte overstandere og udbredt kratvegetation
Det store vendepunkt
Det var denne misere, der – aktualiseret af bl.a. stigende brændepriser og udsigten til et godt oldenår i 1805 – fik den enevældige danske regering til at udstede den såkaldte Fredskovsforordning. Den påbød alle private skovejere inden for fem år at ophæve de traditionelle ejendomsfællesskaber mellem besidderne af højskov, lavskov og græsning. Og den lagde samtidig en ganske indgribende binding på de nye højskovslodder: at de for al fremtid skulle vedblive at være såkaldt fredskov, der var friholdt for den skadelige kreaturgræsning. Indgrebet betød, at den igangværende afskovning blev standset. Til gengæld blev de nye lavskovslodder ryddet, så det nu kun var højskovene der stod tilbage. På den måde fik skovarealet endnu et nøk nedad til ca. 4 procent i 1810.
Vi skal dog frem til 1860’erne, før en egentlig skovrejsningspolitik blev artikuleret og effektueret
Fredskovforordningen indeholdt intet program for en forøgelse af Danmarks skovareal. Heller ikke efter tabet af flåden i 1807 – hvor skovejerne blev opfordret til at plante egetræer i de eksisterede skove til fremtidens flådebyggeri – sigtede man mod arealudvidelser. Det gjorde til gengæld de statslige anlæg af plantager på den jyske hede, der var begyndt tilbage i 1788, og som omkring 1830 udgjorde ca. 1.300 ha. I 1809 begyndte også tilplantningen af den bornholmske Højlyng, som blev til Almindingen.
Fra det absolutte minimum omkring 1810 skete der bl.a. som følge af statens plantageanlæg en ganske langsom forøgelse af det danske skovareal frem mod den første officielle skovstatistik i 1861. Medvirkende var tillige udvidelser af eksisterende skovejendomme i takt med skovbrugets tiltagende professionalisering og kommercialisering. Og samtidig udkom der stadig flere bøger som Charles Mouriers ”Anvisning til træplantning og skovs anlæg på en bondegårdslod” fra 1806, der opfordrede private jordejere til at plante skov.
Hedeselskabets gik forrest
Vi skal dog frem til 1860’erne, før en egentlig skovrejsningspolitik blev artikuleret og effektueret. På et tidspunkt, da mange satte spørgsmålstegn ved fredskovspligtens rimelighed og statsskovbrugets eksistensberettigelse, stiftedes Det Danske Hedeselskab i 1866. Dets formål blev at egnsudvikle midt- og vestjyske hedeegne gennem kollektive anlæg til forbedring af dyrkningsforhold og samfærdsel − eller med datidens formulering, at ”fremme frugtbargørelsen af de jyske heder”. Hertil hørte med stifteren Enrico Dalgas’ ord anlæg af ”læbælter af skove”, og fra 1873 blev skovrejsning og læplantning selskabets vigtigste aktiviteter.
Gennem de følgende årtier blev mange plantager anlagt efter Hedeselskabets målrettede agitation – og som regel også med selskabet som entreprenør og dets medarbejdere som ansvarlige for den daglige drift. Efter en noget famlende start blev normen for de nye plantager sædvanligvis rødgran som hovedtræart med bjergfyr som ammetræer i en forholdsvis lang etableringsfase. Nogle plantager var kommunale, andre private. Nogle ejedes af større lokale foreningsdannelser, andre igen af lokale lodsejere – og atter andre af pengestærke investorer. Men fælles for dem alle var, at staten fra 1884 støttede skovrejsningen økonomisk mod pålæg af fredskovspligt (såkaldte A-plantager).
I løbet af de første 25 år nåede Hedeselskabet at anlægge og administrere plantager med et samlet areal på ikke mindre end 25.000 ha. Det var dog først de følgende ca. 20 år, der på landsplan blev præget af den hidtil stærkeste arealfremgang på op imod 5.000 ha per år. Plantningsvirksomheden kulminerede omkring år 1900 i det centrale Jylland – og udmærkede sig i denne periode særligt ved de store investeringer, som blev foretaget af velhavende industribaroner i Hovedstaden. For flertallet af dem lå der øjensynlig snarere et behov for at udtrykke et nationalt sindelag end snævre driftsøkonomiske interesser bag oprettelsen af disse ’Københavnerplantager’.
Parallelt med den kolossale private, statsstøttede skovrejsningsindsats oprettede Statens Klitvæsen i 1867 anlæg af plantager beregnet på sanddæmpning, som i det små var påbegyndt på Nordsjællands kyst helt tilbage i 1720’erne. Tilplantningen gjaldt især de nord- og vestjyske kystklitter. Efter fyrre års virksomhed forvaltede klitvæsenet omkring år 1905 ca. 22.000 ha klitplantager, der overalt var domineret af bjergfyr. Kun tyve år senere var arealet vokset med yderligere 10.000 ha.
Varierende ”kontant interesse”
Fra 1880’erne og gennem den følgende lange periode frem til 1960’erne, hvor landbrugserhvervets ekspansion og effektivisering stod øverst på de fleste politiske dagsordener, skete der næsten en fordobling af det danske skovareal, som i 1965 nåede 9,4 procent, særligt båret af jyske aktiviteter. Vækstens tyngdepunkt i Vestdanmark betød samtidig, at skovarealet over denne hundredårsperiode blev fordelt mere ligeligt geografisk end tidligere. Omkring 1880 varierede amternes skovprocent fra bogstavelig ingenting i Hjørring, Thisted, Ringkøbing og Ribe til over 10 procent i Frederiksborg, Sorø, Præstø og Maribo. Den gennemsnitlige skovprocent per amt var da 5,8. I 1951 lå der skov i alle amter, og gennemsnitsprocenten var steget til 10,2 – de fire tidligere skovløse jyske amter kunne nu prale med skovprocenter på mellem 8,3 (Hjørring) og 12,6 (Thisted).
Fra midten af 1960’erne gik skovrejsningsindsatsen imidlertid i stå. Statens tilskud til etablering af nye plantager var vigende, skovbrugserhvervets økonomi i almindelighed tiltagende klemt, og ændringer af Landbrugsloven vanskeliggjorde inddragelse af landbrugsjord til andre formål. I 1970 konstaterede Hedeselskabets direktør derfor, at man næppe kunne ”regne med etablering af nye plantager, medmindre vore bevilgende myndigheder viser en, om man så må sige, − kontant − interesse for sådanne nye skovanlæg”, og gennem de følgende årtier stagnerede skovarealet på godt 9 procent.
Hvis man skal lære noget af historien, må det være, at en stærk politisk vilje ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at rejse mere skov.
En sådan ”kontant interesse” viste politikerne imidlertid først igen, da miljøminister Lone Dybkjær i december 1989 i forbindelse med sin fremlæggelse af ”Redegørelse om mål og midler i miljøpolitikken” bebudede en fordobling af det danske skovareal i løbet af firs år. Formålet var ikke som tidligere brændselsforsyning, et forbedret lokalklima eller etableringen af nye arbejdspladser – men derimod et led i en stadig mere omfattende miljøpolitik. Ministeren understregede således ved fremlæggelsen, at ”skov er i sig selv en vigtig naturressource, og desuden dyrkes den mere ekstensivt end landbrug med betydelig mindre anvendelse af kunstgødning og bekæmpelsesmidler”. Skoven blev altså set som et miljørigtigt alternativ til landbruget, der i en årrække havde haft tilbagevendende problemer med EF-støttet overproduktion.
Udpegning af potentielle skovrejsningsområder kom naturligt til at indgå i arbejdet med fremtidige regionplaner, men projektet oplevede kun begrænset succes. Det var en forudsætning for dets gennemførelse, at der blev tilplantet ca. 4.500 ha om året. Men gennem de følgende tyve år lykkedes det kun at etablere 1.500 ha årligt, hvilket svarer til 30 procent af målsætningens tempo.
Efter 2006 viser den officielle statistik en stor forøgelse af det dansk skovareal (se figur), hvilket dog til dels skyldes ændrede opgørelsesmetoder.
Skovrejsning kræver politisk vilje – og kapital
Fra primært at have været et middel til at imødegå brændselsmangel, forblæste produktionsvilkår eller overproduktion i landbruget, ses skovrejsning i dag som et redskab til at sikre rent drikkevand, at imødegå menneskeskabte klimaforandringer gennem kulstofbinding, at forøge den hårdt pressede biodiversitet ved udlæg af urørte naturområder samt at frembringe bynære rekreationsarealer til brug for det moderne friluftsliv i alle dets former.
Derfor bliver nye initiativer til forstærket skovrejsning ved med at se dagens lys. Men i de senere år synes projektet ligefrem at have tabt fart til kun ca. 1.300 ha om året. I 2020 fordelte skovrejsningsindsatsen sig i øvrigt med ca. 25 procent i Region Midtjylland, 13 procent i Region Nordjylland, 60 procent i Region Syddanmark og 1 procent i Region Sjælland. Skovrejsning er altså fortsat, akkurat som for 150 år siden, fortrinsvis et jysk anliggende.
Hvis man skal lære noget af historien – og det skal man ikke nødvendigvis – må det være, at en stærk politisk vilje ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at rejse mere skov. Der skal også kapital til. Men vel at mærke forskellige former for kapital. Økonomisk kapital til tilskudsordninger, der er konkurrencedygtige i en situation, hvor der er rift om arealanvendelsen. Og social kapital knyttet til fængende, almennyttige formål. Det vi mangler, er imidlertid næppe – som under hedetilplantningens for mere end et århundrede siden – et nyt nationalt projekt, men snarere ansporende, ideelle målsætninger for henholdsvis kulstofbinding, biodiversitet og friluftsliv.
