Hvor skal træet til den grønne omstilling komme fra?

Danmark skal bruge mere træ, hvis vi skal være uafhængige af fossile ressourcer inden 2050. Men hvor skal træet komme fra, når træproduktion skal spille en mindre rolle i de statslige skove? Det kræver handling nu, hvis klimamålene skal nås, og det private skovbrug er nøglen til løsningen.

Træ er et uundværligt materiale til at erstatte fossile ressourcer som kul og olie i energiforsyningen, beton og stål i byggeriet, brændstof til tung transport og i øvrigt som kulstofressource i andre produkter i en biobaseret fremtid. Kort sagt skal vi bruge mere træ, hvis vi i Danmark skal være uafhængige af fossile ressourcer inden 2050 – men hvor skal træet komme fra?

Spørgsmålet aktualiseres af Naturstyrelsens nye vision, hvor ”motorsaven” ifølge miljøministeren i fremtiden skal spille en mindre rolle i de statslige skove. Ifølge visionen skal træproduktionen træde i baggrunden, og omkring halvdelen af det statslige skovareal skal i stedet reserveres til natur og rekreative formål.

Samtidig er der indgået politisk aftale om, at hugsten frem til 2030 skal reduceres med 20 procent på statens øvrige skovarealer for at nå klimamålene, og ifølge aftalen om seneste udlæg af 30.000 ha urørt skov skal nåletræ konverteres til løvtræ over en meget kort periode på 6-10 år.

Når landets største skovejer ændrer sin skovdrift så markant og over så kort en tidsperiode, har det selvfølgelig store konsekvenser for den hjemlige forsyning af træ. Leverancen af løvtræ falder til 20 procent i forhold til nuværende niveau inden 2026, hvilket vil have en stor afsmittende effekt på resten af skovbruget og på den primære danske træindustri.

Men betyder det, at der er et politisk ønske om, at landets øvrige skove skal producere mere for at sikre en vis hjemlig forsyning af træ? Og hvordan absorberer skovbrugserhvervet og træindustrien i så fald de forandringer, der følger af, at staten stopper en stor del af sin træproduktion? Eller skal Danmark i højere grad satse på import af træ i fremtiden?  Og hvordan er den kommende skovrejsning tænkt ind?

Svar og løsninger skal findes, og her indtager det private skovbrug nu en nøgleposition. Det samme gælder, hvis målsætningen om at nå 20-25 procent skov i Danmark skal blive til virkelighed – her står private arealer og alle de kommende skovejere også som centrale aktører.

Miljøministeren har ved flere lejligheder tilkendegivet, at en fortsat bæredygtig træproduktion i Danmark er vigtig. Det er vi helt enige i. Dansk Skovforening arbejder for, at danske skovejere skal have en høj grad af handlefrihed, og at skovpolitikken skal motivere skovejerne til at skabe de ydelser og produkter, som samfundet efterspørger. Men hvis vi skal bevæge os et nyt sted hen, må planlægning i gang, og relevante redskaber findes frem, så vi kan få skruet incitamenter sammen, der kan få skovrejsningen yderligere op i gear.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2022 lovede forligspartierne, at de vil udarbejde en skovplan. Her er en anledning til at finde de virkemidler frem, der bidrager til den bæredygtige produktion af træ i Danmark, både på den korte og den lange bane. På kort sigt kan det fx være en fordel at genindføre en betalingsordning for udarbejdelse af grønne driftsplaner. Det er et velafprøvet og enkelt redskab, som også var en af Skovrådets syv anbefalinger, der blev afleveret til miljøministeren i november.

På længere sigt må skovrejsning stå i centrum af den politiske opmærksomhed, både af forsyningsmæssige og klimamæssige grunde.

Skov og træproduktion er en langsigtet forretning, så pauseknappen kan ikke holdes inde for længe – det kræver handling nu, hvis klimamålene skal nås.