Dansk Skovforening på Klimafolkemødet: Debatten er vigtig!

I sidste uge var vi til Klimafolkemøde i Middelfart for at debattere skovens rolle i klimakampen, og hvordan vi skal prioritere vores areal – og debatten er vigtig, blandt andet for at aflive myter og finde løsninger.

Igen i år bød sensommeren på Klimafolkemøde i Middelfart – et arrangement, der er vokset betragteligt siden sin begyndelse som lokalt fynsk arrangement og i år satte endnu en deltagerrekord, da i alt 34.000 lagde vejen forbi.

Klimafolkemødet er også blevet lidt af et tilløbsstykke for interessenter inden for klima, energi og grøn omstilling, og derfor var Dansk Skovforening selvfølgelig også til stede for at være med til nogle af de 400 arrangementer, der løb af stablen i løbet af mødets tre dage.

Her deltog foreningens direktør, Anders Frandsen, i to debatter arrangeret af henholdsvis Green Power Denmark og IPBES og med deltagere fra bl.a. Ørsted, Rådet for Grøn Omstilling og Coop.

Fredag satte Green Power Denmark fokus på skovens afgørende rolle i at bidrage til at reducere konsekvenserne af global opvarmning, herunder hvordan vi bruger skovens ressourcer og opnår de bedste klimaeffekter. Lørdag bød IPBES op til en debat om, hvordan vi prioriterer arealanvendelsen i Danmark, når vi både skal producere fødevarer, energi og samtidig tage højde for hensynet til både klimaet og biodiversiteten i denne prioritering.

Og selvom debattørerne langt fra altid er eller bliver enige, er debatten vigtig:

”Jeg synes, det er vigtigt, at vi fra Dansk Skovforenings side er til stede og klar til at debattere skovens muligheder og udfordringer. Ikke mindst med aktører, som anskuer problemer og løsninger på anden vis, end vi gør. Det bliver man klogere af, og det er er generelt min oplevelse, at vi lykkes med at få aflivet nogle myter og misforståelser og talt os tættere på hinanden og får styrket forståelsen for værdien af aktivt skovbrug,” siger Anders Frandsen.

Klimafolkemødet er vokset, siden Region Syddanmark og Middelfart Kommune i 2019 indgik en strategisk samarbejdsaftale om at løfte Klimafolkemødet i Middelfart fra at være en lokal begivenhed til at være en national begivenhed. Formålet er at skabe løsninger på klimaudfordringen og inspirere både borgere, beslutningstagere, virksomheder og organisationer til handling.

Klimafolkemødet vender tilbage i 2024 fra 29. til 31. august.