Hvert år går muligheden for at plante flere tusinde hektar ny skov i Danmark tabt.
Det er en uundgåelig kendsgerning, som vi ikke længere kan ignorere. Skovrejsningsordningen, der burde bidrage til den grønne omstilling, fungerer simpelthen ikke, som den burde. Trods de betydelige midler, EU hvert år stiller til rådighed, går arbejdet med de nye skove for langsomt. Pengene bliver simpelthen ikke brugt, og sidste år blev kun halvdelen af de tilgængelige midler udnyttet. Det er et tydeligt tegn på, at noget er helt galt med Landbrugsstyrelsens skovrejsningsordning.
Hvis regeringen vil nå sit mål om at plante 250.000 ha ny skov i Danmark, må den derfor justere ordningen. Den skal gøres mere smidig og mindre navlepillende. Den skal tilpasses skovrejsningens årshjul, så planteskoler og skovrejsningskonsulenter kan følge med og planlægge arbejdet. Og så skal lodsejerne betales bedre og til tiden, hvis man vil motivere dem til at rejse landets nye skove.
Lavt tilskud og lang sagsbehandling
En af de mest udtalte udfordringer ved skovrejsningsordningen er de alt for lange sagsbehandlingstider, der har været hos Landbrugsstyrelsen og i kommunerne. Denne træghed forlænger projekternes tidshorisont med op til flere år, og det skaber frustration blandt lodsejere, konsulenter og planteskoler. Og det er i strid med klima- og miljødagsordenen, hvor nye skove kan bidrage positivt.
Skovrejsningstilskuddet er ikke fulgt med inflationen og er derfor løbende blevet mindre attraktiv at søge. Det er også en hæmsko, at der er forskel på de tilskud, der ydes: Løvskove belønnes med et betydeligt større tilskud (32.000 kr./ha) end nåleskove (20.000 kr./ha) – og det straffer dem, der ønsker at bidrage mest til et hurtigt CO2-optag, hvor højproduktive nåleskove netop udmærker sig. Samtidig er der kamp om jorden. Kornpriserne er steget betragteligt. Og vi ser hele tiden nye solcelleparker skyde frem i landskabet, som årligt kan indbringe lodsejerne mellem 15-20.000 kr. pr ha – en økonomisk ramme, som skovrejsningens engangstilskud ikke kan hamle op med.
Pludselig blev polsk lind forbudt
Det kræver tid at planlægge skovprojekter, og derfor er kontinuitet et nøgleord i vores branche. Et ord, vi desværre ikke kan påklistre skovrejsningsordningen, der hvert år kommer med større eller mindre ændringer. Det har skabt problemer – bl.a. ude hos planteskolerne, der har brug for klare retningslinjer i god tid for at kunne tilpasse produktionen til den aktuelle efterspørgsel på skovplanter. Både planteskoler og konsulenter har brug for tid til at imødegå eventuelle ændringer i de årlige skovrejsningsordninger. Desværre kommer vejledningen ofte alt for sent, og det skaber forvirring og usikkerhed for alle parter.
Er det nødvendigt at ændre vejledningen hvert år? Kunne vi i stedet lægge den fast i længere perioder på måske 3 eller 5 år?
I år blev det fx forbudt at plante småbladet lind med polsk oprindelse i skovrejsninger. En ændring, der kom helt uden varsel: Fra det ene år til det andet måtte planteskolerne ikke længere tilbyde en proveniens til skovrejsningsordningen, som har været tilladt i over 20 år. Et umuligt krav at efterleve, fordi der ikke findes tilgængelige danske frø af småbladet lind, og fordi det tager 1-2 år at producere en lindeplante. Det betyder nu, at skovrejsningskonsulenterne skal søge dispensation til alle projekter, hvor de vil plante lind. Det skaber derved endnu en sagsgang, som forlænger behandlingstiden og gør projekterne unødigt besværlige.
Hvis regeringen vil sætte skub i processen med at etablere 250.000 ha ny skov i Danmark, så skal den sikre sig, at reglerne ikke modarbejder de aktører, der skal gøre drømmene til virkelighed.
Lås ordningen fast i perioder
Som skovrejsningskonsulenter har vi ofte været nødt til at starte projekterne, før vi kendte vejledningen. Det har skabt usikkerhed, fordi vi risikerer, at projekterne senere i processen skal ændres eller måske slet ikke bliver godkendt. Problemet skyldes, at vejledningen til en ny ordning i mange år først er blevet offentliggjort samtidigt med, at ansøgningsrunden for det pågældende tilskud er gået i gang. På det tidspunkt har projekterne været tegnet og planlagt i flere måneder, og derfor har vi som skovrejsningskonsulenter været nødt til at læne os op ad vejledningen fra den tidligere ansøgningsrunde – og blot håbe på, at der ikke er sket markante ændringer i den nye ordning. Et håb, der dog ofte strander, når den nye ordning offentliggøres. Ikke to år i træk har vejledningerne været helt ens, og som konsulenter er det vores ansvar at fange ændringer i vejledningen – uanset hvor små de måtte være.
Et godt eksempel er en ændring fra år 2020-2021. I tidligere ordninger var der formuleret et afstandskrav på hhv. 15 og 30 m. til “naboejendommes hus og have”. Pludselig var ordlyden ændret, så kravet nu ikke blot gjaldt nabogrunden, men også lodsejerens eget hus og have. I en vejledning, som er knap 70 sider lang, kan det være svært at opdage en ændring på få ord, når man som konsulent læser vejledningen igennem for 3., 6. eller 9. år i træk. Den ubetydelige ændring i selve teksten viste sig at have ufatteligt stor betydning for de mange projekter, der allerede var tegnet færdige ude hos lodsejerne. Og det krævede ekstra ressourcer fra både konsulenter og Landbrugsstyrelsen – særligt fordi mange af projekterne pga. ændringer skulle i høring igen.
Er det nødvendigt at ændre vejledningen hvert år? Kunne vi i stedet lægge den fast i længere perioder på måske 3 eller 5 år? På den måde kan ordningen også kan få lov at leve lidt, så det bliver mere tydeligt, hvad der er behov for at justere.
Stop EU’s kontroltyranni
Når tilskuddet er søgt, tilsagnet er givet, skoven er plantet og projektet er færdigmeldt – så starter kontrolsystemet ved Landbrugsstyrelsen.
Fordi skovrejsningsordningen er en del af EU’s landdistriktsprogram, er den underlagt strenge krav til, hvordan midlerne bruges. Derfor skal Landbrugsstyrelsen kontrollere alt fra skovrejsningens arealmæssige omfang til plantetal og valg af plantemateriale – samt hvor mange meter vildthegn, der er sat op for at beskytte den nye skov. Registreres den mindste uoverensstemmelse i ansøgningen, melder Landbrugsstyrelsens systemer om “fejl” til lodsejeren.
De mange hænder, der igen skal behandle sagen, resulterer i yderligere lønomkostninger, der langt overstiger de 150 kr., som EU blev ”snydt” for i første omgang.
En fejl kan fx være, at der er indberettet ti meter hegn for meget. Det svarer til 150 kr. for meget i udbetalt støtte. I virkeligheden søger vi dog sjældent tilskud til for meget hegn – fejlen skyldes som regel, at kontrollørerne måler hegnslinjen på flyfoto, der ikke tager højde for kupereret terræn og derfor underestimerer den reelle hegnslængde.
En sådan ”fejl” resulterer i længere sagsbehandlingstid, fordi projektet nu skal i høring hos lodsejeren, der kan kommentere sagen. De mange hænder, der igen skal behandle sagen, resulterer dermed i yderligere lønomkostninger, der langt overstiger de 150 kr., som EU blev ”snydt” for i første omgang.
Gør ordningen attraktiv igen
Der er altså mange udfordringer med skovrejsningsordningen, som derfor bør rettes til, så den motiverer flest mulige lodsejere til at plante skov – og så den er lettere at administrere og planlægge efter for branchens aktører.
Vi ser derfor følgende forbedringsmuligheder i Skovrejsningsordningen:
- Skovrejsningstilskuddet bør øges, så det er mere attraktivt for ansøgere – uanset om man ønsker at plante nåle- eller løvskov.
- Den detaljeorienterede sagsbehandling bør erstattes af en mere tillidsbaseret tilgang, hvor Landbrugsstyrelsen i stedet arbejder med bagatelgrænser og stikprøver.
- Mere kontinuitet i ordningen med varsling af ændringer i god tid. Vejledningen bør udkomme et halvt år, før ansøgningsrunden begynder.
- Landbrugsstyrelsen bør levere faglige begrundelse for, hvilke arter og provenienser, der kan anvendes i skovrejsningsprojekter og varsle ændringer i god tid til planteskolerne
- Ansøgningsprocessen bør starte tidligt på året, og svar bør gives inden sommerferien. Heldigvis er Landbrugsstyrelsen allerede i gang med at ændre dette, så man formentligt allerede fra 2024 kan søge tilskud i februar. Hvornår, vi kan forvente svar på ansøgningerne, bliver dernæst spændende at følge.
Medarbejderne i Landbrugsstyrelsen gør naturligvis, hvad de kan for at administrere en skovrejsningsordning, der desværre ikke fungerer optimalt. Men for at sikre opbakning til ordningen blandt lodsejere, konsulenter og planteskoler rundt om i landet mener vi, det er på tide at handle fra politisk hold, hvis vi i fællesskab skal opfylde målet om 250.000 ha ny skov i Danmark.
Derfor er det også glædeligt at se, at der med den nye ansøgningsfrist bliver taget nogle skridt i den rigtige retning. Nu skal vi bare hele vejen i mål, så vi kan få skabt en attraktiv skovrejsningsordning, der bedst muligt støtter op om regeringens egne målsætninger for klima og skov.
