Friluftsrådet forlader Skovpolitisk Udvalg

Skovforeningen finder Friluftsrådets begrundelse for sin udtræden meningsløs. Vi ser frem til at udvalget fortsætter det vigtige arbejde med at finde veje til at forbedre skovenes økonomi så også blandt andet friluftslivets muligheder kan udvikles.

Friluftsrådet har på sin generalforsamling 28. april meddelt at de forlader Skovpolitisk Udvalg.

Det sker med et brev til miljøminister Karen Ellemann og en pressemeddelse der indledes disse ord:

I Det Skovpolitiske Udvalg er private skovejeres økonomiske interesser tilsyneladende vigtigere end at sikre den brede befolknings mulighed for naturoplevelser i skovene. Det vil Friluftsrådet ikke acceptere og paraplyorganisationen trækker sig nu ud af udvalget.

Skovforeningens reaktion

Friluftsrådets begrundelse for at forlade Skovpolitisk Udvalg er meningsløs. Faktum er:

• De danske skoves driftsøkonomi er så ringe at den hæmmer udviklingen af alle skovenes værdier, herunder også udvikling af naturværdier og af friluftslivets muligheder. Skovenes ringe driftsøkonomi var den oprindelige begrundelse for overhovedet at nedsætte et skovpolitisk udvalg.

• Den brede befolkning har allerede masser af muligheder for naturoplevelser i skovene. Ingen af disse muligheder er truede eller behøver yderligere “sikring”.

Uanset Friluftsrådets udtræden er det en meget vigtig opgave at forbedre skovenes driftsøkonomi så der også bliver mulighed for at forbedre blandt andet friluftslivets muligheder. Vi ser frem til et fortsat konstruktivt arbejde om dette i Skovpolitisk Udvalg.

Baggrunden for Skovpolitisk Udvalg

Skovene kan bidrage stærkt til Danmarks miljø-, klima- og velfærdspolitik. Det indebærer, ligesom alle andre aktiviteter i samfundet, en økonomi.

Derfor bad Skovforeningen i 2008 den daværende miljøminister nedsætte et skovpolitisk udvalg for at sikre skovenes muligheder for at imødekomme samfundets behov, både nu og for de fremtidige generationer. Det er hvad bæredygtigt skovbrug går ud på.

Det skovpolitiske udvalg blev nedsat af Karen Ellemann i 2010 og afrapporterer i 2011.