Vi er omgivet af kæmpetræer, og luften er tæt og fugtig. Vi baner os vej gennem en tæt underskov, hvor vi sjældent kan kigge mere end 100 meter frem i skovbunden. Buske og småtræer i alle størrelser og former er på vej op under kæmpernes kroner, klar til at skyde i vejret, når der bliver lys. En lille fluesnappers bløde strofe høres fra et tæt buskads, og fra et hul i en gammel bævreasp lyder mellemflagspættens miavende kald.
Pludselig lyder en dundrende torden som fra et nært uvejr, og jorden begynder at ryste under os – ”Zubra!! råber vores polske guide – en bisonflok tæt på har sat sig i bevægelse, men til vores held i retning væk fra os. Vi ser ikke dyrene, men står alligevel tilbage med høj puls og store smil efter den intense oplevelse, inden vi går videre på jagt efter en af urskovens mest kræsne specialister: den hvidryggede spætte.
Der tales meget om skov i disse år. Og med god grund. Skovene er danskernes foretrukne kulisse for naturoplevelser og friluftsliv, og skovene leverer samfundsgoder i form af tømmer og lagring af kulstof. Der er klare politiske mål om mere skov – 20-25 procent i 2100 – så skovrejsningen buldrer derudad i et tempo, så vi i dag er oppe på næsten 15 procent skov i Danmark mod kun 2-3 procent omkring år 1800.
Den megen fokus på skov rejser uundgåeligt en diskussion om, hvordan fremtidens danske skove skal se ud og forvaltes. De nuværende danske skove bærer stærkt præg af dels at være unge – 200 år er ingenting for en skov – dels af at være plantet og drevet med aktiv skovdrift. Her er få arter af træer, de er ofte lige gamle, og der er langt mellem gamle og døde træer, vand, naturlige lysninger med blomster og blomstrende buske og store dyr i de danske skove.
Vores forvaltning af skovene har således sat sine tydelige præg på skovenes struktur og funktion, og de fleste skove herhjemme er langt fra de naturlige skove på vores breddegrader. Det forklarer også, hvorfor en stor del af de skovlevende dyr og planter i dag er truede eller sjældne.
Hvad er det så for en skov, vi ønsker, der skal brede sig ud over det danske landskab? Er det klimaskove og plantager, hvor målet er rationel skovdrift og ordnede forhold, måske med små lommer til naturen? Eller vil vi være ambitiøse på naturens vegne og afsætte plads til vilde og varierede skove, sådan som de har set ud engang? Skove, som på sigt igen vil tilbyde egnede levesteder for en bred vifte af skovlevende organismer.
Ovenstående indledning stammer fra et fantastisk møde med vilde bison på en fugletur til den polske urskov Bialowieza – en fortryllende skov, som gennem århundreder har fået lov at vokse vildt, og hvor man i dag kan møde et fugleliv, hvis mage ikke findes ret mange andre steder i Europa. Her findes ni arter af spætter, slagugler og spurveugler, lille skrigeørn og de dybe skoves stork: den sorte stork.
I Bialowieza kan man ved selvsyn opleve en skov med den fantastiske variation af levesteder processer og strukturer, som kendetegner vilde skove. Men Bialowieza er i virkeligheden også en model for, hvordan fremtidens skove i Danmark kan komme til at se ud. For det er hverken et særligt klima, geografisk placering eller en unik jordbund, der har skabt forudsætningerne for den eventyrlige urskov på grænsen mellem Polen og Hviderusland. Det handler først og fremmest om, at den har fået lov til at passe sig selv.
Havde vi gjort det samme herhjemme, ville vi kunne gå ud og få mange af de samme oplevelser i danske skove, måske med enkelte andre arter end i Polen, men hovedparten havde været de samme. For i en ikke så fjern fortid har hele det nordeuropæiske lavland hængt sammen i ét vidtstrakt skovlandskab, hvor mange af skovens organismer har kunnet sprede sig gennem landskaberne. På den måde bliver en tur til det østlige Polen også til en vandring i den danske urskov, som den kan have set ud engang. Og måske lige så spændende: En vandring i Bialowieza kan blive til en vandring i fremtidens skove, hvis vi giver plads til store vilde og varierede skove.
Mosaik af habitater
Bialowieza er et kæmpe skovområde, men kigger man nærmere på skoven, opdager man, at den består af mere og andet end bare træer. Den består af en mosaik af habitater drevet af et komplekst samspil af forstyrrelser og biologiske processer, der skaber en dynamisk mosaik mellem spirring, vækst, aldring, død og nedbrydning.
En vigtig forudsætning for denne mosaik er de naturlige processer og forstyrrelser, som konstant påvirker skovens udvikling og fastholder arealer i alle faser af tilgroning. Det er oversvømmelser fra søer og floder, der slår træer ihjel og flytter store mængder sediment. Det er store planteædere, som påvirker vegetationen, når de færdes i skoven og skaber stor strukturel variation.
Det er svampe- og insektangreb, som svækker træerne og dermed øger deres kvalitet som levested. Og det er kraftige storme, som på få øjeblikke kan forvandle en moden bevoksning til et veritabelt mikadospil af væltede stammer. Denne dynamik er afgørende for mange arter, ikke mindst for fuglene, fordi mange af de vidt udbredte skovfugle er afhængige af netop denne mosaik af levesteder, da de ofte yngler og søger føde i forskellige typer habitat. Tænk på stæren, der yngler i hule træer, men søger føden på åbne arealer med et rigt insektliv. Eller den sorte stork, som yngler i bredkronede ege, men søger føde i skovens dybe sumpe og moser.
Betydningen af de gamle træer
Der er mange faktorer, der spiller en rolle for den rige biodiversitet i naturlige skove. En af de vigtigste, når det gælder fuglene, er mængden af gamle og døde træer – og det handler primært om huller. For i naturlige skove yngler op mod halvdelen af alle fugle i huller i træerne, som dermed spiller en nøglerolle for fuglene.
Det hævdes ofte, at spætterne er vigtige for at skabe redehuller – man taler om spætten som en nøgleart. Men det skyldes i virkeligheden mere, at vi sjældent har ret mange naturlige redemuligheder i de danske skove. I naturlige skove som Bialowieza foretrækker fuglene naturligt opståede redehuller, og mange gamle spættehuller står ubrugt hen. Det skyldes formentlig større risiko for at få taget æg og unger af rovdyr, der hurtigt lærer, hvor spættehullerne findes.
I danske skove fjernes mange af de træer, som har stor værdi for fuglene som redetræer, fordi disse træer ikke har den store økonomiske værdi. Det er træer som birk, pil og bævreasp. Disse træer har blødere ved end de store skovtræer, og de vokser hurtigt og kan derfor i en forholdsvis ung alder bliver tilstrækkeligt store til, at fuglene kan hakke dem ud. Bævreasp er således ofte det vigtigste redetræ, hvor det får lov at blive stort. Skal der være mulighed for et stort antal naturlige redehuller, er det derfor ikke ligegyldigt, hvilke træer der vokser i skoven.
Mange af vores store skovtræer vokser forholdsvist langsomt og har meget hårdt ved, hvilket betyder, at de skal stå i skoven i flere hundrede år, før de for alvor begynder at tilbyde levesteder for fuglene. Det gælder for arter som ask, eg, bøg og avnbøg. Først i en høj alder er træerne tilstrækkeligt svækkede af alderdom, svampe- og insektangreb og vind og vejr til, at der naturligt opstår et varieret udbud af revner, hulheder og huller i træerne, hvor fuglene kan yngle. Samtidig bliver de mere attraktive for de spætter og mejser, der selv hakker huller og foretrækker svækkede og døde træer. Det er derfor også meget vigtigt, at der kontinuert er en stor andel af gamle og døde træer i skovene.
Mange af de kræsne skovfugle, som man stadig kan opleve i Bialowieza, har sandsynligvis også engang levet i de danske skove. Når de er forsvundet, skyldes det først og fremmest, at de stiller store krav til skovens forekomst af gamle og døde træer, hvilket den moderne danske skov ikke kan levere. Det har betydet, at vi ikke længere opfatter kræsne specialister som hvidrygget spætte, mellemflagspætte og hvidhalset fluesnapper som danske arter, selvom de har haft masser af levesteder i urskoven.
Et Bialowieza på dansk grund?
oprindelige danske skov har ikke lignet de skove, vi kender i dag. De har været dynamiske, varierede og med masser af vand i skoven, flokke af vildtlevende pattedyr og en stor variation i både arter og aldersklasser af træer og buske. Alt sammen har været med til at skabe et skovlandskab i konstant forandring, hvor levesteder opstår og forsvinder, og hvor arter med meget forskellige krav til levesteder kan leve side om side.
Den Men giver det mening at tale om den slags skovnatur i en dansk kontekst i dag? Ja, i højeste grad. For undersøgelser viser, at skovene relativt hurtigt vil udvikle mange af urskovens strukturer og levesteder, hvis vi giver dem tid og plads. Dermed er det muligt at genskabe rammerne for de truede og sjældne arter, der er tilpasset netop til dynamiske skovlandskaber. Det vil kræve masser af plads, simpelthen fordi mange af de naturlige processer virker på store arealer. Og det vil kræve, at vi lader træerne stå og naturen passe sig selv, så der bliver mulighed for at udvikle hele paletten af levesteder.
Det vil derfor være både ambitiøst og uhyre effektivt i forhold til biodiversitetskrisen at afsætte plads til, at danske skove kan udvikle sig i samme spor som Bialowieza. Og så vil det være helt magisk, hvis man en dag kan gå tur i en vild dansk skov og støde på nogle af de fuglearter, som vi har mistet: en hærfugl på jagt efter insekter i en bunke hestelort, en mellemflagspætte på en knudret egestamme og den sorte stork på jagt efter padder i en bæverdam. De kan alle igen blive en del af den danske natur, hvis vi vil.
