Ny EU-definition kan gå ud over skovdrift
Flere dele af EU’s Fit for 55-pakke står netop nu over for forhandlinger. Derfor bringer vi en serie af opdateringer på områder, der kan have stor betydning for det danske skovbrug. I denne uge kan du læse om en ny afskovningsforordning, der bl.a. indeholder en uhensigtsmæssig definition af skovforarmelse, som kan spænde ben for skovdriften.
I juli sidste år lancerede EU-Kommissionen klimapakken Fit for 55, der skal vise vejen til EU’s klimamål om 55 procent reduktion i udledning af klimagasser i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Pakken indeholder revision af en række direktiver og forordninger, der har central betydning for skovbruget, og flere af dem står netop nu over for såkaldte trilogforhandling, hvor EU-Kommissionen, Europarådet og Europa-Parlamentet skal blive enige om den endelig ordlyd i revisionen.
Derfor tegner Dansk Skovforening et billede af de største faldgruber inden for de vigtigste områder for dansk skovbrug. I sidste uge kunne du læse om revisionen af direktivet for vedvarende energi, der risikerer at udelukke dele af træbiomasse fra at tælle med i klimaregnskabet.
I denne uge tager vi fat i en ny afskovningsforordning, der skal afløse den eksisterende tømmerforordning (EUTR). Forslaget lægger bl.a. op til at hindre såkaldt ‘skovforarmelse’. Definitionen af skovforarmelse er der imidlertid stor uenighed om, og det er en af de ting, der bekymrer Dansk Skovforening mest i de igangværende trilogforhandlinger.
Både EU-Kommissionen og EU-Parlamentet er nemlig landet på definitioner, der på en og samme tid er meget udførlige – og dermed ikke særlig operationelle – og som samtidig åbner for fortolkning i en sådan grad, at man kan frygte, at almindelig skovdrift i dyrket skov kan blive polemiseret i retning af at blive klassificeret som skovforarmelse.
Bekæmpelse af forarmelse og afskovning er vigtigt, og Dansk Skovforening støtter det generelle mål for EU-initiativet om at bremse global skovrydning forårsaget af EU’s forbrug af visse produkter og råvarer. Men det er også vigtigt at sikre, at det ikke bliver et bureaukratisk system uden reel effekt i de lande, hvor problemet er størst, og som samtidig risikerer at gå ud over almindelig skovdrift.
Dansk Skovforening følger sammen med skovejernes europæiske forening, CEPF, forhandlingerne tæt og forsøger at bidrage med løsninger, så den endelige definition ikke risikere at omfatte normal skovdrift.
Geolokalisering
En anden risiko i forbindelse med den nye afskovningsforordning er kravet til geolokalisering. Både EU-Kommissionen, Rådet og EU-Parlamentet ønsker at indføre krav om digitaliseret geolokalisering (længde- og breddegrad) samt dato/tid eller tidsrum for høst af (træ)produkter, dog med hver deres detaljeringsgrad. EU-Parlamentet ønsker det oven i købet yderligere strammet, så afskovning/skovforarmelse på høstlokationen diskvalificerer alle produkter fra pågældende sted.
Det er udfordrende at styre dataindsamlingen i praksis, især for småskovsejere og særligt, når der skal knyttes en præcis forbindelse mellem træproduktet og jordstykket, hvor træet blev dyrket. Dansk Skovforening mener, at der bør være mulighed for holde lokaliseringen af træet til ejendomsniveau.
‘Due diligence’ i høj- og lavrisikolande
Den nye forordning medfører også et krav til indholdet af den ‘due diligence’, der skal gennemføres ved salg af træ.
I udkastet til forordningen er der forslået krav om, at producenten/operatøren skal udvise rettidig omhu, såkaldt ‘due diligence’. Graden af due diligence skal efter forslaget afhænge af, hvilken risikoklasse landene/regionerne ender i. Her skelner EU-Kommissionen og Rådet mellem områder/regioner/lande, hvor råvare og produkter har høj, standard eller en lav risiko for at lede til afskovning, mens EU-Parlamentet foreslår, at risikoen for skovforarmelse også skal indgå i vurderingen.
Placerer en producent en råvare eller et produkt fra et lavrisikoland på markedet, er kravene til due diligence begrænset til at kunne dokumentere herkomst, mens der både ved standard og høj risiko er væsentligt udvidede krav.
Ifølge forslaget er det EU-Kommissionen, der skal vurdere, om et land/en region er lav-, standard- eller højrisikoområde. Hvis Kommissionens vurdering mangler, bliver landet/regionen bedømt som standardrisiko. På den baggrund peger Dansk Skovforening og CEPF på, at det er vigtigt, at der sættes en deadline for EU-Kommissionens risikovurdering af producentlande – ellers kan det føre til store og unødvendige omkostninger for skovejerne i form af krav til due diligence-systemer i lande, der reelt har lav risiko for afskovning.