Glem ikke den private ejendomsret, CONCITO!

CONCITO efterspørger klarhed over, hvem der har ansvaret for at disponere over Danmarks areal, som der er mange og ikke altid forenelige ønsker til anvendelsen af. Og for 80 procent af arealet er svaret klart: Det gør de private ejere. Derfor er det essentielt, at en national arealplansstrategi – og CONCITO – husker den private ejendomsret.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 30. januar 2023

Programchef i CONCITO Peter Andreas Norn rejser i Altinget d. 24. januar spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for disponering af Danmarks areal. Ifølge CONCITO er det nemlig uklart, om det ressortmæssigt hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Kirkeministeriet, som forvalter planloven, eller Miljøministeriet.

Ifølge CONCITO er der behov for en afklaring, så der kan udvikles en national arealplansstrategi, der kan tilgodese en række forskellige hensyn. Det gælder bl.a. opsætning af solceller og vindmøller, ormefarme, fiskeopdræt, fødevareproduktion samt skov og natur.

Det er korrekt, at Danmarks areal er begrænset, og ønskerne er mange. Teknologirådet udarbejdede i 2017 en opgørelse, som viste, at Danmarks areal skulle udvides til 140 procent, hvis alle daværende planer og målsætninger skulle indfries. Sidenhen er de politiske ønsker kun blevet flere og mere omfattende.

CONCITOs forslag om at udarbejde en samlet national arealplansstrategi er formentlig nemmere sagt end gjort, for Danmark bliver jo ikke større, fordi der er én samlet plan.

Det mest bekymrende ved CONCITOs indlæg er imidlertid, at de fuldstændig vælger at overse, at det sådan set ikke er uklart, hvem der har ansvaret for de 80 procent af Danmarks areal, som er privat ejet. Det har ejerne!

Alle har selvsagt forståelse for, at der kan være en bred vifte af samfundsmæssige ønsker til, hvordan jord og areal i Danmark anvendes og forvaltes. Ligeledes er der også stor forståelse for, at det indebærer politisk regulering. Men der bør også tages hensyn til den private ejendomsret, og politisk bør der som hovedregel udvise tilbageholdenhed, før man begynder at tegne streger på et Danmarkskort og udarbejde forkromede arealplansstrategier.

Fx kan det have ret stor betydning for en lodsejer, såfremt vedkommendes jord udpeges til ”på strategisk niveau” at være båndlagt til et bestemt formål på et ikke nærmere defineret tidspunkt – engang i fremtiden.

Dertil kommer, at eventuelle ændringer i arealanvendelsen bør gennemføres via frivillighed og positive incitamenter. Et godt eksempel er regeringens ønske at om at rejse yderligere 250.000 ha skov. Det er en ambitiøs og fremsynet målsætning, men hvis det skal lykkes, kræver det forståelse for, at skovrejsning er langsigtet og forudsætter inddragelse af lodsejerens kendskab til det konkrete områdes beskaffenhed og muligheder.

Det er ubestrideligt, at der er flere ønsker til Danmark, end arealet kan indfri. Men før CONCITO opfordrer til, at der lægges store planer, som risikerer at skalte og valte med andres ejendom, ville det klæde dem at ihukomme, at der også er et hensyn at tage til en af hjørnestene i vores demokrati – nemlig den private ejendomsret.