Webinar: Bliv forberedt på de nye ejendomsvurderinger

Inden længe lander de foreløbige 2023-vurderinger for skovejendommene, som skal danne grundlag for ejendomsbeskatningen i 2024 og 2025. Som medlem kan du forberede dig ved at deltage i vores webinar.

Foto: Colourbox

Dansk Skovforening afholder den 7. november kl. 15-16 et webinar om de foreløbige ejendomsvurderinger og den fremtidige beskatning.

Vurderingerne ligger klar fra midten af november og frem til årets udgang, hvorefter alle skovejendomme kan tilgå dem via Vurderingsportalen.

På webinaret gennemgår vi, hvilke data de foreløbige vurderinger baserer sig på. Det vil give dig indsigt i, hvorfor den kommende vurdering måske adskiller sig markant fra tidligere.

Vi vil også kort gennemgå den ændrede beskatning samt de rabatordninger, der skal sikre ejerne mod store ændringer i beskatningen i overgangsperioden, indtil de endelige vurderinger kommer.

Tilmeld dig webinaret ved at sende en mail til Tanja Blindbæk Olsen på to@danskskovforening.dk.  Tilbuddet gælder kun medlemmer af Dansk Skovforening, så husk også at opgive medlemsnummer ved tilmelding.

Foreløbig vurdering kan ikke påklages

Ifølge de nye ejendomsbeskatningsregler skal skovejere i 2024 og 2025 betale ejendomsskat af 2023-vurderigen. Da den endelige 2023-vurdering endnu ikke foreligger, skal du i stedet betale skat ud fra den foreløbige vurdering.

Den er udviklet ved hjælp af modelberegninger, der baserer sig på data fra diverse registre. Du får ikke mulighed for at klage over den foreløbige ejendomsvurdering.

Først når du i løbet af 2025/2026 modtager den endelige 2023-vurdering, kan du klage over din nye ejendomsvurdering, hvorefter din skat vil blive efterreguleret.

Beskatning af skovejendomme

I Danmark har vi to former for ejendomsskat: en såkaldt grundskyld og en ejendomsværdiskat. Man betaler grundskyld af selve grunden (uden hus eller bygninger på), mens man betaler ejendomsværdiskat for selve boligen.

Alle ejendomme betaler grundskyld, men kun i det tilfælde, hvor du som ejer har boligen til rådighed, skal du betale ejendomsværdiskat. Hvis du ikke bor i boligen, er det typisk, fordi den er udlejet – i det tilfælde beskattes du i stedet af lejeindtægten.

Fra 2024 vil både ejendomsværdiskat og grundskyld blive opkrævet af staten og vil fremgå af forskudsopgørelsen eller skattekontoen.

Grundværdi og ejendomsværdi

I 2024 og 2025 vil beskatningen af din skovejendom altså basere sig på den foreløbige 2023-vurdering.

Efter den nye ejendomsvurderingslov skal der ikke længere fastsættes en samlet ejendomsværdi for skovejendomme, men kun en grundværdi for produktionsjorden. Derudover fastsættes en ejendomsværdi for op til to boliger, der bebos af ejeren/ejerne, og som efter den nye model fastsættes, som var det en ejerbolig – men med lidt rabat.

For rene skovejendomme med højest to boliger beboet af ejeren vil der ikke være store ændringer i grundværdien. Derimod kan ejendomme med mange boliger, jord i byzone med lokalplan eller andre erhverv end jord- eller skovbrug opleve markante ændringer i grundværdien.

I den foreløbige vurdering vil det ikke være muligt at se, hvad din grundværdi er sammensat af.