Undersøgelse: Flertal af de største private skove er nu bæredygtighedscertificeret

De fleste af de store danske skove er bæredygtighedscertificeret, viser en ny medlemsundersøgelse foretaget af Dansk Skovforening. Prisen på certificeret træ og omkostninger ved at certificere har stor betydning for, om skovejeren vælger at bæredygtighedscertificere sin skov. Færrest er certificeret blandt de mindre skove.

Foto: Pixabay

De største skove er godt med, når det handler om at blive bæredygtighedscertificerede, mens færre mindre skove er certificerede.

Det viser en medlemsundersøgelse foretaget af Dansk Skovforening i december 2022 blandt foreningens skovejende medlemmer. Andelen af certificerede skove falder støt med skovstørrelsen, viser tallene. 6 ud af 10 af de skove, der er over 500 ha, er certificeret. Omvendt er kun 8 procent er skovene under 50 ha certificeret.

Den mest brugte certificeringsordning er PEFC, som bruges af ni ud af ti certificerede. Nogle skovejere er certificeret både efter PEFC- og FSC-standarden.

Oplevede fordele – gode afsætningsmuligheder for træet

Gode afsætningsmuligheder for certificeret træ er en vigtig motivationsfaktor, når skovejere skal beslutte sig for at gennemgå en certificering.

Undersøgelsen peger derfor på, at en velfungerende værdikæde har betydning for, i hvilken grad de private danske skove vælger at lade sig bæredygtighedscertificere.

Udfordringerne ved at certificere er omkostninger til certificering og de administrative og driftsmæssige opgaver, der kan følge med, viser svarene fra skovejerne i undersøgelsen. Til gengæld viser undersøgelsen også, at et bedre driftsmæssigt overblik er en væsentlig sidegevinst for den skovejer, der vælger at lade sig bæredygtighedscertificere.

Se flere resultater af undersøgelsen her

Om undersøgelsen

Dansk Skovforening har foretaget undersøgelsen for at tage temperaturen på certificeringen af de private skove og for at få skovejernes tilbagemeldinger på både fordele og ulemper ved at bæredygtighedscertificere sin skov. 281 skovejere medvirkede i undersøgelsen.