Europæisk naturseminar: Behov for lodsejerinddragelse og større arealer

Miljøministeriet havde inviteret Dansk Skovforening med til et Natura2000-seminar arrangeret af Kommissionen og den tyske delstat Niedersachsen. Her kunne staterne dele erfaringer og gøre status på EU’s biodiversitetsstrategi. Der er brug for sammenhængende arealer i forvaltningen, hvor lodsejerne bør inddrages mere aktivt.

 Det europæsiske natura2000-seminar tog blandt andet udgangspunkt i en genetableret indlandsklit, som er under fare for tilgroning. Foto: Marie-Louise Bretner

Dansk Skovforening deltog den 4.- 6.- september i et europæisk Natura2000-seminar ved Hannover. 

Her kunne medlemsstaterne dele forvaltningserfaringer vedrørende de atlantiske naturtyper og gøre status over  medlemsstaternes indberetning af beskyttet natur og deres løfter om at skabe mere beskyttet natur for at løfte EU-målsætningen om 30 procent beskyttet natur i 2030. 

Kommissionen havde arrangeret mødet i samarbejde med den tyske delstat Niedersachsen, der blandt andet viste naturgenopretningsarealer frem for de europæiske naturforvaltere på Lüneburger Heide. 

Her blev et naturgenopretningsprojekt på seks ha indlandsklit genstand for en central debat: Hvordan forvalter og bevarer man de små, lysåbne naturarealer? 

Konklusionen blandt deltagerne var, at det er svært at forvalte disse arealer, fordi de ofte er truet af tilgroning. Det peger på et behov for større sammenhængende arealer, der er lettere at forvalte og skabe god natur på. 

Lodsejerne skal inddrages 

Dansk Skovforening og Landbrug & Fødevarer var inviteret for at følge Natura2000 arbejdet – herunder at få indblik i hvilke projekttyper, der finansieres af EU LIFE-midler i andre medlemsstater samt for at bidrage med lodsejernes perspektiver. Dansk Skovforening slog til lyd for, at lodsejerne inddrages mere i udviklingen af deres Natura2000-arealer, da dialog og medejerskab til arealernes udvikling over tid vil give det bedste naturafkast.  

Status på EU-strategien 

24 procent af den europæiske landnatur er i dag beskyttet, og dermed synes 30 procent-målet tæt på at være opfyldt. Kommissionen lagde dog vægt på, at de enkelte naturtyper skal beskyttes, og derfor skal Europas ni såkaldte biogeografiske regioner også hver især opfylde målsætningen. 

I Danmark har vi blandt andet den atlantiske region, som var tema for årets seminar, hvorfor de andre medlemsstater med atlantiske kystlinjer også var inviteret. Dansk Skovforening deltog i ekskursionen om sandlandskaber – repræsenteret ved indlandsklitter på Lüneburger Heide, som er en af regionens karakteristiske naturtyper, vi også kender herhjemme. De kystnære hvide, grå og grønne klitter er også vigtige naturtyper i den atlantiske region, som Danmarks allerede i dag har et stort fokus på at beskytte. 

Penge til projekter, men ikke til pleje 

Genopretningen af de seks ha indlandsklit på Lüneburger Heide blev støttet med EU LIFE-midler. Fonden giver dog ikke midler til den efterfølgende drift, og det er problematisk, fordi det kræver pleje at opretholde en god tilstand på lysåbne arealer. 

Der bør arbejdes på en model, der sikrer finansiering af den efterfølgende drift efter genopretning af lysåben natur. Ellers risikerer man, at projekterne strander. 

Lokale skovlove og anden sektorlovgivning kan også stå i vejen for naturgenopretningen. I Niedersachsen kræver skovloven fx, at man laver erstatningsskov, når man rydder et stykke skov. Det gælder også, når delstaten selv vil genoprette et stykke indlandsklit. Kravet ville fordyre projektet så voldsomt, at man i stedet valgte at bevare overstandere af skovfyr. Enhver skovdyrker ved at denne træart forynger sig villigt på sandede arealer, og derfor endte naturgenopretningsprojektet med at blive unødvendigt plejekrævende. 

Herhjemme blev lovgivningen tilpasset i forbindelse med naturnationalparkerne, så det blev muligt for staten at lave naturprojekter i større skala. Lignende tilpasninger kan blive nødvendige på andre områder, hvis nationale lovgivninger ikke skal stå i vejen for de europæiske naturmålsætninger, som medlemsstaterne i fællesskab har besluttet.