Et kraftigt stormvejr rammer i 2022 farvandene ud for den hollandske kyst. På vandets overflade ligger store plader med solceller svarende til halvanden fodboldbane, som bliver udsat for ti meter høje bølger.
Solcellerne overlever stormen Eunice, som hærger i hele seks døgn, og det bliver startskuddet til et nyt energieventyr på havet for Oceans Energy, der på baggrund af testresultaterne får lov at drive flydende solceller i havvindmølleparken Hollandse Kust Noord, som ejes af virksomheden CrossWind.
Det skriver Green Power Denmark.
Verdens første havhybrid
Med aftalen mellem CrossWind og Oceans Energy er det altså ikke længere kun på land, at vindmøller og solceller kan sameksistere. Det kan de nu også i Nordsøen, hvor Hollandse Kust Noord ifølge Oceans Energy bliver verdens første hybridpark beliggende i åbent farvand med høj bølgegang. En udvikling, der vil effektivisere energiproduktionen, lyder det fra Oceans of Energy’s direktør, Allard van Hoeken:
”Vi lægger offshore solenergi oven i offshore vindenergi. Vores system er en af nøglerne for at få succes med de innovative dele af den nye vindmøllepark. Det er et stort ansvar, da Hollandse Kust Noord kommer til at være et eksempel på kombinationen af havvind og solcelleparker i fremtiden,” sagde han i en pressemeddelelse, da aftalen blev indgået i foråret.
Havmølleparken Hollandse Kuust Nord producerer fra i år 759 MW grøn strøm, mens det endnu er uklart, hvor meget solcellerne, der skal flyde mellem de 69 møller, kommer til at producere.
Ocean Energy forventer, at solcellerne kan klare op til 13,5 meter høje bølger og overleve i 25 år med et minimum af vedligeholdelse.
Hybridanlægget forventes at være i fuld drift i løbet af 2025.