Biodiversitet har også en plads i dyrket skov

finansloven 2022 skete noget særligt interessant for det danske skovbrug: Der blev afsat 10 mio. kroner til en såkaldt Skovplan. I planen er der blandt andet fokus på udarbejdelse af en række analyser, der understøtter opnåelse af det langsigtede politiske mål om at nå 25 procent skovdække i Danmark, en analyse af træstrømmene i Danmark, der skal skabe overblik over forbruget af træressourcen – og så er der også fokus på et af tidens helt varme naturemner: biodiversitet.

En portion af millionerne er nemlig afsat til formidling i forbindelse med biodiversitet, dels udarbejdelse af et katalog over virkemidler til at fremme biodiversitet i produktionsskov og dels kurser til skovejere og -forvaltere om biodiversitet i produktionsskov.

Ansvaret for undervisningen på kurserne er landet hos Københavns Universitet og Jacob Heilmann-Clausen, som er førsteforfatteren til bogen med titlen: “Forvaltning af biodiversitet i dyrket skov” fra 2020 og lektor ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima.

”I vores tilgang taler vi ikke om natur, fordi begrebet er så mangetydigt. I stedet benytter vi termen biodiversitet, der er mere entydig. I relation til skov er det at styrke mangfoldigheden ved at gøre noget for at hjælpe de arter, som ikke trives med den almindelige skovdrift,” forklarer han.

Når det handler om at øge biodiversiteten, kan den dyrkede skov levere flere levesteder, end den gør i øjeblikket. Og det kan den sagtens, også selvom den fortsat skal være dyrket. For går man fra meget få levesteder til flere, fx ved at skabe nye vådområder i skoven, opnår man ret hurtigt en respons.

”Fordi så mange af Danmarks skove er præget af dyrkning, kan man ret hurtigt få et synligt udbytte. På den måde kan enhver skovejer nemt få et indtryk af, at det gør en forskel,” siger Jacob Heilmann-Clausen.

Vand er første skridt

Både i bogen om biodiversitet i dyrket skov og i fem vidensblade, som Københavns Universitet har udgivet i foråret 2023, findes en bred vifte af forskellige biodiversitetstiltag til danske skove. Nogle er dog billigere og virker hurtigere end andre. Og blandt de billigste og hurtigste er netop vand.

”Fordi vi har det landskab, vi har, er det nemt at genoprette mere naturlige vandstandsforhold. Det ændrer ret hurtigt rammevilkårene og skaber vådområder, lys og dødt ved, fordi træerne ikke kan lide at få våde fødder,” siger Jacob Heilmann-Clausen.

Ifølge ham er det et indlysende sted at begynde, hvis ens skov indeholder moseområder, som det alligevel ikke kan betale sig at dyrke. Her er det nærmest udgiftsneutralt at minimere dræningen ved fx at blokere grøfter.

Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at man ved en lille indsats får rødlistede arter i sin skov. Rødlisten er fortegnelsen over danske plante-, dyre- og svampearter, der er blevet vurderet til at være i risiko for at uddø.

”Men man kan lynhurtigt give plads til mere vådbundsvegetation, få flere padder eller få flere svampe og dermed flere biller og dermed også flere fugle. Men derudover er det meget individuelt, hvilke kvaliteter der er i den enkelte skov,” siger Jacob Heilmann-Clausen.

Red før du skaber nyt

Netop fordi hver enkelt skov er unik, er det vigtigt at forstå, hvad det er for et landskab, man arbejder i. Hvis ens skov ligger ude i plantageegnene i Vestjylland, er det ikke gammel løvskov, man skal styrke, men snarere de rester af lysåben natur og mose, som stadig findes i landskabet.

”Det handler om at kende sit landskab. Man kan skabe alle typer levesteder i sin skov, hvis man har penge og tid nok, men man bør tage udgangspunkt i de levesteder, der alt andet lige er bedst bevaret i landskabet, så man styrker særtræk, der er ved det landskab, man arbejder i.”

Derfor anbefaler Jacob Heilmann-Clausen, at man går frem efter den såkaldte brandmandens lov, når man planlægger tiltag.

Brandmandens lov siger, at inden man begynder at finde på nye ting, skal man vide, hvad der er af værdier. Det kan være værdier, som er direkte truede, og som man derfor bør redde, så hurtigt man kan, fx ved at udvide gennem at finde flere arealer eller blot ved at sørge for, at forvaltningen er mere optimal. Miljøstyrelsen har ligefrem udgivet en manual til kortlægning af naturkvalitet i skov. Den kan findes ved at søge på ’naturkvalitetsplanlægning’ på fx Google.

Gamle træer er unikke

Næste skridt, når de truede værdier er sikret, kan være at skabe nye typer af levesteder, biotoper. Nogle steder findes interessante biotoper tæt på, og så er det nemt at få arter til at indvandre til sit nye naturområde. Andre steder kan skov være meget isoleret. Det gælder fx nogle steder i landbrugslandskabet.

”Rigtig mange arter er dog faktisk ret gode til at sprede sig, men der er jo enorm forskel på, om vi taler fugle- eller myrespredte planter, som er superdårlige til at sprede sig,” siger Jacob Heilmann-Clausen.

Ud over vådområder er lysninger, dødt ved og veterantræer nogle af de nøgleelementer, som i lavere grad er repræsenteret i dyrket skov, og som det giver mening at skabe.

Dødt ved er nemt – det er bare frem med motorsaven. Det samme gælder lysninger, som kan opstå i samme ombæring. Veterantræer derimod tager meget længere tid.

Veterantræer eller biotoptræer er gamle træer, som tilbyder levesteder, mikrohabitater, som ikke findes på standardproduktionstræet. Det drejer sig om fx hulheder, råd og særlige strukturer, der er knyttet til høj træalder. Det er først i anden halvdel af træernes liv, at de for alvor begynder at udvikle den type af mikrohabitater, forklarer Jacob Heilmann-Clausen.

Veteranisering, som processen kaldes, tager lang tid naturligt. Det giver en udfordring for de arter af biller og svampe, fugle og flagermus, som er knyttet til hule træer.

”Når Naturstyrelsen fx sprænger toppe af træer, er det for at fremme den her proces i erkendelse af, at de fleste af vores produktionsbevoksninger i sagens natur er ret unge. I en naturlig skov dominerer træer, der er væsentligt ældre. I veltrænede eliteproduktionsbevoksninger er udgangspunktet endnu dårligere, fordi skravlede træer målrettet er fjernet i tyndinger,” fortæller Jacob Heilmann-Clausen.

Danske arter er bedst

I forhold til netop udtynding, foryngelse eller etablering af ny skov anbefaler Jacob Heilmann-Clausen desuden, at man tænker i, at hjemmehørende arter understøtter en større biodiversitet end oversøiske arter.

Fx er douglas- og sitkagran nordamerikanske arter, og de understøtter derfor stort set ikke vores biodiversitet. Mange af skovens insekter og svampe er nemlig specialister i bestemte træer.

”For ti år siden havde man en tendens til at fjerne alt andet end hovedarten, når man tyndede.  Nu er man bedre til at sige, at vi godt kan leve med, at der er andre arter i underskoven, så længe det ikke mindsker produktionen.”

Det gavner altså biodiversiteten at give plads til en større træartsdiversitet, enten som underskov eller skovbryn – eller som et decideret element i produktionen.

Når biodiversiteten skal øges, går det altså ud på i videst mulige omfang at genoprette et naturligt skovøkosystem, for det styrker de arter, der ikke trives i vores forsimplede skove.

En af udfordringerne er dog, at virkemidlerne kan gøre skoven mindre stabil og mindske træernes trivsel. At fx styrke arterne på rødlisten, som er virkelig trængt, gør altså ikke nødvendigvis noget godt for økosystemets funktion set ud fra et menneskeligt nytteperspektiv.

Fx giver vedboende svampe og biller ikke automatisk en sundere skov rent produktionsmæssigt. De er der kun, fordi der er masser af dødt ved, og det er ikke et sundhedstegn for træbestanden. Men hvis økosystemet fungerer bedre eller mere naturligt, har det en betydning for mangfoldigheden af arter i systemet.

”Snarere end at skabe skove, som er mere produktive og stabile, handler arbejde med biodiversitet altså om at give noget tilbage til naturen,” slutter Jacob Heilmann-Clausen.